I det øjeblik Teitur åbnede brevet, fortrød han, at han var kommet med en kæk bemærkning dengang.
Han stod med et partitur i hånden. Et kompliceret et af slagsen, der vrimlede med noder. Skrevet af den verdensberømte komponist og arrangør Van Dyke Parks.
Det var i maj i år. De havde mødt hinanden tilbage i 2012 på det amerikanske radioshow ’Mountain Stage’, hvor Van Dyke Parks komplimenterende Teitur, at han »kunne lide mine valg«. Underforstået: de musikalske valg i Teiturs sange.
Den slags ros kan give røde ører.
Van Dyke Parks var i 1960’erne en markant skikkelse i Californiens skæve sangskrivermiljø. Ud over at arrangere ’The Bare Necessities’ til Disney-filmen ’Junglebogen’ og forgæves være fødselshjælper for The Beach Boys’ kæntrede mesterværk ’Smile’ udgav Parks albummet ’Song Cycle’, der i dag stadig er et usædvanligt album, hvor amerikansk popmusik sættes i lyset af klassisk musik.
LÆS ANMELDELSE Musikhistoriens skyggefigur spillede Disney-melodier
For Teitur et skelsættende album.
En enkelt harpe
En brevveksling førte til, at Teitur spurgte den i dag 70-årige Van Dyke Parks, om han ikke ville skrive et arrangement til sangen ’It’s not funny anymore’.
Parks sagde ja, men gjorde det straks klart, at han ikke samarbejdede. Teitur skulle bare sende noderne for klaver og sang, resten ordnede Parks.
Og så var det, at Parks lige skulle sikre sig, at Teitur havde et ensemble på Færøerne til at løfte opgaven. Især var harpen vigtig.
»Det kan vi sagtens klare«, sagde Teitur, mens hans tænkte på den ene harpe, han vidste stod i Tórshavn. Og som han også vidste, at ingen kunne spille godt på.
Det var dén bemærkning, Teitur stod og fortrød nu.
Flugten ud af Tórshavn
Da jeg besøger Teitur Lassen på Færøerne, griner han af situationen. Men tilføjer alvorligt:
»Jeg kiggede ud over alle noderne og tænkte: Det her kan vi ikke. It was a big one. Samtidig havde jeg det jo sådan, at det ville være synd, hvis det ikke lød megagodt. Når nu det var ham«.
Det var den slags forhindringer, der fik den færøske musikstjerne til at forlade de nordatlantiske øer for ti år siden.
Sangeren og sangskriveren Teitur ville ikke gå på kompromis eller stække den indre drift efter at skrive musik, som kan mere end at underholde rundt om et lejrbål. Skulle hans sange bruge et symfoniorkester, skulle det være både tilgængeligt og virkelig godt.
»Jeg har altid haft en mistro til, at man kan gennemføre ting heroppe. Man møder kun modstand og uprofessionelle forhold. Og hvis man kommer med noget, der er anderledes, bliver man afvist«, siger Teitur.
Derfor rejste Teitur ud i verden. Siden 2003 har han givet over 1.000 koncerter (100 af dem i USA) og solgt over 100.000 eksemplarer af plader, der er indspillet i Los Angeles, i London og selv på Gotland. Bare ikke hjemme på Færøerne.
Men nu sidder jeg over for den lattermilde færing midt i et nyt studie, der ligger på havnekajen i Tórshavn, i den gamle isfabrik. Det er her, han har indspillet sit nye album, ’Story Music’.
LÆS ANMELDELSE
Spirrevip fra Færøerne drager på storslået musikalsk eventyrOg det her, Teitur er kommet overens med sine færøske rødder og har fundet løsninger på forhindringerne. Også dem, der spiller harpe.
Færøernes nye selvforståelse
Man er isoleret på Færøerne. Det lille øsamfund med rundt regnet 48.000 indbyggere ligger smukt som grønklædte klipper ude i det vidtstrakte Atlantahav.
Men også langt pokker i vold fra alting. Tanken om det lille folk i den enorme verden har ifølge Teitur gennem århundreder formet den færøske mentalitet.
»Når folk kommer væk Førerne, føler de straks mindreværdskomplekser. De føler sig usikre. Ligesom en dansker, der kommer fra provinsen til storbyen. Han føler sig mærkelig og ikke lige så fin som de andre«, siger Teitur.
Men siden Teitur forlod det selvbillede, er der sket noget med færingen. Der sker noget i både kunst og designmiljøet. Måske er det globaliseringen, der har ramt dem. Med ’Forbrydelsen’ og Sarah Lunds succes har Guðrun & Guðrun solgt en masse sweatre, og senest har restauranten Koks fået stor opmærksomhed fra udlandet.
»Nogle gange føler jeg, at det pludselig er mig, der er kommet bagud. Men nogle af de her ting, som vi selv har lavet grin med eller ikke taget alvorligt, som vores ræst-mad (hvor fisk eller lam bliver lufttørret og lagret i forskellige grader, red.), har fået værdi«, sige Teitur.
Han tilføjer med en smil: »Ræst er jo virkelig weird og langt ude, men pludselig begynder folk at bære det rundt på et sølvfad og behandle det som guld. Det har givet en helt anden vinkel i vores nationalfølelse«.
Hitlister 300 år ude i fremtiden
Han taler med en lys og venlig stemme.
Den trækker stolen ud for os begge i samtalen med en imødekommende klang. Men når det kommer til musik, er Teitur ikke føjelig. Han har prøvet at være på et multinationalt pladeselskab, hvor de kun ledte efter et hit til tiden. Teitur betalte sig ud af kontrakten og lavede sit eget pladeselskab, Arlo & Betty.
Og når Teitur taler om sine sange, taler han ikke om at komme på hitlisten. Han taler om, at de skal holde i 300 år.
»Der er mere i en sang end bare omkvædet og et par guitarakkorder. Der er pauser, dynamik og klangen. Når man indser det, kan du jo fortælle det, du vil sige, meget bedre. Og det er i et studie, du kan lave de store fortællinger«.
Pingvinerne slippes løs
Derfor er den største og vigtigste forandring på Færøerne studiet.
Men et studie alene skaber ikke en spraglet musikscene, som den Teitur levede i, da han boede i Los Angeles. Tórshavn er stadig en lille by med godt 20.000 beboere. Og ingen af dem er specielt gode til at planlægge. Hvilket ikke passer en musiker, der ikke bryder sig om kontroltab.
»Jeg har det med at være lidt for kontrolleret. Og så mangler der plads i min musik. Men i gymnasiet læste vi i musiktimerne det her jokepartitur. I takt 152 stod der : »Release the penguins «. Det har altid været genialt at tænke på«, siger Teitur.
LÆS ANMELDELSE
»Man ved ikke helt præcist, hvad der kommer til at ske, men man er ikke i tvivl om, at det bliver pragtfuld musik. Underholdende og sjovt og kaotisk og poetisk. Jeg skal huske at slippe pingvinerne løs i min musik. Det er en ingrediens, som jeg virkelig kan få her på Færøerne«, siger Teitur med den latter, der altid sidder på spring.
Den spontane musik
De pludselige tågebanker har sat sig i folk som et skuldertræk over for aftaler. At vente er en permanent tilstand.
Til gengæld er færingen altid klar til at gå til makronerne eller tage en dukkert i det iskolde hav, så snart solen titter frem.
»Det er så utrolig nemt på Færøerne at være spontan, men umuligt at lave en aftale. Kan du komme og spille om to måneder? Så tøver de. Men hvis du ringer og siger: Hey, kommer du ikke over om to timer, så indspiller vi en sang? Yes, jeg slukker lige for maden, så kommer jeg. Dét fungerer bare så fucking godt heroppe«.
Det fungerede, da Teitur efter en koncert oppe i byen fik publikum med ned til studiet, så de kunne kædedanse den stampende rytme på sangen ’Hard Work’.
Ligesom en række impulsive opkald til alle de guitarister, han kendte, samlede lyden bag sangen ’Rock And Roll Band’, der blev bygget op fra banjo og pedalsteel til den lokale dødsmetalguitarist. Hvis det var en 82-årig og en 16-årig, der kunne levere violinen, blev det sådan.
»Det kan godt være, at de ikke alle sammen spiller fucking rent, men jeg vil hellere gå efter det menneskelige. Det er mere musik i en, der synger en fødselsdagsang fuld af falske toner for sin mor end et eller andet indieband«.
I sidste øjeblik
Benspænd blev en befrielse.
Efter måneders indspilninger i Tórshavn var færingen i Teitur derfor lysvågen tilbage i maj, da det problematiske partitur fra Van Dyke Parks lå i postkassen. Han havde en aftale om at spille koncerter meddet hollandske Wind Ensemble i Eindhoven en uge senere.
»Det var jo dem, jeg skulle bruge!«, siger Teitur.
I løbet af et par hektiske døgn fik han musikere, dirigent Nico Muhly og producer Reyn Ouwehand med på ideen. Det hele »gik op i en højere enhed«. Lige indtil dagen før, da Teitur opdagede, at der var en forskydning mellem hans noder og Van Dyke Parks’. Det kunne ikke spilles sammen.
LÆS OGSÅ Musikgeni fik Einstein til at hente violinen
I et panisk sidste døgn forsøgte Teitur at få fat i Van Dyke Parks’ folk i Los Angeles. De vendte først tilbage, et par timer før indspilningen skulle begynde.
Teitur fik afklaret fejlen, og bare fem minutter før de skulle begynde, kom han ind i koncertsalen med det endelige partitur.
»Der sad omkring 40 musikere og ventede på noderne. De var hele eksalterede over at skulle spille et af Van Dyke Parks’ arrangementer, og fordi det var spontant og ikke forberedt tre måneder i forvejen, spillede de med den her utrolige energi. Og det er syret med partiturmusik, alle spiller bare det, der står, og så lyder det bare stjernegodt«, siger Teitur.
Sådan lyder det, når man slipper pingviner løs.
fortsæt med at læse
