En tyk tåge af truende, svævende og frysende stemninger. Hviskende ekkoer i mørket, skrøbeligt famlende trompettoner og anede drøn et sted langt borte, hvor en tung puls pumper.
Sproglige indtryk af den 'grottemusik, som tre af Norges mest prominente nutidsmusikere, trompetisten Nils Petter Molvær ('Møgvejr' blandt vittige fans), guitaristen Eivind Aarset og electronica-musikeren Jan Bang, bragte med sig.
LÆS OGSÅ Dagens spillested: Jazzhus Montmartre
Imponerende når man hører den første gang. Imponerende med sin prætentiøse alvor, der svælger i sine egne klicheer om fylde og storhed. En dyster dronemusik, altid i mol, altid spillet i et stort og vibrerende rum af klange og effekter.
Men det imposante har ikke i sig selv nogen værdi. Og har man fulgt lidt med i Nils Petter Molværs karriere, må man konstatere, at der ikke er sket nævnefærdige fornyelser i hans musik, snarere en udvanding, siden han for femten år siden udsendte den banebrydende plade 'Khmer'.
To timers mørk modalmusik
Molvær hentede inspiration fra Miles Davis i 1970erne, nyere techno, dub og triphop samt den arktiske fascination og iscenesættelse, man kender fra plademærket ECM.
Pladen blev fulgt af et væld af udgivelser både fra ham og andre musikere her i blandt den ligeledes nytænkende pianist Bugge Wesseltoft. Det var med til at etablere Norge som foregangsland for en ny elektronisk jazzbølge.
Allerede nu virker det alt sammen ikke længere så nyt. Brugen af alskens 'live electronics', sampling, loopmaskiner samt laptoppen og dens muligheder for avantgardistisk anvendelse og dekonstruktion af musik, klange, lydbidder og støjeffekter er blevet et hverdagsvilkår i moderne musik.
Men man må lade dem, at de dristigt kastede sig ud i en frit improviseret koncert, hvor musikken kunne få lov at tage spontane drejninger. Problemet var bare, at det foregik inden for så ensformigt et koncept.
Ser man nemlig isoleret på den musikalske iscenesættelse af de norske musikere, var den jo i den grad stereotyp. Næsten to timers mørkt tonet modalmusik uden så meget som en melodisk form, en akkordprogression, et instrumentalt arrangeret tema.
Mazur i hovedrollen
Så hvad skulle nordmændene dog have gjort uden Marilyn Mazur på slagtøj?
Højdepunktet i det ellers kedelige første sæt var jo netop, da hun bag trommesættet drev musikken frem og op i dramatisk gear med et rockpræget groove, der slog gnister, og som gav mindelser om den rytmekraft, der var i Miles Davis' tidlige jazzrock, men også lejlighedsvis kunne findes i Mazurs eget, nu opløste band, Future Song.
Og i det mere begivenhedsrige andet sæt foldede Mazur sig for alvor ud. Ja, hun overtog sådan set showet, mens de internationalt feterede norske musikere blev reduceret til de rene statister.
LÆS OGSÅ
Med fysisk indlevelse og variation knaldede hun først endnu en lang eksplosion af trommesættet af. Siden boltrede hun sig i det til lejligheden opsatte, store arsenal af klang- og lydgivere, der lå på scenegulvet eller var ophængt på stativer.
Pulserende rytmer fossede som varmt smeltevand og fik ting til at gro og ske. Hun var den skabende manerske, der fik lokket musikkens ånder ud af grotten i det fri.
fortsæt med at læse
