Musikgeni fik Einstein til at hente violinen

En bebrillet Van Dyke Parks med guitaren og Brian Wilson ved siden af i slut-1960erne. I det nye årtusinde hjalp en noget ældre udgave af Parks en tilsvarende ældre Wilson med at færdiggøre værket 'Smile' efter næsten fire årtiers venten.  Arkivfoto: Fra filmen 'Beautiful dreamer: Brian Wilson and the story of Smile'
En bebrillet Van Dyke Parks med guitaren og Brian Wilson ved siden af i slut-1960erne. I det nye årtusinde hjalp en noget ældre udgave af Parks en tilsvarende ældre Wilson med at færdiggøre værket 'Smile' efter næsten fire årtiers venten. Arkivfoto: Fra filmen 'Beautiful dreamer: Brian Wilson and the story of Smile'
Lyt til artiklen

Som barn standsede Van Dyke Parks sammen med sit kor foran Albert Einsteins hus i nærheden af Princeton i New Jersey, USA, for at synge en tysk version af ’Glade jul’.

Den tyskfødte videnskabsmand bag relativitetsteorien lyttede til solopartiet sunget af Van Dyke Parks. Hvorefter han hentede sin violin og akkompagnerede drengekoret gennem resten af sangen.

Det gjorde dybt indtryk på Van Dyke Parks:

»Jeg har jammet sammen med Einstein. Jeg har mødt et geni«, har han udtalt til Los Angeles Times.

Prominente kolleger
Som musiker, producer, arrangør og sanger er Van Dyke Parks selv – om ikke et geni på Einsteins niveau – så i hvert fald smågenial ifølge adskillige kolleger.

Han har gennem de seneste fem årtier arbejdet med musikere som Ry Cooder, Randy Newman, Tim Buckley og Bob Dylan.

I de senere år har Parks blandt andet stået for orkesterarrangementer på harpespilleren Joanna Newsoms 2006-album ’Ys’, og sammen med produceren Danger Mouse samt Velvet Undergrounds John Cale været involveret i den britiske trio The Shortwave Sets album ’Replica Sun Machine’ fra 2008.



Gammelt smil
Hans mest omtalte bedrift er, at han i begyndelsen af det nye årtusind hjalp Brian Wilson fra The Beach Boys med at færdiggøre værket ’Smile’, der havde været ufærdigt siden midten af 1960’erne – til dels på grund af Brian Wilsons psykiske og fysiske problemer.

Sær sangerinde gør harpespil cool

Dengang var Parks kaldt ind som den lyriske håndværker, der skulle hjælpe Wilson med at skrive tekster til den avancerede popmusik.

Over 30 år senere fik de to sammen sat et punktum for den myteomspundne plade med udgivelsen af ’Smile’ i 2004, der blev en succes. Som Van Dyke Parks ikke tog æren for.

Den distingverede gentleman har nemlig altid holdt sig selv i baggrunden.

Caribisk inspiration
Van Dyke Parks har dog udgivet en håndfuld album i eget navn, men det er først nu, at den 67-årige amerikaner er på rigtig stor turné med sit eget materiale, der siden debuten ’Song Cycle’ i 1967 har spadseret frit rundt mellem genrer som ragtime, calypso, folk, jazz og symfonisk anlagt pop.

Ofte i en ikkemusikalsk ramme som sammenstødet mellem japansk og amerikansk kultur på ’Tokyo Rose’ eller på hans seneste udgivelse ’Orange Crate Art’ fra 1995, hvor han sammen med Wilson fortalte Californiens historie.

Han er meget inspireret af sin store interesse gennem mange år: den caribiske musik.

Det er med den musik, han optræder på Roskilde Festival.


Speciel booking
De allerfleste kontrakter mellem musikere og Roskilde Festival indgås på baggrund af, at de pågældende musikere i forvejen er på turné og derfor tilgængelige til festivalen.

Det kan være mærkeligt at forestille sig, at man er nødt til at hyre nogle, som allerede har turnéplaner i området.

Sådan er det imidlertid næsten altid. Det ville være for dyrt for festivalerne at indflyve orkestre, som ikke i forvejen var i nærheden. Men enkelte gange har festivalen dog brudt den markedsrytme.

Politiken anbefaler: Det skal du se på Roskilde

De har haft specielle begivenheder med eksempelvis Elvis Costello, Suede og Bill Laswell. Og i år er det altså Van Dyke Parks, som ifølge booker Peter Hvalkof har været et ønske gennem mange år:

»Jeg tog til Berlin for at møde ham, og det lykkedes at få en kontrakt. Han er inde i en betydelig kreativ fase, og på Roskilde spiller han med et stort band bestående af musikere fra Danmarks Radio. Han er et meget farverigt menneske, og det er en stor drøm for os at få ham hertil. Han har betydet meget for andre musikere«.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her