4 personer
Ingredienser
Kogning af bønner
200 g tørrede hvide bønner, udblødt i 9-12 timer
groft salt
en lille håndfuld citrontimian eller timiankviste
en lille håndfuld persillestilke, hvis du har
2 laurbærblade
1 spsk. æblecidereddike
2 fed hvidløg
Syrnet peberrodsfløde
1 1/2 dl piskefløde
1 lille tsk. sukker
2 spsk friskrevet peberrod
havsalt
friskkværnet peber
2 spsk. citronsaft
revet skal af 1/2 citron
Suppe
1 hoved spidskål
3 fed hvidløg, gerne friske
1 bundt spinat
2-3 spsk. olivenolie
1 1/2 liter kyllingebouillon (helst den gode fra kogningen af hønen)
de kogte hvide bønner
et lille bundt purløg
eventuelt et par purløgsblomster
et par dråber af din bedste jomfruolivenolie
Sådan gør du:
Bønner
- Kom bønnerne i en skål, hæld masser af koldt vand over dem, og udblød dem på køkkenbordet i 9-12 timer. Hæld derefter vandet fra, og kom de udblødte bønner i en gryde med vand, så det står 8-10 cm over bønnerne.
- Tilsæt laurbærblade, adskillige skefulde groft salt – tørrede bønner kan trække uanede mængder – friske krydderurter/krydderurtestilke (brug i princippet, hvad du har – salvie, merian, rosmarin er godt), æblecidereddike og hele pillede hvidløgsfed. Bring det hele i kog, og skum så af
- Skru ned, og lad bønnerne koge helt møre under låg i 50-60 minutter. Fisk en op, og smag efter. Jeg plejer at koge, til nogle få, men absolut ikke alle bønnerne, er så møre, at de begynder at sprække.
- Hæld i et dørslag, og dræn vandet fra. Kassér urtestilkene, men behold hvidløgsfeddene. Bønnekogningen kan du eventuelt klare dagen før servering.
Peberrodsfløde
- Rør alle ingredienser undtagen peberroden sammen, og lad det stå og syrne og tykne i 30 minutter på køkkenbordet. Den får nu konsistens som cremefraiche.
- Rør peberrod i fløden, og server straks, eller sæt den i køleskabet, og lad den blive kold og helt fast.
Suppe
- Snit spidskålen groft, skyl spinaten grundigt, og snit hvidløgene
- Varm olivenolie op i en stor gryde, tilsæt hvidløg, og sauter dem i nogle minutter
- Tilsæt citrontimianblade, hvide bønner samt de kogte hvidløgsfed – hvidløgsfeddene trykker du bare på med grydeskeen, så de brister – og sauter i et par minutter mere
- Tilsæt kyllingebouillon, og bring den i kog. Lad suppen koge i 5 minutter, så bønner og suppe lige finder sammen
- Tilsæt så hakket spidskål, og lad den koge med i 3-4 minutter, og tilsæt til slut spinaten, som bare lige skal ned og falde sammen i et minuts tid
- Smag suppen til med salt og peber og eventuelt en dråbe æblecidereddike eller citronsaft, og server den med masser af friskhakket purløg og purløgsblomster på toppen, dryp af meget god olivenolie og en skefuld syrnet peberrodsfløde. Den smager i øvrigt også dejligt med hjemmelavede kalvekødboller i (læs mere her).
fortsæt med at læse




























