Vox har fundet formlen mod nyhedstrætheden ved at gøre en dyd ud af explainer-formatet, skriver Lise Ring i denne klumme.

Er de verdens mest overlegne til at forklare nyhederne?

'Atom-fodbolden', en flere kilo tung, sort taske, der indeholder atomkoderne, bliver båret over Det Hvide Hus' 'South Lawn' af en fra militæret. (AP Photo/Patrick Semansky) Foto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
'Atom-fodbolden', en flere kilo tung, sort taske, der indeholder atomkoderne, bliver båret over Det Hvide Hus' 'South Lawn' af en fra militæret. (AP Photo/Patrick Semansky) Foto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Krig, katastrofer og konjunkturer dominerer nok din nyhedsdiæt, og mens du forsøger at moderere indtaget af verdens ulykker, trænger en snigende nyhedstræthed sig på.

Her er det rart, at nogen ulejliger sig med at dissekere nyhedsbilledet og derefter gøre det spiseligt. Måske i en explainer – en video eller grafik, der fermt og koncist forklarer noget komplekst.

Alle nyhedsmedier dyrker explainere med varierende elegance. Blandt de overlegne finder du det amerikanske medie Vox, der har sat sig selv i verden for at forklare nyhederne.

Og shit, hvor kan man blive god til den disciplin, når man ikke laver andet! I Vox’ underskov af podcasts, artikler og videoer funkler den daglige explainer-podcast ’Today, Explained’.

Den gik i luften i februar 2018, med et afsnit om de amerikanske atomkoder, med ordene »I dag indleder vi vores show, men det viser sig, at det er meget lettere at indlede en atomkrig«, hvorefter de gennemgår seks trin, der går forud for en atomkrig. »Trin 1: Præsidenten beslutter sig for, at en atomkrig er nødvendig … Trin 6: Missiler flyver gennem luften«.

Anledningen til første afsnit var intet andet, end at det var ’Presidents Day’, og præsidenten hed Donald Trump.

I trin 3 kommer koderne på banen. De er hverken sikret bag tofaktorgodkendelse eller fingeraftryk. De er såmænd printet på et lamineret kort og derfor foruroligende værgeløse mod præsidentiel lemfældighed. Jimmy Carter mistede de laminerede koder i sit vasketøj, Bill Clinton havde forlagt dem i månedsvis uden at fortælle det til nogen, og Ronald Reagan mistede, efter attentatforsøget mod ham i 1981, koderne, og de blev senere fundet i en plastikpose på George Washington-hospitalet i Washington, D.C.

Afsnittet om atomkoderne er ’Today, Explained’, når det er bedst: ikke for nyhedsafhængigt med risiko for at minde om alt andet derude, med en fært af tidens indignation og ængstelighed og fortalt med lige dele indsigt, fascination og (galgen)humor.

De har i år udgivet anbefalelsesværdige afsnit om at sige nej til alkohol, ikke bare i januar, men altid. Om menneskelig kompostering som en bæredygtig begravelsesmetode, der vinder terræn. Og om Nomas lukning, og hvorfor det er et tab – også for alle os, der ikke havde råd.

Ethvert nyhedsmedie har efterhånden en mandag-til-fredag-podcast, der med en narrative variant af pioneren, The New York Times’ ’The Daily’, giver dagens nyheder perspektiv. Hvis ’The Daily’ og ’Du lytter til Politiken’ går ind i historien med empati og seriøsitet, går ’Today, Explained’ ind i den med humor og kuriositet. Den ene er ikke bedre end de andre. Men dagsformen, herunder min modstandsdygtighed over for overfloden af kriser på en hver given hverdag, afgør ofte min daglige nyhedsdiæt.

Lise Ring

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her