Foto: CASPER DALHOFF

Glemte film om grønlændere og 'negerkonger' er dukket op

Under et digitaliseringsprojekt af gamle 16 mm-film på Nationalmuseet er vigtigt materiale dukket . Blandt andet enestående optagelser fra Borneo i 1920’erne og en hidtil ukendt version af Knud Rasmussens film fra den femte Thuleekspedition.

Da den danske tropelæge Paul Toussieng gik i land ved Mahakamfloden dybt inde i Borneos jungle, havde han i sin rejsekiste et filmkamera.

Siden han tre år tidligere, i 1920, var blevet udstationeret i Hollandsk Ostindien, havde han blandt andet arbejdet for kolonimagten som industrilæge ved sukkerprøvestationen Pasoeroean på Java. Nu var han af den hollandske hær blevet forflyttet endnu længere væk fra civilisationen til et sted, hvor den hvide mand sjældent havde sin gang. Han skulle bo ved dayakfolket, der var kendt som fortidens krigeriske hovedjægere. De mestrede eksotiske våben som meterlange pusterør og dødbringende giftpile.

Men Paul Toussieng blev fascineret af det oprindelige folk og kom til at betragte deres dagligdags genstande som smukt kunsthåndværk. I løbet af de to år ved floden indsamlede han en stor mængde etnografika: koggere med giftpile, sværd, skjolde og masker. Og han dokumenterede samtidig mænd, kvinder og børn med sit kamera.

Samlingen af dayakfolkets kulturgenstande havde han med sig hjem til Danmark i 1937. De udsmykkede i mange år lægehjemmet i Charlottenlund. Senere skænkede først Paul Toussieng og siden hans barnebarn de indsamlede genstande fra Java, Bali og Borneo til Nationalmuseet.

Her kan man i dag i museets permanente udstilling ’Jordens folk’ se en af dayakfolkets masker, som den danske tropelæge havde med hjem. Den vurderes som central for museets samling og var i 2007 afbildet på et frimærke, der markerede Nationalmuseets 200-års jubilæum.

Men den gamle film, der dokumenterede dayakfolkets liv i junglen, blev på en eller anden måde gemt af vejen og glemt.

Indtil nu.

Nationalmuseet har netop digitaliseret i alt 470 filmspoler med 16-mm-film, der siden 1980’erne har ligget i høje stabler i et lille aflåst rum i Nationalmuseets etnografiske samling. Det er blevet til 285 filmtitler, der nu er gjort tilgængelige for offentligheden.

Arkivet viste sig blandt andet at rumme et stort propagandamateriale fra 1930’erne, der fremstiller Danmarks modernisering af Grønland. Knud Rasmussens film fra den berømte femte Thuleekspedition, der foregik fra 1921 til 1924, i en anden udgave end den kendte. Og ja, tropelægen Paul Toussiengs filmoptagelser fra både Bali, Java og Borneo.

»Toussieng er den første dansker, der filmer i området. Han kommer meget sjældne steder«, forklarer etnograf, antropolog og projektleder på Nationalmuseet Anne Mette Jørgensen.

De omkring 20 hyldemeter gamle etnografiske film og film fra videnskabelige ekspeditioner, der befandt sig i fotoarkivet, er fra hele verden, forklarer Anne Mette Jørgensen. De samler sig til et interessant vidnesbyrd om, hvordan mennesket levede fra Saharas hede til Arktis’ kulde i første halvdel af det 20. århundrede.

»Vi oplever folk de mest ekstreme steder i verden. Det kan meget vel være, at vi har nogle af de tidligste optagelser fra Manchuriet i Kina, Borneo og Mellemøsten, blandt andet fra Afghanistan«, siger hun.

Hvorfor glemt?

Lugten af eddike. Det var den, der ramte Anne Mette Jørgensen, da hun åbnede metalæskerne med filmspoler.

»Nogle af dem måtte akut på køl. For eddikelugten fortæller, at celluloidfilmen er under nedbrydning. Men de fleste var i god stand og til at redde«.

På hendes computerskærm kigger en ung barbrystet kvinde fra dayakfolket mod kameraet. Bag dem er langhuse på pæle og småbørn. De er nu dukket frem fra glemslen ligesom krigeren smykket med vældige næsehornsfuglefjer og ham, der danser med sit store sværd og skjold.

Paul Tousseings optagelser af balinesiske danserinder, ’Balinese dancers 1924, P. Toussieng’. (selve filmen begynder først efter godt et halvt minut)

Det er vigtigt, understreger Anne Mette Jørgensen, at man i dag ikke bare har tropelægens indsamlede genstande fra det oprindelige krigerfolk på Borneo, men at man også har mulighed for at se genstandene i deres oprindelige kontekst.

»Det er en kæmpe gave at kunne se, hvordan de er blevet brugt«.

Hun forklarer:

»Tidligere var man mere interesseret i at udstille etnografiske genstande som kunst, og filmene har fået lov at blive glemt. Men i dag har vi en anden holdning til etnografiske genstande: Tingene er mindre værd, hvis vi ikke kender deres brug«.

En ung balinesisk kvinde danser nu på computerskærmen foran os. Hun er iført traditionel klædedragt, negleforlængere og øjne, der plirrer, når hun bevæger hovedet i små sidelæns ryk. En kjole magen til den, hun er iført, medbragte Paul Tousseing ligeledes fra Bali og skænkede museet.

Afrikafilm er ren Tintin

Og tropelægens film er ikke de eneste, der har vist sig at være autentisk dokumentation af museets genstande. I en film om waiwaifolket i Amazonas danser en mand med en imponerende farverig fjerkost for enden af sin lange nakkepisk. Den blev bragt til museet af etnograferne Jens Yde og Niels Fock efter en ekspedition i 1954-55.

»Det er præcis den samme, som vi har udstillet her på museet«, siger Anne Mette Jørgensen.

Har I aldrig været klar over sammenhængen mellem genstande og film?

»En inspektør, der tidligere var ansat her, kan have vidst det. Men det har været passiv viden, og på et tidspunkt er den forsvundet. Tidligere var der tale om en slags mesterlære, hvor viden gik fra inspektør til inspektør, men i dag, hvor antallet af inspektører er blevet betydeligt mindre end tidligere, kan man ikke lave den samme vidensoverførsel«, svarer Anne Mette Jørgensen.

Det var et eksotisk land af kameldrivere, krigerfolk og karavaner. Af sivhytter, negerkonger og trommedans. Således var Afrika. Det er i hvert fald den fortælling, som blandt andre professor Ole Olufsen og den danske greve Georg Ahlefeldt kom hjem med i deres respektive ekspeditionsfilm fra det afrikanske kontinent.

»Det påfaldende er, at alle filmene fra Afrika, som vi har i arkivet, forholder sig til Afrika, som om det var ét stort ensartet land. Derfor har filmene titler såsom ’En rejse gennem Afrika’ eller ’Afrikadage’. Man har især været glad for at vise trommedansere og ’Negerkonger’, som man kalder dem i stumfilmenes mellemtekster«, siger Anne Mette Jørgensen.

»Først ret sent begynder man at filme bylivet«.

Når danskerne i Afrika er kommet hjem med deres temmelig ens film, afslører det nordeuropæeres syn på kontinentet, mener Anne Mette Jørgensen.

»Det er et etnografisk materiale, der som et spejl fortæller, hvordan man i Danmark har set på verden. Stereotyperne om Afrika, som vi lever med i dag, bliver stadfæstet gennem rejseberetninger som de her. Det er det rene Tintin«, siger Anne Mette Jørgensen.

Men Afrikafilmene er kun én genre ud af mange i filmarkivet. Reolen i det lille rum på Nationalmuseet viste sig også at rumme en hidtil ukendt version af Leo Hansens stumfilm om Knud Rasmussens femte Thuleekspedition, ’Med hundeslæde gennem Alaska’ fra 1926.

Det er i forvejen en berømt film i dansk filmhistorie, både på grund af sin tilblivelse under ekstrem kulde i de arktiske egne, hvor kameraet hurtigt frøs til, og fordi det var på denne ekspedition, at den verdensberømte danske polarforsker fik bekræftet tesen om, at de inuitiske folkeslag fra Grønland til Canada var beslægtede.

Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut har ifølge Anne Mette Jørgensen gamle kopier af filmen i deres arkiver. Men det interessante er, forklarer hun, at Nationalmuseets gamle version allerede har vist sig at være anderledes end de kendte og indeholde et andet materiale.

Mener du, at museets Knud Rasmussen-film kan være tættest på originalfilmen?

»Det ville være sandsynligt, at vi havde fået originalfilmen her, fordi vi også fik alle de mange genstande fra den femte Thuleekspedition«, siger hun og nævner snebrillerne, kajakkerne, amuletterne og dragterne i udstillingssalene på den anden side af væggen.

Overraskende Grønlands-film

I Det Danske Filminstituts Filmarkiv bekræfter filmarkivar Karin Bonde Johansen, at Nationalmuseets film kan være tættere på originalen.

»Originalen var en nitratfilm, hvorfra der er lavet forskellige kopier. Den version, vi har, er en restaureret version fra 1990’erne, som man har lavet ud fra negativet og rekonstrueret mellemteksterne«, siger Karin Bonde Johansen.

Hun har bemærket originale mellemtekster i Nationalmuseets version, som ikke fandtes i det materiale, som man havde adgang til, da man lavede den restaurerede version for to årtier siden.

»Nationalmuseets version er anderledes og i hvert fald på nogle punkter mere original«, siger filmarkivaren.

Om filmen tilføjer Nationalmuseets Anne Mette Jørgensen:

»Knud Rasmussens film er så prominent, at den fortjener, at man får fuldstændig styr på den. Jeg mener, at man bør iværksætte et restaureringsprojekt og undersøge, hvad forskellene er på de forskellige versioner, og hvad de betyder«.

Ole Olufsens film ‘Professor Olufsen's Expedition to Sahara 1922-23’, første del. Anden del kan ses her: www.youtube.com/watch?v=JTQsQIkv-8Y

Men det er ikke opdagelsen af Knud Rasmussen-filmen, der har overrasket Anne Mette Jørgensen mest. I det lille vinduesløse rum fandt hun 12 stumfilm fra Grønland af den kvindelige dokumentarist Jette Bang, der i 1930’erne rejste langs de beboede grønlandske kyststrækninger for at filme.

»Der findes ikke mange 16-mm-film deroppe i dag«, siger Anne Mette Jørgensen, der er i gang med at skrive ph.d.-afhandling ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet med fokus på udnyttelsen af naturens ressourcer i Grønland på baggrund af blandt andet Jette Bangs materiale.

På hendes computer betragter vi fire-fem grønlandske børnekroppe ligge uden tøj på, badet i stærkt kunstigt lys. Man forstår, at de får besked på at vende sig om på maven.

»De er i behandling for tuberkulose«, siger Anne Mette Jørgensen.

Bidrag til reflektion

Et barn skures grundigt, og et andet placeres i en tremmeseng med kridhvide lagener. En mandlig dansk læge tilser sine patienter, og kvindelige grønlandske laboranter sidder fnisende på række og pakker medicin. Indimellem trækkes en konebåd i vandet, en kvinde flår skindet af en nyfanget sæl, og mændene laver synkrone kajakvendinger.

»Jette Bang er blevet sendt af sted af Grønlands Styrelse under den danske regering med den opgave at fremstille den danske modernisering af Grønland som en succes. Det er tydeligt, at Grønland på det tidspunkt skal civiliseres og på en række punkter gøres så dansk som muligt«, siger Anne Mette Jørgensen.

Baggrunden var, at Norge i begyndelsen af 1930’erne havde gjort krav på dele af det ubeboede Nordøstgrønland. Den danske regering havde bragt sagen for den internationale domstol i Haag, som havde afsagt dom til fordel for Danmark, og Danmark gjorde nu alt for at bekræfte sig selv som det gode land, der virkelig havde løftet Grønlands sundhedsvæsen, minedrift, kirkevæsen, fiskeri og civilsamfund.

»Jeg synes godt nok, at der er nogle koloniale klange her«, siger Anne Mette Jørgensen, mens hun viser et klip af en lille grønlandsk dreng, der er placeret med front mod kameraet og nu står med armene artigt ned langs siden. På mellemteksten står:

’Lille Hans synger ’Sørens far har penge’’.

I et andet klip er en dansk kvindelig læge draget til en lille bygd. I en interimistisk lægepraksis midt i det fri lægger hun et lungedræn på en lille dreng. Lægen ryger i pausen. Hun deler cigaretter ud.

Vi ser også en scene med et hold drenge, der grinende forsøger at gøre sig høje nok til at kigge ind ad et vindue, mens de mindre børn står skrækslagne og venter på at blive vaccineret.

»Jeg kan godt lide, at Jette Bang filmer situationer, hun ikke nødvendigvis skal. Hun giver også beskueren fornemmelsen af at møde de mennesker, der er på filmene, som mennesker«.

Hvad skal vi bruge de gamle film til i dag?

»Jeg er ikke sikker på, at vi er færdige med at reflektere over vores forhold til Grønland. Det har været en almindelig opfattelse, at grønlænderne var som børn, der skulle opdrages af store moder Danmark. Jeg ville gerne have, at vi kunne skrive historie i dialog, og jeg forestiller mig derfor også, at folk i Grønland, hvor flere og flere tager historieskrivningen i deres egne hænder, reflekterer over, hvad Grønlands rolle var i det her, og hvorfor deres forfædre gjorde, som de gjorde«.

Det er netop i Grønlandsfilmene hun selv er dykket ned som forsker, mens resten af verden, som den udfolder sig i de mange nyopdagede film, venter på at blive gransket nøjere.

Omkring 20 danske og udenlandske forskere fra blandt andet Grønland, Japan, USA og Brasilien har allerede været forbi for at se på det store materiale.

Men filmene er ikke forbeholdt forskningen. En række film, blandt andet tropelægen Paul Toussiengs film af dayak-folket i Borneos jungle, vil fremover blive vist i Nationalmuseets permanente udstilling ’Jordens Folk’:

»Selvfølgelig skal publikum se tingene i brug. Nu finder film og genstande endelig hinanden«, siger Anne Mette Jørgensen.

Publiceret 16. januar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce