Hun blev kaldt en »hundjævel« på forsiden af Englands største avis. Den ene tv-vært efter den anden i USA lovede hende tæsk. I det ene tv-studie efter det andet måtte hun selv – høfligt og velformuleret – forklare og forsvare sig over for aggressive mandlige studieværter med gråt hår og grå jakkesæt. Ja, selv Madonna var ude efter hende.
Det var ikke let at være Sinéad O’Connor i de år, først i halvfemserne, hvor hun enten blev lagt for had eller gjort til grin – eller begge dele – over hele verden i en bølge af misogyni. Det havde nu indtil da heller aldrig været let at være Sinéad, og det har det egentlig heller ikke været senere. Men hun er her endnu, hvad de afsluttende scener i dokumentaren ’Nothing Compares’, hvor Sinéad O’Connor barfodet i en form for kutte med hætte synger sangen ’Thank You For Hearing Me’ så hjerteskærende, som hele filmen er.
