Mere nobel, mere storladent klassisk Beethoven bliver svær at opdrive. Chefdirigent af den gamle skole Rafael Frühbeck de Burgos har meddelt, at han vil bruge Beethovens symfonier til at trimme DR SymfoniOrkestret. Og som han gennemgår symfonierne en efter en ved en række af sæsonens Torsdagskoncerter, der filmes til en kommende dvd- og blu-ray-udgave, forstår man, hvad han mener. Denne uge var maestro og orkesteret nået til den fjerde af de i alt ni symfonier, og så besindig og smagfuld en opførelse, som den de præsterede torsdag, skal man godt nok lede længe efter i vore dage, hvor riv og rusk og en anderledes heftig omgang med 1700- og 1800-tallets noder er blevet dagens orden. Kerneklassikere Strygerkorpset var stort og fyldigt, lyden smuk, og ethvert tilløb til kontraster eller udfordrende kollisioner i musikken blev undgået. De Burgos er en orkestermester, der forstår at samle klangen af 14 førstevioliner, så de spiller som ét instrument, og der var ikke store ting at sætte fingeren på i en opførelse af symfonien, som blev udfoldet nærmest som en lærebogsgennemgang med et overblik, der kun tillod voldsomhed i finalen. Helt uden ekstreme detaljer og med en fuldstændig ligegyldighed over for den ellers gennemgribende revolution inden for det sidste halve århundredes klassiske musik, som den såkaldte historiske opførelsespraksis har repræsenteret, var det velkalibreret, blød og bevidstgjort Beethoven, DR-orkestret leverede. Efter pausen stod den på endnu en af de absolutte kerneklassikere, orkestret disker op med på rad og række for tiden.

Partitur med skarpe detaljer
Oven på hits som Verdis rekviem, Debussys ’La mer’ og Stravinskys ’Le sacre du printemps’ var turen kommet til Berlioz’ ’Symphonie fantastique’, der, komponeret som den er bare tre år efter Beethovens død, fremstod som et helt naturligt ledsageværk til orkestrets igangværende Beethovenprojekt.

Uden Beethoven var Berlioz’ mesterværk inden for fransk horror-romantik ikke blevet skrevet. Uden Berlioz’ mesterværk havde orkesterlitteraturen efter 1830 ikke set ud, som den gør.

Med et partitur proppet med skarpe detaljer og nybrydende måder at bruge det store symfoniorkester på skildrer Berlioz en højspændt kunstners ulykkelige forelskelse og efterfølgende mareridt under indflydelse af hårde stoffer.

Man oplever hovedet blive hugget af den arme mand og heksene danse på hans grav til tonerne af middelalderhymnen ’Dies irae’. På rygmarven