De kalder sig Fleet Foxes, men de hyler og tuder som et helt kobbel ulve. Selv om det Seattle-baserede band på scenen omgiver sig med et væld af forskellige instrumenter, er der ét element i deres musik, der overskygger alt andet. Vokalharmonierne er amerikanersekstettens syvendemand.
Eller sagt på en anden måde: Hvis du fik en femmer, hver gang forsanger og sangskriver Robin Pecknold sang uh-uh-uh i falset, ville du komme langt i baren i Falconer Salen – også selv om en sølle flaske vand står i den fyrstelige sum af 32 kroner. Musikalsk selvsikkerhed Med slet skjulte referencer til et bredt udsnit af den amerikanske musikhistorie, fra barokke, nærmest Beach Boys-klingende popmelodier over håndspillet folk, er Fleet Foxes’ varme folkrock på få år nået ud til et stort publikum, hvoraf flere af lytterne er markant ældre end bandets egen gennemsnitsalder. Der er da også noget meget modent over de unge mænds selvsikre musikalske væsen, der tilmed gjorde folkfællen Bon Iver kunsten efter fra hans koncert i lørdags og solgte Falconer ud. Det er 3.000 billetter, og en ganske imponerende bedrift for et så ungt band med bare to album på rygraden.
