0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kritik Når alder kun er et tal

McCoy Tyner trak en hvid kanin op af hatten og viste, at han og hans trio langtfra er modne til pensionen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Gorm Valentin
Foto: Gorm Valentin
Copenhagen Jazz Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Copenhagen Jazz Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan godt være, McCoy Tyner har nået pensionsalderen. Men som han fra sin position bag flyglet satte skub i sagerne, var der ingen grund i verden til at sende pianisten på pension. Vilde slask i tangenterne – Tyner har altid været glad for det perkussive – var bare ét af virkemidlerne, men langtfra hele historien om en fuldblods pianist, der havde sine homeboys omkring sig.

Og som denne aften med sit farverige, energisk mættede spil også fandt et lydhørt, begejstret publikum. Jeg er sikker på, han mente hvert ord, han fremsmaskede, da han i stedet for et ekstranummer takkede hjerteligt, stående side om side med de tre andre gamle drenge deroppe på Glassalens varietéscene.

Respektindgydende
Tyner er ikke hvem som helst. Hans navn på coveret til Coltranes kvartetindspilninger fra 1960’erne, inklusive ’A Love Supreme’ og ’Ballads’, indgyder mildt sagt respekt. Med sin trio er Tyner stadig den ægte vare eller ’The Real McCoy’ , som et andet album hedder, og et mål af vildskab kombineret med en solid dosis overblik varmede fra start.

Men der var mere end det. Op af hatten trak Tyner en hvid kanin, sin gamle samarbejdspartner altsaxofonisten Gary Bartz. Manden, der engang havde det vildeste afrohår, er nu ganske hvidkrøllet under hatteskyggen, men hans berømte nonstopspillestil fejler ikke noget. Fra og med Tyners egen ’Blues on the Corner’, der som up tempo swingende, direkte appellerende delikatesse afsluttede første sæt, var Bartz manden i centrum.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere