Danser, sanger og skuespiller Silas Holst er havnet i lidt af et stormvejr på de sociale medier, efter at det blev offentliggjort, at han skal spille rollen som Lola i Det Ny Teaters 2022-forestilling ’Kinky Boots’.
Årsagen til kritikken skal findes i det, kritikerne kalder whitewashing, en slags hvidvask. Den oprindelige indehaver af rollen som Lola var nemlig sort, da forestillingen i sin tid spillede på Broadway i New York. Det er Silas Holst imidlertid ikke.
»Forestillingerne i London og New York har sorte skuespillere, som det oprindeligt var. Hvorfor kan I ikke? Er det, fordi der ikke er sorte teaterskuespillere? Hvis ja, så er det noget bullshit«, skriver en bruger under det Instagram-opslag, hvor Silas Holst offentliggør nyheden. En kommentar, der i skrivende stund har over 200 likes.
Til B.T. fortæller Silas Holst, at han anerkender problemstillingen: »Det er minoritetspolitik, som er noget, jeg kæmper meget for«. Men »nu bliver jeg stemplet som forræder«.
Ifølge direktøren for Det Ny Teater, Niels-Bo Valbro, er der dog ikke noget at komme efter. Selv om rollen i sin tid blev spillet af en sort mand på Broadway, er der ikke noget i rollebeskrivelsen, der dikterer, at det skal være netop sådan.
»Rollebeskrivelsen lyder: En person i 30’erne, som kan danse på højt niveau og synge med en særlig vokal og omfang. Der står også, at det skal være en person, der har erfaring med at bære en stor rolle i en forestilling. Det er ikke et krav, at rollen er sort. Da alle kriterierne er opfyldt af Silas, vurderede man, at han ville passe bedst i den«, siger han til B.T.
fortsæt med at læse




























