The Tears er ikke Suede. Men det er de på en måde selvfølgelig alligevel. For i The Tears er det populære makkerpar Brett Anderson og Bernard Butler atter sammen igen. Som et gammelt ægtepar, der modstræbende har indset, at de ikke kan undvære hinanden. Forestillingen om at ville genopfinde sig selv snarere end på normal rockfacon at gendanne det gamle band, er forståelig. Men den rummer også noget naivt og hult. The Tears er Suede Som at gå til numerolog. Eller som når midaldrende mænd møder en ung kvinde, bliver skilt, og tror, de kan starte forfra. Man kan ikke starte forfra. Livet flytter med, uanset hvor meget man skifter navn. Ikke mindst, hvis man som Suede/The Tears er en musikalsk meget entydig størrelse. The Tears er Suede. Bare uden de gamle sange. Sangene fra 'debut-albummet' 'Here Come The Tears' viste sig som udmærkede, og meget typiske, Suede-sange. Anstrengt patos En Brett Anderson med blottet torso var stadig en karismatisk frontfigur. Men nogen egentlig udvikling fra Suede-stilen var ikke i påfaldende grad til stede. Musikken er blevet en anelse mere blankpoleret og Andersons patos begyndt at virke mere anstrengt. Det er en ung mands patos. Sangtitler som 'A Love As Strong As Death' og Beautiful Pain' talte for sig selv, og gjorde det endnu tydeligere, når Brett Anderson lagde hovedet på skrå foran mikrofonen og sang »your imperfections are so beautiful«. Syleskarp Butler Manglen på perfektion genfandt man ikke hos Butler, der stadig er en af de sande guitarhelte med sit glidende lækre og alligevel syleskarpe og stikkende spil. Da de to helte lå på knæ ved siden af hinanden blev man vidne til et rigtigt rockøjeblik. Ikke et kameraøje var tørt. Men der manglede noget. Nogle flere gode sange. Det kan komme. Mere problematisk manglede en tro på, at man vitterligt var ved at tage hul på et nyt kapitel, og ikke bare var i færd med et lidt mere mat, lidt mere desperat repetitionskursus fra en tid, der langsomt sakker agterud. Dengang for ikke så længe siden, da Suede var store. Forældet desperation Måske har numerologerne ret. Måske ligger meget i et navn. Navnet The Tears er nyt. Musikken stort set identisk. Alligevel er det ikke helt det samme. Måske fordi Brett Anderson har nået en alder, hvor patos ikke er en naturtilstand, men noget der med vold og magt skal fremmanes i sange befolket med elskende i rollerne som flygtninge og outsidere i et civilisatorisk tusmørkelys. The Tears er Suede i en ældre og mere moden udgave. Men sangen, de synger, er nøjagtig den samme, og romantisk desperation er en svær ting at få til at ældes med ynde.