Ja, ’Puritanerne’ handler om kærlighed under borgerkrig.
Nej, der er ikke nogen indsigt at hente til tidens mange brændpunkter rundt om i verden. Den engelske borgerkrig i midten af 1600-tallet er kulisse for Vincenzo Bellinis sidste opera fra 1835, men det kunne lige så godt være to rivaliserende hesteopdrættere, det elskende par kommer i klemme i mellem.
Som så ofte i bel canto-genren handler det alene om at have nogle rammer til hovedpersonerne, Arturo og Elvira, og deres fantastisk udfoldede melodier, der operaen igennem danser rundt på overgrænsen af det fysisk mulige for at udtrykke ekstatisk lykke, sindssyge og desperation. I nogenlunde lige store doser.
Opera uden smerte
Og de dansede. Deres stemmebånd altså. Både i halsen på aftenens absolutte stjerne, tenoren Lawrence Brownlee, der er specialist i at få kropumulig tonegymnastik til at lyde så let og sødt som flødeskum på toppen af en lagkage – og fra hans kvindelige modstykke denne aften, den lyriske sopran Sarah Coburn, der tilbragte det meste af aftenen i en sindstilstand af smukt klingende vanvid.
Det gjorde hun, fordi hendes kommende mand fra fjendens lejr tilsyneladende var stukket af med en anden kvinde. I virkeligheden hjalp han bare sin dronning på flugt, og da det til sidst blev klart – og krigen i øvrigt sluttede brat – forsvandt hendes sindssyge som dug for solen. Meget mere handling var der ikke.
Ny Arktis-opera vrider klicheer af ledVi var med andre ord i den ende af operaens verden, hvor det med det smertefulde var noget, man skulle tænke sig til. Alt lød godt. Operaens historie var kogt ind til oplevelsen af skønhed.
Derfor gav det også god mening, at Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, med tungen i kinden og på ligefremt dansk guidede salen igennem forestillingen. Før hver scene trådte han frem på scenen og tog brodden af eventuel alvor. Med et par fiffige kommentarer til det, der lige var sket, og to minutters forklaring af det kommende. Enhver form for spænding taget ud. Bortset fra den musikalske.
De høje toner
I sin natur af koncertopførelse – med rollerne sunget i gallatøj med ridderkors og den dramatiske side afviklet med Engelbrechts behagelige stemme forud – skulle solistkorps, kor og orkester løfte hele aftenen.
Her faldt ingen igennem, og med Sarah Coburn i topform blandt solisterne blev det en aftenen svøbt i luksuslyd.
Som da solistkvartetten med Brownlee og Coburn, faderen og onklen i skikkelse af et par endog meget fyldige basstemmer plus DR’s store kor, i første akt fik et virvar af stemmer til smelte sammen til et klangtæppe i konstant bevægelse.
Tivolis nye musikfestival var en blandet fornøjelseEller den store finale, hvor Brownlees let nasale stemme helt uproblematisk smed nogle af operahistoriens højeste toner ud i salen. Toner, der ifølge forlystelsesparkens presseafdeling var de højeste sunget i haven overhovedet. Selvfølgelig fraset de højtoner, der hver aften bliver klemt ud i rutsjebanerne på begge sider af koncertsalen.
Men de tæller ikke, for der er en hårfin forskel på skrig og bel canto-sang, og det var den, de to amerikanere formidlede så smukt lørdag aften.
Suveræn solist
Det er fjerde sæson i træk med Lawrence Brownlee i Tivoli, anden gang i en operarolle, og selv om hans mellemleje ikke helt stod mål med højtonerne lørdag, var han igen en fænomenal oplevelse.
Men Sarah Coburn, som netop har sunget partiet på Boston Lyric Opera og kender Brownlee rigtig godt, var suveræn. Sirligt udsmykkede udbrud, store faretruende fald, intense linjer i hviskestyrke.
Når man samtidig medregner et virkelig fintunet orkester og en temperamentsfuld dirigent, kunne lørdag aften sagtens være sæsonens højdepunkt i Tivoli. Måske alene udfordret af den maltesiske smørtenor Joseph Calleja, der fredag tager hovedrollen i et lagkageprogram af arier på samme scene.
Denne gang helt uden handling, hvor tyndbenet den end måtte være, eller øvrige solister til at tage fokus fra de smukke melodier.
fortsæt med at læse
