Den 'klassiske' klaver/bas/trommer-trio har en lang historie bag sig. Allerede tilbage i 1930'erne indvarslede Count Basie den ved at løsrive sit klaverspil fra stridespillet (hvor pianistens venstrehånd skiftevis spillede en bastone og en akkord) og dermed tilførte rytmegruppen en luftighed, som den ikke udstrålede tidligere. Senere dannede Art Tatum, Nat King Cole og Oscar Peterson deres trioer, bestående af piano, guitar og bas, men det var først, da guitaren blev erstattet af trommerne, at trioen fandt sin helt rette form, hvor netop de tre instrumenternes skarpt adskilte funktioner dannede den ideelle samklang. Det fandt også Oscar Peterson ud af, men allerede inden da havde pianister som Bud Powell og Thelonious Monk fundet frem til denne løsning. Listen ville blive lang, hvis man blot skulle nævne blot de væsentligste navne, der siden er fulgt i deres spor. Men to er slet ikke til at komme udenom, Bill Evans, der førte trioformen endnu et skridt videre ved at integrere de tre instrumenters indbyrdes sammenspil yderligere, og Keith Jarrett, der efter Evans' død står som dens ubestridte mester. For Peter Rosendal, der sammen mad bassisten Mads Vinding og trommeslageren Morten Lund sidste år indspillede sin debut-cd over tre aftener i Copenhagen JazzHouse, har Jarrett også tjent som en vigtig inspirationskilde, om end ikke som den eneste. Jeg overværede en af aftenerne og kunne konstatere, at Rosendal virkelig er begavet med et rigt musikalsk talent. Ikke blot i kraft i sin veludviklede beherskelse af instrumentet og fornemme sans for harmonisering, men også ved sin evne til at skrive kompostioner, der udmærker ved deres sangbarhed. Jeg havde dog også visse forbehold, fordi alt netop syntes at falde Rosendal så let, at hans spil kunne tage sig for besnærende ud. Jeg erkender dog gerne, at nu, hvor jeg har haft lejlighed til at høre cd'en gentagne gange (dog i et delvist repertoire end dengang), er disse forbehold svundet ind. I 'Holmen' og 'Lystfiskeren', der også byder på noget af det smukkeste basspil fra Vinding side, lever den nordiske tone med fuld styrke uden at svække de essentielle jazzkvaliteter. 'Troldedans' er cd'ens mest medrivende indslag, og skal jeg fremhæve endnu et nummer, så er det 'When It's Sleepy Time Down South', der demonstrerer, at enkelhed kan være den største dyd af alle.