Trekanter er fascinerende. Om de nu skal findes i geometrien, mellem en kvindes ben eller som narrativt råstof i litteratur og film. Også musikalsk rummer formatet en uopslidelig dynamik.
Især har den klassiske klavertrio med bas og trommer udgjort matricen, men i dag knopskyder trekantspillet i vidt forskellige kombinationer.
En dansk Keith Jarrett
Pianisten Carsten Dahl, der i de seneste år for alvor er steget til vejrs blandt Europas væsentligste jazzpianister, har fra sit afsæt i mainstream nærmet sig en mere fri musik.
En strøm af kåd skabertrang vælder fra hans seneste udgivelser: den prisvindende soloplade ’Effatta’ (2010) og de fremragende ’Humilitas’ (2010) og ’Metamorphosis’ (2011) med kvartetten Experience.
Dahl fastholder niveauet på ’Space is the Place’, hvor han for anden gang har indspillet med de legendariske nordmænd, bassist Arild Andersen og trommeslager Jon Christensen.
Legender eller ej. Det er Dahl, der er kreativ motor med sit intense spil, der minder om Keith Jarretts i 1970’erne. Pladetitlen er en hilsen til avantgarde- og rumpioneren Sun Ra, men også til luften i musik. Netop pausen er et livgivende element i Dahls organiske fraseringer, der synes spillet i naturlig forlængelse af krop og åndedræt.
Er det for meget sagt at kalde Carsten Dahl for øjeblikkets største danske improvisator?
Respekteret veteran
Til gengæld indtager Thomas Clausen pladsen som højt respekteret veteran for sit altid gedigne håndarbejde.
Modenhed og ro præger pladen ’Sol’, hvor han er bakket op af bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Karsten Bagge i en smukt mikset studieoptagelse.
Clausens musik forekommer gennemtænkt selv i sine mest spontane udbrud. Ja, næsten for kontrolleret somme tider.
Men ’Sol’ er fuld af Clausen-originaler og en prægnant fortolkning af ’Det er hvidt herude’ i barokmusikalsk ånd. Men her er også doser af den saftige rytmik og harmonik, som altid har været at finde i hans spil.
Jazzhistorisk perle
Thomas Clausen er endvidere aktuel med genudgivelsen af sin første trioplade, ’Rain’, indspillet tilbage i 1980 med NHØP og Aage Tanggaard.
Den forårsagede i sin tid overvældende positiv kritik og formede Clausens status som en stor og personlig jazzkunstner. Lyden er bevaret i det oprindelige miks, der forekommer noget indeklemt og skarpt. Afgørende er dog det friske og personlige bud, Clausen giver på akustisk triojazz med datidens stærkeste danske rytmesektion.
Helt ud i pladetitel og coverbillede (en dugget regnvejrsrude) indrammer den en dansk tone. Pladen rummer en række fine kompositioner, der umiskendeligt er Clausens egne, og med elementer af det, der også har fulgt ham siden: skyggen af Bill Evans og træk af neoromantik. En jazzhistorisk perle.
Krøllet og poetisk rablende
Et frit improviseret og langt mere radikalt udtryk finder man på pladen ’Still Distant Still’ med trioen The Living Room, der har den fremragende norske saxofonist Torben Snekkestad som omdrejningspunkt.
Ikke overraskende sidder Søren Kjærgaard ved klaveret, mens Thomas Strønen betjener slagtøjet. Ud af nuet skabes en krøllet musik i et frit rablende, poetisk sprog.
Disse sære samtaler føres hinsides skønhedsæstetikkens nedtrådte grænser. Men flygtigheden er en stående fare. Mest bid er der i den herlige ’Rainbow Stomp’.
Fransk uregerlighed
En af den europæiske crossoverjazz’ førende skikkelser, klarinettisten Louis Sclavis, er aktuel med cd’en ’Sources’, hvori han øser af de mange kilder, som i et par årtier har udgjort hans musikalske vision.
Pladen byder på vanligt snurrige kompositioner fra den flittige franskmand i parløb med elguitaristen Gil Coronado og tangentspilleren Benjamin Moussay – tilsammen Atlas Trio. Det er en udfordrende og sine steder spændende musik, der blander jazz, sydlandsk folklore, art rock, kammermusik og ambient.
Det er meget fransk i sin hybride uregerlighed. Men ’Sources’ står ikke mål med Sclavis’ bedste plader.
Trio spiller charmerende livemusik
Mere personlighed finder man i avantgardeveteranen, spasmageren og trommeslageren Han Benninks unikke trio med danske Simon Toldam på klaver og belgiske Joachim Badenhorst på klarinetter.
Deres anden plade har ikke helt den særlige magi, som gjorde debutpladen ’Parken’(2009) til noget af en milepæl.
Men ellers serveres der underholdende og frækt charmerende livemusik på den belgiske Jazz Case Dommelhof, hvor ældre romantisk jazz, swing og vildtvoksende frijazz kombineres med glimt i øjet.
Danskere får hatten til at lette
Også saxofonisten Niels Vincentz kan med bassisten Cameron Brown og den fyrige trommeslager Billy Hart få hatten til at lette. Vincentz har igennem det seneste tiår markeret sig stadig stærkere på den i forvejen trafikerede danske jazzscene.
Med ’Early Reflections’ tager han teten i det for en saxofonist udfordrende format uden akkordinstrument. Især med sopransax viser Vincentz karakter i nogle stærke passager med hilsen til John Coltranes modale powerjazz i 60’erne.
I netop Coltranes ’22-6’ har Vincentz et flow og en saft i spillet, som kun kommer af seriøs fordybelse. Hans tone og improvisationer må aftvinge respekt efter denne plade.
New York-trio hylder avantgarden
En afsluttende svada af roser skal tilfalde den spændende kornettist og New York-musiker Kirk Knuffke, der sammen med pianisten Jesse Stackeen og trommeslager Kenny Wollesen har begået en underskøn plade, ’Like A Tree’, som en hyldest til avantgardens store: Coleman, Ayler, Coltrane, Steve Lacy, Carla Bley, Misha Mengelberg.
LÆS OGSÅ En af jazzens helt store pionerer er død dagen før sin fødselsdag
Det enestående er ikke blot samlingen af prægnant og sjældent hørt musik fra jazzmodernismens kogekar, men også den måde, den vækkes til live på af trioen i et spændingsfelt mellem melodisk poesi og frit spil.
Her er så forskellige numre som Mengelbergs Monk-agtigt hoppende ’Hypochristmutreefuzz’, Carla Bleys lyriske ’Jesus Maria’, og Aylers ’A Man Is Like A Tree’, nænsomt spillet som en vuggevise.
fortsæt med at læse
