Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Camilla Winther
Foto: Camilla Winther

Parforholdets passivaggressive dynamikker slår på et splitsekund over i rent had og hysteri i 'Mixdouble' på Det Kongelige Teater. Morten Brovn, Christine Exner, Maria Rich og esben Dalgaard.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kan vi for helvede ikke bare spille noget badminton«: Fire voksenbabyer prøver at spille spillet på Det Kgl. Teater

Badmintonbanen er den bastante metafor for det moderne parforhold i Det Kongelige Teaters ’Mixdouble’, der skildrer det sidste frirum som et uforløst og komisk mareridt.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg må indrømme, at jeg ikke fandt ’Mixdouble’ helt så sjovt, som stykket så ud til selv at gøre. Jeg må også indrømme, at det ikke gjorde helt så ondt at kigge på, som det så ud til at gøre ondt på personerne på scenen.

Men der var dog et særligt sted, hvor forestillingen fik mig til at le – pludseligt og ukontrolleret – og det var ikke engang et specielt dramatisk centralt øjeblik, snarere en bagatel.

Det var det undseelige øjeblik, da Ulrik i skikkelse af Esben Dalgaard gav Martin i skikkelse af Morten Brovn et klap i røven med en badmintonketsjer.

Det var et komisk semihomoerotisk øjeblik i det, man ellers nok kunne kalde et heteronormativt teaterstykke, der handler om to par, der mødes for at spille badminton. Kvinderne taler om børn, mændene piller ved deres ure. Vi følger deres match, og vi følger deres passiv-aggressive dynamikker, der slår over i rent had og hysteri.

Og jeg tror ikke kun, at klappet i røven er sjovt, fordi det ikke prøver at være det. Det er også sjovt, fordi det ikke umiddelbart betyder noget, men alligevel føles som et sandt og sigende øjeblik, i konteksten lige så uskyldigt som grotesk. Noget, der bare sker i et velkoreograferet stykke og i et velkoreograferet liv. Det er med andre ord i det mere underspillede end overdramatiske, at ’Mixdouble’ fungerer bedst.

Scenen i Skuespilhusets Lille Scene er lavet om til en badmintonbane, og her foregår hele stykket over nogle omgange, hvor de mødes for at spille på kryds og tværs. Fra gang til gang mærker man tiden, der er gået, små forskydninger i samværet.

Og mens vi retter blikket mod banen, bliver ’Mixdouble’ også et indirekte portræt af livet udenfor. Lydsiden byder på flere version af ’How Deep Is Your Love’, der fungerer som ironisk kommentar til det, der sker på banen, der selvfølgelig også er en metafor for parforholdet. Det viser sig, at forbindelserne mellem parrene er mere komplekse end som så …

Det handler om det moderne parforholds ulidelige trummerum. Om smerten ved at være en sammenbragt familie, smerten ved at være alene om at ønske sig et barn. Sundhedsfascisten Martin er besat af sin aktivitetstracker og af, hvor mange millimeter vand han drikker. Hans kone foragter ham – hun ville »næsten ønske, han fik kræft eller var utro«.

Den Guns N’ Roses-syngende Ulrik er til gengæld en fed mansplainer, der ejer en Hästens-butik og ikke accepterer, at nogen kan sove i en seng fra Jysk – det taler han om, mens han svinger ketsjeren, og han ved, hvor mange gange danskerne har sex om året (100). Og hvor længe det varer (5,5 minutter).

Præmissen er ganske sjov, og det er et interessant rum – der aktiverede alt, hvad jeg har af gammel gymnastiksalsangst – alt det, rummet og spillet kræver af kropslig og social kompetence; her er der også god komisk mulighed for at skildre det undertrykte begær, der jo ikke burde komme til udtryk på banen – stedet, man drager til for at være i live, for at mærke noget og komme lidt væk fra hverdagen, hvor unger skal hentes osv.

Hjælpeløse voksenbabyer

At banen heller ikke fungerer som et frirum, er tragikomisk – det sidste sted, hvor mennesket bare skulle sætte verden i bero og være til stede i kroppen. På et tidspunkt begynder det at dryppe fra loftet, og i et sekund tror jeg, at stykket også skal handle om klimaet. Men verden udenfor må vige i selvoptimeringens navn, og det er komisk at se mennesker fejle så eklatant netop i forsøget på at optimere sig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kan vi for helvede ikke bare spille noget badminton«, siger en af dem. Og nej, det kan de nemlig ikke helt. »Vi skal alle sammen dø«, er noget af det næste, der bliver sagt. Derudover vækker banen alt muligt barnligt i dem – de ligner en flok hjælpeløse voksenbabyer, der prøver at spille spillet.

Dialogen stræber efter spændingerne i det usagte. Men jeg havde gerne set, at stykket gik længere og mere uforudsigeligt ind i galskaben. Når Christina (Christine Exner) pludselig kommer tilbage efter en krise og begynder at spille uden tøj på, bliver det svært at følge udviklingen og motivationen.

Som ægteskabsportræt ville man gerne have haft salig Ingmar Bergman med som konsulent

Som ægteskabsportræt ville man gerne have haft salig Ingmar Bergman med som konsulent. Jeg ville gerne længere ud i tovene og lidt længere væk fra det forløsende grin. På den anden side er der i ’Mixdouble’ også noget foruroligende og uforløst over, at der ikke findes nogen mulighed for at komme helt derud, hvor det gør rigtig ondt, og hvor man rigtig kan mærke, at man er et menneske i live.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

  • Marie Hald/moment Agency

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp
    Fik du hørt: De tykke kvinders frihedskamp

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om tykke kvinders frihedskamp.

Forsiden