Jeg skriver disse ord i begyndelsen af marts, så jeg har haft hovedet fuldt af fastelavnsboller. Indtil for nylig var de overalt: I supermarkederne lå de og splattede ud i håbløse plastikindpakninger, eller de lå udsmattede i forbipasserende børns fedtede hænder. Alle gik rundt og begejstredes over disse søde klumper dej fyldt med creme, creme og atter creme. Bvadr!
Jeg vil gerne lære at elske dem. Og jeg er ærlig talt lidt flov over ikke at gøre det. Ikke fordi der i sig selv er noget forkert i at nære modvilje mod klæge, overfyldte boller – alle er jo i deres gode ret til at have egne præferencer – men fordi de for mig som udefrakommende lader til at udgøre en uomgængelig del af danskernes identitet lidt i stil med at kunne synge med på Kim Larsens sange eller betale sin skat med glæde.
