Man skal fatte om sit instrument, som om det var en ... en suppeske!
Lidenskabsløst, praktisk.
Helt uden føleri.
»Lær at røre ved dit instrument uden begær!«, formaner Kenny Werner og griber straks en imaginær saxofon ud af den blå luft, som rørte han ved den hellige gral. Mentalt set med tungen hængende ud af munden og med alle tegn på ærefrygt. Begær og skræk på én og samme gang.
»Det er jo bare musik. Det er ikke noget vigtigt. Ikke så vigtigt, som det er at trække vejret eller drikke vand. Kunst er bare sådan en overflødig ting, som mennesket har opfundet«.
Han lægger den imaginære saxofon fra sig, vender sig mod højre og tager uden de store falbelader en lige så imaginær suppeske, som han holder ud fra sig. Ingen utilbørlig intimitet her, intet føleri. Det er trods alt bare en suppeske. En tænkt suppeske. No biggie.
Effortless mastery
Den amerikanske jazzpianist Kenny Werner, der har spillet flere koncerter ved jazzfestivalen i år, gav onsdag en masterclass i Prøvehallen i Valby.
Et par snese, fortrinsvist meget unge mennesker, musikere, kolleger, fandt derud. Werner har et system at lære fra sig på, som han kalder effortless mastery, kunsten at få det til at se let ud, det at mestre sit fag i en sådan grad, at faget nærmest mestrer sig selv.
Interview Dansk jazzlegende fortæller røverhistorier på MontmartreHan er en mand på 62 og har oplært en generation af nye musikere efter nogle principper om selvforglemmelse. Han indkasserer både nik og bifaldende mumlen, da han spørger ud i rummet, om ikke de unge mennesker synes, de spiller bedre, når de ikke gør sig umage, og han gør meget for at underspille faktisk teknisk virtuositet.
Han udstråler afslappethed og zen i kansaslignende bukser og en godt brugt polobluse, der poser.
Musikken sker af sig selv
»Når jeg sidder ved mit flygel«, siger Kenny Werner og gør så lige præcis det, sætter sig ved Yamahaet på Prøvehallens podium, »så er det ikke mig, der spiller. Jeg hverken laver eller tænker musikken. Jeg sidder og slapper af og kigger på, at Gud spiller lige her ved siden af mig på klaverbænken. Og jeg kan begynde at grine midt i det hele, fordi jeg tænker: Wow, en cool detalje, han kom med lige der! Musikken sker af sig selv«.
»Og ja, jeg ved godt, at Elvin Jones svedte tran, mens han trommede, og at Keith Jarrett havde gang i alle sine besynderlige ting, men de var genier, og man kan virkelig komme galt af sted ved at prøve at efterligne genier. Et geni kan transcendere alle love. Min pointe er, at musikken er en række lyde, som vil skabes. Det er Gud – eller udfyld selv ’Gud’ med hvilket som helst begreb, I ønsker – der skaber dem. Gud for mig betyder alt det, der sker neden under ens bevidsthed«.
For tidligt til gudvitser?
Kenny Werner er amerikaner. Godt nok fra Brooklyn og godt nok intellektuel, men han har ingen problemer med G-ordet. Gud.
Indimellem tager han sig i det og breder det ud til at princip, som også agnostiske danskere kan føle del i.
»Jeg mener Gud, jeg mener rummet, jeg mener ... hvad som helst«. Men han mener også Gud.
På et tidspunkt beretter han, hvordan Gud iklædte ham en smoking hver søndag aften, fordi han – altså Werner – skulle ud at spille.
Som en ægte standupper mærker han, at vi kun er halvvejs med. »For tidligt på dagen med gudvitser ...«, spørger han tøvende. Men det er nok mest, fordi vi lige skal vænne os til det.
Hvad Gud har med noget at gøre.
Egoet bremser kunsten
»Herbie Hancock sad bare og smilede, mens Gud dansede igennem ham. Bill Evans sad der med sine nørdede briller, der blev holdt sammen af tape, med sin udtryksløse stirren. Han bevægede aldrig en muskel. Bird faldt altid i søvn midt under sine koncerter, og så var der noget, der pludselig vækkede ham, og så!«, og Werner fører en luftsaxofon op til sine læber og mimer en lalleglad, fuldkommen opvakt bebop.
Den store fare mod virkelig, sand, væsentlig kunst er vore egoer, mener Werner: »Behovet for at være gode og at blive elsket for det«.
Anmelderne anbefaler deres favoritter på Copenhagen Jazz FestivalDet er vores ego, der bremser kunstneren og indskrænker et talent, der ellers kunne have bredde, længde og dybde.
»Vi lever alle sammen i en verden af små dramaer. Et virvar af tanker, af jalousi, frygt ... alle de der ting, der fylder vore hjerner op. Vi har sprøjtet en kanyle af ego ind i det der elfenbenstårn, vi kalder kunsten, og det er ...«, og Kenny Werner leder lidt, inden han finder ordet. Som er jiddisch: » Schmutz«.
Auuuuung
Han vil have, at vi lukker øjnene, vil Werner. Det er her, jeg altid plejer at holde dem åbne. I nogle lange, lange minutter sidder vi – sidder de, men også jeg – nogle sekunder ad gangen med lukkede øjne.
Vi skal trække vejret dybt og blot fokusere på vejrtrækningen. Rense systemet for urenheder, gætter jeg uden rigtigt at høre efter. Jeg gik til transcendental meditation som teenager.
Havde mit eget mantra, som jeg til min store skuffelse fandt ud af var det mest generiske mantra i verden: auuuung.
»Hvor mange af jer føler jer forandrede fra før til nu?«, vil Kenny Werner vide, og nogle få rækker en hånd op. »Hvor mange føler ingen forandring?«. Lidt flere hænder.
»I, der bare ikke ville give mig den tilfredsstillelse at række hånden op, ræk hånden op«. Min hånd ryger halvvejs op.
Men det er også praktisk, det her, ikke bare spirituelt. Det er kroppen, der skal af vejen , for at det kunstneriske regnestykke går op. Kroppens distraktion, kroppens forfængelighed, kroppen, der tager sig ud.
Ifølge Kenny Werners lære skal kroppen neutraliseres mest muligt, maskiniseres, robotificeres.
Tørre ’plonklyde’.
Han sætter sig tilbage til Yamahaet. Sætter sig på klaverbænken, med profilen mod os, mens han vender sig, så højre hånd svæver over tangenterne.
»Jeg prøver ikke at gøre musikken mindre, end den er«, siger han. »Jeg beder jer bare øve på instrumentet med en vis afstand«.
Én finger på hånden berører blidt og kortvarigt en tangent. Så én mere. Så ringfingeren og dernæst lillefingeren. Det giver nogle tørre ’plonklyde’.
Musikerne anbefaler: Jazzkoncerter må du ikke misseMidt imellem to plonker holder han fingeren længere over tangenterne, end han plejer. Her er helt stille. Werner ser nærmest afdød ud, så lidenskabsløst som han sidder der. Man hører en numse, en publikumsnumse, blive skubbet tilbage i sædet.
En taber en tom plastikvandflaske. En har tics, der næsten bliver hørlige.
»Lad, som om kroppen er en robot, som bare skal udføre det rent mekaniske arbejde med at spille på instrumentet. Sindet har altid travlt med at konceptualisere, kvantificere, overveje, gradbøje ... Glem det. Jeg er en tube tandpasta, som nogen skal klemme på. Klem mig! Ja, man kunne også finde på andre analogier ...«.
Med Gud ved sin side
»Der er flere unge talenter på jazzscenen end nogensinde«, siger Werner og inviterer den unge danske guitarist Jakob Holm op på scenen.
Holm har siddet blandt publikum med et headset på, og han bliver – apropos tandpastaen – klemt ind i programmets sidste minutter, hvor han spiller fra sin stol midt på podiet, mens Werner sidder ved klaveret og lytter.
»I skal slippe sjælen løs og slubre løs på lyden, som om den var et glas iskoldt vand, det første vand, I har drukket efter en uge i ørkenen!«, har han lige formanet.
Der er jo det ved musik, at når den spiller, er det ikke altid lige let straks at dechifrere den. Jeg lytter efter begærlig lydslubren hos Holm, kigger efter, om Gud sidder ved siden af ham på stolen.
Kommentar: Her er et øjeblik, jeg vil huske til jeg dørSer, om egoet står i vejen for den gode musik, om han kvantificerer og gradbøjer alt det vidunderligt organske helt væk.
Og han er god, Jakob Holm. Det synes Kenny Werner også. Efter Holms solooptræden spiller de et nummer sammen, som lyder som noget, de finder på, mens de sidder der. De lytter intenst til hinanden, inden for klassisk hedder det kammermusik.
Nærmest midt i en frase rejser Kenny Werner sig, vender sig mod publikum.
»Okaaaaay«, siger han. »Og tak«.
fortsæt med at læse
