Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

De to nyuddannede skuespillere Elliot Crosset Hove og Asta Kamma August som Hamlet og Ofelia tilfører med en sitrende og kropslig intensitet Shakespeares drama nærvær.

Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På Vendsyssel teater finder du Hamlet og Fogh

Drømmen om vores alle sammens teater lever i det ny Vendsyssel Teater, hvor Shakespeares klassiker indvier første sæson med masser af nerve og ungt talent. I fremtiden ønskes endnu mere mod.

Teateranmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg er i Hjørring for at se hævntragedie, men jeg gad også godt have set den komedie, som det føles, som om de personer, jeg møder på min vej, kunne have spillet med i. På teatret: den enøjede dame, der ville ønske, hun havde googlet slutningen på forhånd.

Til morgenmaden i Hotel Phønix’ restaurant: Anders Fogh Rasmussen. Og i en forladt og forblæst gade på vej til stationen, men heldigvis kun i form af et skilt: en revisor ved navn Mango Nielsen.

Den havde nok været skrevet af Line Knutzon, den komedie.

Men det er altså Shakespeare, jeg er i byen for at se. Det er nemlig med hans ’Hamlet’, de indvier den første hele sæson på Vendsyssels store nybyggede teater.

En flot rustrød kasse, der indeni har både café og lounge og en stor rund sal, hvor publikum sidder i en halvcirkel om scenen. Ligesom de gjorde i Shakespeares eget Globe Theatre.

Jeg overhører samtalen mellem kvinden, der gerne ville have kendt stykkets slutning på forhånd, og hendes mand i pausen.

»Det er nok lidt uforståeligt, er det ikke?«, siger han til hende.

»Jamen, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige«, svarer hun.

Han: »Jeg kan ikke huske med Hamlet, han får da hævn til sidst?«.

Hun: »Jamen, jeg kan ikke huske det ... Det kunne være, vi skulle være gået ind og have googlet ’Hamlet’ og så have læst lidt om det. Det skal vi huske til næste gang«.

Efter lidt stilhed siger han: »Men jeg har lagt mærke til, at der er rigtig mange unge inde at se det«.

Og hun: »Ja«. Stilhed. »Det er heller ikke sikkert, de bor tæt på Hjørring, det kan være, de er frederikshavnere«.

Det er alle de unge mennesker, der ganske rigtigt er inde og se ’Hamlet’, nu ikke. Det er heller ikke, fordi Vendsyssel Teater mirakuløst er meget bedre til at trække ungdommen i teatret, end man er i f.eks. København.

Det er nemlig et større hold gymnasieelever fra byens eget gymnasium, har teatrets direktør, Lars Sennels, netop fortalt mig. Anders Fogh Rasmussen har holdt foredrag for dem tidligere på dagen. Nu skal de se ’Hamlet’, mens Fogh i en anden sal på teatret holder foredrag for de voksne.

Alligevel er alt dette vel netop, hvad de drømmer om på det nye egnsteater – vores alle sammens teater, som teaterdirektøren kalder det: at kunne have en tidligere toppolitiker på besøg i én sal, mens den tunge teatertradition som kerneydelse spiller i en anden. At samle unge som gamle, dem, der har ’Hamlet’ på skoleskemaet, og dem, der ikke kan huske, om han får sin hævn til sidst.

Og det er en teaterdrøm – på flere måder: Den store sals runde arkitektur kan beviseligt både rumme et halvt gymnasium og skabe et helt konkret nærvær, da det unge skuespiltalent Elliot Crosset Hove som Hamlet i stykkets berømte gravscene kaster sig ud over scenens kant og klynger sig om knæene på en af pigerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Aftenens store attraktion er Elliot Crosset Hove – der, selv om han næsten kun lige er færdiguddannet, allerede har høstet flere priser, bl.a. for sin rolle i den aktuelle film ’Vinterbrødre’ – og den endnu grønnere, men lige så talentfulde Asta Kamma August – just færdig fra skuespillerskolen i Aarhus i år – som Ofelia.

Begge opviser et nærvær og en sitrende og kropslig intensitet. Crosset Hoves Hamlet er ikke den grublende melankoliker, men fuld af et nervøst raseri, som han selv kæmper med at tøjle. Ofelias store sammenbrud skærer præcis så nådesløst i hjertet, som det skal.

I sig selv føles instruktør Jacob Schjødts Shakespeare-fortolkning alligevel uforløst.

Den henter sin kriminalistiske krog fra Hamlets berømte replik om, at Danmark er et fængsel. Carsten Burke Kristensens mørke og industrielle scenografi ligner med sine store tunge jernstrukturer, trapper og gitterlåger et fængsel.

Den røvballede rockmusik, der spiller mellem stykkets scener, og kostumernes læderudgaver af 1600-tals snit giver den danske kongefamilie et bikerlook, der siger, at magten er korrumperet og ukultiveret.

Ikke mindst i skikkelse af Henrik Birchs halvklamme brodermorder, Claudius, komplet med sort kohl under øjnene, skægstubbe og gangsteragtigt grov.

Det dramatiske tyngdepunkt er Hamlets mord på Polonius, Cladius’ rådgiver og Ofelias far. Hvor prins Hamlet, der er så optaget af at afsløre sin onkels mord på sin far, selv bliver morder.

Det hele virker både præget af filminstruktøren Baz Luhrmans Shakespeare-fortolkningsstil, som den kendes fra ’Romeo+Juliet’, og af Elisa Kragerups opsætning fra Det Kongelige Teater.

Det er bare, som om forsøget på at gøre Shakespeares drama nutidigt, råt og relaterbart ikke løfter sig ud over det kosmetiske og tilfører den aktualisering, som det ellers stiller i udsigt. I den henseende er det slutningen, der er mest original.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Her deklamerer Asta Kamma August – nu som en både sci-fi- og engleagtig, hvid- og sølvklædt norsk prins Fortinbras med et blændende stærkt lys i ryggen – at Danmark igen skal være frit for hver mand og hver kvinde. Men det er også, som om den frihed i omgangen med klassikeren kommer for sent, og at slutningens muligvis politiske venligboske vision er alt for vag til, at det rigtig rammer noget.

Også i Hjørring får Hamlet sin hævn til sidst. Det har al den nerve, de unge hovedroller er så fulde af. Som Shakespeare-fortolkning er det dog mere diffust. Som om man i det ærværdige arbejde med at trække publikum til ikke helt har haft modet til også at turde støde fra, som selv ’vores allesammens teater’ har brug for.

Hvordan hævntragedien ’Hamlet’ er »brandaktuel«, som det hedder i programmet, forbliver jo med manden fra pausens ord »nok lidt uforståeligt«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden