Jeg elsker at snacke, når det bliver fredag aften. Faktisk kan jeg allerbedst lide at småspise en hel aften og drikke vin til. Her er et bud på en anderledes, men virkelig velsmagende fredagssnack. Så kan du også få brugt det glaskål du måske har liggende i bunden af grøntsagsskuffen og ikke aner, hvad du skal gøre med.
Opskriften her er til fire personer. Du kan sagtens undlade kyllingen, og i stedet servere ekstra grøntsager til.
Ingredienser
2 kyllingebryster
4-5 små bok choy, alternativt små spidskål
1 glaskål, alternativt gulerødder, peberfrugter eller hvad du ellers har af grønt
koriander
evt. lime
Marinade
1 lime
1 fed hvidløg
1 spsk chilisauce
3 spsk olie
Peanutsauce
1 dl grov peanutbutter
1 dl kokosmælk
1 spsk fish sauce
1 lime, saften heraf
1 spsk sød chilisauce
havsalt
Sådan gør du:
- Skær kyllingen i strimler i en størrelse, så de kan trækkes på et spyd.
- Rør ingredienserne til marinaden sammen og kom den i en pose sammen med kyllingestrimlerne. Lad dem marinere en times tid eller så lang tid du har.
- Gå bok choy efter for jord og bræk hvert blad af stokken.
- Skræl glaskålen og skær den i stave. Anret begge slags kål på et fad.
- Rør alle ingredienserne til peanutsaucen sammen og kom saucen i en skål.
- Tag kyllingestrimlerne op af marinaden og træk dem på spyd.
- Grill eller steg kyllingen, til den er færdig.
- Server kyllingen sammen med den udskårne kål. Drys med hakket koriander, og dyp kål og kylling i peanutsaucen. Server lime til og drik en asiatisk øl eller et køligt glas hvidvin. Så er fredagshyggen hjemme.
fortsæt med at læse




























