Hver dag i juli får du en udvalgt opskrift, der smager ekstra meget af sommer. Find alle udvalgte opskrifter her.
I dag er det denne grillsalat fra Ditte Ingemann, som vi vover at kalder perfekt. Den har nemlig den rette balance mellem det sprøde, søde, salte og syrlige. Spis den til alt godt fra grillen eller som et måltid i sig selv.
4 personer
Ingredienser
2 nektariner
4 store tomater
1 squash
250 g halloumi
4 spsk. ristede pinjekerner
frisk oregano
Dressing
4 spsk. olivenolie
saft fra 1/2 citron
1 tsk. tørret oregano
1 spsk. flydende honning
salt og peber
Sådan gør du:
- Skær nektarinerne ud i både. Skær tomater, squash og halloumi ud i skiver, ca. 5 mm tykke. Kom det hele på grillen i ca. 1 minut på hver side – det må ikke få for meget.
- Rist pinjekernerne på en tør, varm pande, indtil de bliver gyldne. Fordel kernerne over de grillede grøntsager, og kom masser af frisk oregano hen over.
- Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til. Kom dressingen over salaten, og server den, mens den stadig er lun.
Tip: Halloumi er en cypriotisk ost, som har en meget fast konsistens. Smagen er mild og salt og smager skønt i salater eller på grillen. Faktisk bliver osten sammenlignet med bacon på grund af smag og konsistens. Halloumi kan købes i større supermarkeder eller tyrkiske grønthandler.
Tip: Nektariner er gode at grille, fordi de er rimelig faste, men du kan også grille melon, ananas, fersken eller blommer. Det giver en god sødme til salaten med en smule frugt, og det passer godt til den salte halloumi ost.
fortsæt med at læse



























