Italien er absolut bedst kendt for sine rødvine, men vi skal dog ikke glemme de hvide! Der fremstilles masser af god hvidvin i landet, skønt de snarere tilhører 1. division frem for superligaen, modsat mange rødvine. Til gengæld er de fleste til at betale.
Vi kan lede efter de utallige druesorter, som har en regional oprindelse og ofte er knyttet til den lokale gastronomi. Glem chardonnay og sauvignon blanc – og øv dig i at sige vernaccia, garganega, verdicchio eller ribolla gialla. Eller falanghina, som især er kendt fra Campanien, syd for Rom.
Sådan gør vi
Henrik Steen Andersen og Thomas Ilkjær anmelder på skift vine fra 6 udvalgte forhandlere.
Forhandlerne skifter hver 8. uge. Lige nu anmeldes vine fra Distinto, Erik Sørensen, Gobivin, Holte vinlager, Salling Vine, Philipson Vine. De prøvesmager 12 vine, vurderer deres kvalitet i forhold til prisen og vælger de 6 bedste.
Alle 12 testede vine kan ses på Politiken.dk/mad.
En voksen kystlinje leverer masser af fisk og skaldyr – og den på samme tid aromatiske, runde og saftigt frugtige karakter spiller smukt sammen med spaghetti alle vongole – de små og eksklusive muslinger.
Jeg kan godt lide at give dem et skud chili, som indkapsles af vinens relativt runde smag. Der er forskellige holdninger til tomat i retten – jeg synes, det er fint med tomat; det gør godt oven på decembers tunge madbombardement.
Testvinder. Falanghina 2017, Antica Fattoria, 12,5 %
Campania, Italien, Distinto, 1 fl. for 75 kr.
Let røget og aromatisk hvidvin. Frisk og krydret næse. En vis fylde trods ret lav alkohol. Ret rund, men saftig og frisk med pæn syre. God til pasta med små muslinger – hjerte- eller vongole-.
30-75 kroner
Costières de Nîmes 2016, Dauvergne Ranvier, 14,5 %
Rhône, Frankrig, Meny, 75 kr. v. 2 fl.
Jammy/kølig rødvin. Rig duft af kirsebær. Frugtdrevet stil. Saft og frugt i smagen, igen mørke kirsebær, moderat tannin. Kølig undertone frisker pænt op.
Porca de Murca 2016, Comp. d. Vinhas do Alto Douro, 12,5 %
Douro, Portugal, Holte Vinlager, 55 kr. v. 6 fl.
Let hvidvin. Ret neutral næse, men ren og frisk. Let og slank smag med ganske god syre. Tæt på det tyndbenede, men ikke værst til dampet hvid fisk eller rejer.
Le Paradou 2015, Grenache, Ch. Pesquié, 13,5%
Vin de France, Frankrig, Philipson Wine, 50 kr. v. 12 stk.
Enkel og frugtig rødvin. Middeldybe røde bær i duften. Saftig og ligefrem smag uden meget kant eller karakter – men nydelig lille tørstslukker til en halv ”hund”.
Nature Valley (uden årgang), 12,5%
Italien, Føtex, 3 liter for 125 kr. (BiB).
Tynd rødvin. Enkel duft – ja faktisk stort set ingen duft. Tynd og spids smag – syrlig og uden nogen form for karakter eller koncentration. Ganske ligegyldig og tynd sag. En lav pris trækker den akkurat op på 3 tegn.
Chardonnay 2017, Terre des Moutonnes, 13,5%
Coteaux de Béziers, Frankrig, Erik Sørensen Vin, 55 kr. v. 6 stk.
Frugtig hvidvin. Lyse stenfrugter og diskret sødme i næsen. Let smag – ret rund stil, men dog med lidt syre. Uprætentiøs og ret uskyldig chardonnay – men ikke meget spændende.
76-150 kroner
Barda 2017, Pinot noir, Bod. Chacra, 13 %
Patagonien, Argentina, Philipson Wine, 150 kr. v. 12 fl.
Saftig rødvin. Relativt mørk pinot-frugt, kirsebær med en ristet tone, som overdøver frugten lidt. Men saftig og frugtig smag. Lidt for rig eftersmag.
Milleuve 2017, Manferrari, 13,5 %
Venezia Giulia, Italien, Distinto, 1 fl. for 149 kr.
Frugtig hvidvin. Fersken og let aromatisk tone. Ret elegant. Saftig smag, igen fersken, med en læskende syre til at trække mundvand. Fin vin til hvid fisk.
Amarone 2013, Lamberti, 15 %
Veneto, Italien, Føtex, 1 fl. for 130 kr.
Fyldig rødvin. Kirsebær og hængt kød i duften. Ret frugtig smag for en amarone. Trods fylde og alkohol også frugtsyre, saft og moderat tannin. Og ikke så tung.
Gigondas 2015, Dauvergne Ranvier, 15%
Rhône, Frankrig, Meny, 1 fl. for 150 kr.
Bred og rig rødvin. Ret lyse bær – en bred og sødmefuld duft. Stor fylde i smagen – men har dog struktur og tannin. Kraftfuld og landlig på den gode måde. Varmt år, mærker man. Noget af mundfuld!
Cabernet Sauvignon 2015, Joel Gott, 13,9%
Californien, Holte Vinlager, 150 kr. v. 6 stk.
Rig rødvin. Sødmefuld næse med fad (kokos og vanilje) og ret mørke bær. Og sødlige/rige toner i smagen – men også en vis struktur med en del tannin. Fadet dominerer nu – måske bedre om et par år.
La Celestina 2015, Crinza, Ribera del Duero, 14,5%
Castilla y León, Spanien, Erik Sørensen Vin, 120 kr. v. 6 stk.
Kraftig rødvin. Ret fadpræget næse (kokos og vanilje) – mørke bær og sort chokolade. Kraftig smag – ret kølig – og pænt tanninbid. Ligger et lidt sært sted mellem friskhed og lagring – ikke helt på plads nu.
fortsæt med at læse



























