Da jeg var i begyndelsen af 20’erne og næsten lige flyttet fra Thy til København, stjal jeg en andens julegave. Ikke bare lånte. Jeg reelt stjal den. Gaven, som ikke var til mig, var Camilla Plums kogebog ’Mors mad’ fra 2001, og den blev intet mindre end definerende for mit liv.
Jeg havde bladret i bogen, da gavens rette modtager havde takket og skødesløst (ha!) lagt den fra sig. Og fra det øjeblik, jeg sad med bogen i hænderne, vidste jeg, at den måtte være min. Det var hverken billedet af ferskener så yppige, at jeg måtte synke, eller desserten med dulce de leche, der lignede noget, der kunne blive besværligt vanedannende, der havde forårsaget tyveriet. Det var mere en sært ubestemmelig længsel. Jeg smuttede ubemærket bogen ned mellem mine egne gaver, og da jeg julenat ikke kunne sove, læste jeg den fra ende til anden, som var det en roman og ikke en opslagskogebog.
