Det kan godt være, McCoy Tyner har nået pensionsalderen. Men som han fra sin position bag flyglet satte skub i sagerne, var der ingen grund i verden til at sende pianisten på pension. Vilde slask i tangenterne – Tyner har altid været glad for det perkussive – var bare ét af virkemidlerne, men langtfra hele historien om en fuldblods pianist, der havde sine homeboys omkring sig.
Og som denne aften med sit farverige, energisk mættede spil også fandt et lydhørt, begejstret publikum. Jeg er sikker på, han mente hvert ord, han fremsmaskede, da han i stedet for et ekstranummer takkede hjerteligt, stående side om side med de tre andre gamle drenge deroppe på Glassalens varietéscene. Respektindgydende Tyner er ikke hvem som helst. Hans navn på coveret til Coltranes kvartetindspilninger fra 1960’erne, inklusive ’A Love Supreme’ og ’Ballads’, indgyder mildt sagt respekt. Med sin trio er Tyner stadig den ægte vare eller ’The Real McCoy’ , som et andet album hedder, og et mål af vildskab kombineret med en solid dosis overblik varmede fra start. Men der var mere end det. Op af hatten trak Tyner en hvid kanin, sin gamle samarbejdspartner altsaxofonisten Gary Bartz. Manden, der engang havde det vildeste afrohår, er nu ganske hvidkrøllet under hatteskyggen, men hans berømte nonstopspillestil fejler ikke noget. Fra og med Tyners egen ’Blues on the Corner’, der som up tempo swingende, direkte appellerende delikatesse afsluttede første sæt, var Bartz manden i centrum.
