Stoleleg: Kan man drukne sin egen succes i for meget succes?

Det amerikanske designerpar Charles og Ray Eames skabte for mere end 60 år siden designhistorie med møbler af høj kvalitet til overkommelige priser. Men først inden for de seneste 10 år har danskerne taget parrets berømte skalstol Plastic Chair til sig. Og nu køber vi flere af stolene end noget andet land i Europa.

Omkring 80 mennesker er mødt op. De sidder plantet i Eames-stole under en hvælving i det, der engang var Aarhus’ østligste banegård, men som nu er et møbelhus, Paustian.

Det store fremmøde, i betragtning af, at det er næsten 70 år gamle, eksperimentelle kunstfilm, der er på programmet, bekræfter ganske godt danskernes interesse for designerparret Eames, som vi har taget til os som aldrig før. Paustian sælger 25.000 eksemplarer af deres skalstol Plastic Chair om året – langt mere end for 10 år siden, hvor de solgte 1.000 årligt.

»Vi er også forundrede. Vi ved faktisk ikke, hvad den voldsomme popularitet skyldes«, siger administrerende direktør i Paustian, Peter Kampmann, der selv står for at skifte filmrullerne ude i baglokalet.

»Vi er også nogle gange lidt bekymrede, for vi ved, at hvis vi overpumper markedet, gider folk simpelthen ikke se på dem mere«, siger han.

Ifølge Paustian, der har agentur på at sælge Eames i Danmark, er vi den største aftager i Europa af Eames’ skalstol Plastic Chair, og det er ikke bare per indbygger. Vi køber flere stole end vores tyske naboer med 80 millioner indbyggere. Og når vi køber 100 i Danmark, køber de til sammenligning to i Norge.

Eames’ stole er så populære, at det er svært for boligmagasinerne at finte sig uden om dem, når de skal vælge boligreportager, der gerne skulle udstråle fornyelse.

»Det er helt exceptionelt, hvordan den har slået igennem de seneste 10 år. Vi har ikke set det med nogen andre udenlandske klassikere før. Det har været så meget, at vi i en periode tænkte, at vi ikke kunne have en Eames-stol på forsiden igen«, siger chefredaktør for boligmagasinet RUM Mette Barfod.

Chefredaktør på Bo Bedre, Erik Rimmer, forklarer, at der er tre arketypiske spisebordsstole i de danske hjem i dag: Arne Jacobsens 7’eren, Hans J. Wegners Y’stolen og Eames-parrets Plastic Chair. Men i de senere år har Plastic Chair overtaget spisestuerne mere og mere.

»Jeg ser måske 1.000 boligreportager om året, og hvis jeg skal sige ét møbel, der går igen i danske hjem, så er det Eames’ spisebordsstol. Den er overalt«, siger han.

Men hvordan kom det hertil? Lad os spole lidt tilbage. Det har nemlig taget lang tid for danskerne at tage stolen, der har verdensberømt længe, til sig.

Verdensberømte på få år

Historien om the Eames Office starter med et ungt og uprøvet par i 1940’ernes Amerika. Han, Charles Eames, var arkitekt, og hun, Bernice Alexandra ’Ray’ Eames, var maler.

I 1940 præsenterede Charles Eames en stol af krydsfiner som et bidrag til en konkurrence på Museum of Modern Art i New York. Konkurrencens kriterium var, at møblerne skulle kunne produceres på maskiner til lave omkostninger. De skulle levere funktionalitet og æstetik til den voksende amerikanske middelklasse.

Eames blev en af vinderne med sin stol, der let og billigt kunne stemples ud fra fabrikkerne, men der skulle gå yderligere seks år, før det lykkedes arkitekten at få sat stolen i produktion til en pris, han kunne acceptere. En krig skulle kæmpes, og Charles skulle både gifte sig og danne professionelt følgeskab med Ray. Men efter endeløst håndarbejde lykkedes det parret at finde en distributør, der kunne producere stolen for under 40 dollars, nemlig amerikanske Herman Miller Furniture, der satte stolen i masseproduktion i 1946.

Ray og Charles Eames troede ikke på inspiration, kun på hårdt arbejde. Arbejdsdagene sluttede først klokken 22. Men de nød det. Livet skulle beriges gennem arbejde, husker deres barnebarn Eames Demetrios:

»Charles og Ray tog det, de nød, seriøst. De havde det virkelig sjovt, og de viste os, hvor meget skæg man kan have, når man udforsker noget grundigt og passioneret. De var nysgerrige på verden, og de var fantastiske bedsteforældre«, siger han til Politiken fra det sydlige Californien.

I 1950 introducerede de deres skalstol i fiberglas, den såkaldte Plastic Chair. Stolen var skabt til et voksende behov. Der skød kontorer og virksomheder op overalt i efterkrigstidens Amerika. Man havde brug for behagelige møbler, der ikke kunne slides, og lette møbler, der kunne stables.

»De plejede at sige, at en designers rolle er den samme som en god værts, nemlig at imødekomme gæsternes behov«, siger Eames Demetrios.

Stolen gjorde på få år Charles og Ray Eames berømte. Magasinet Life fortalte i 1950 sine læsere, at stolens popularitet begyndte langsomt, men så rullede den hurtigt som en lavine.

Ikke kun med deres design skilte parret sig ud for datidens normer. De gjorde noget særligt ud af iscenesætte sig selv. Især husker en tidligere ansat, Jeannine Oppewall, nu anerkendt production designer i Los Angeles’ filmverden, hvordan man altid lagde mærke til Charles Eames’ påklædning.

Hun fortæller i en amerikansk film om parret, at man altid bemærkede den ’uniform’, Charles Eames bar. Han ejede tre-fire forskellige par sko, samme antal bukser og så en håndfuld skjorter, alle i samme snit. Indimellem også med butterfly. Han sagde altid, at han så ikke behøvede at tage mange beslutninger. Det sparede han, til når han gik på arbejde, fortæller hun.

Parret skabte sideløbende video- og fotokunst, som blev udstillet på anerkendte museer som Louvre i Paris og The Met i New York. Og det er et udvalg af de gamle film, som publikum ser hos Paustian i Aarhus. Den tidligere direktør, Ole Paustian, var nemlig så betaget af værkerne, at han gik rundt med en papkasse til produktionsselskaberne og bad om kopier af filmene, og i dag har han den største samling, der findes.

Plastik var dårlig smag

Eames’ design nåede til Europa, Central- og Sydamerika, Japan og Australien. I 1975 havde skalstolen solgt 10 millioner eksemplarer. Men succesen nåede ikke for alvor til Danmark. Vi var travlt optaget af moderne dansk møbelkunst. Vi var stolte af vores snedkermestertradition for godt håndværk. Vi kunne lide træ, for træ var god smag, og ingen skulle fortælle os, at vi skulle indrette med plastikmøbler. Men Ole Paustian så alligevel noget i Eames.

»Designet var spændende og anderledes end det danske. De brugte aluminium, glasfibre og formspændt træ. Den bløde formgivning var næsten som flødeskum«, husker han.

Ole Paustian mente, danskerne trængte til at se noget andet end træ fra Mogensen og Wegners hænder. Eames skulle ind i forretningerne som en kontrast til det retvinklede danske design.

»Men det var godt nok svært at sælge«, indrømmer han.

Møbelkæden havde en stor kundekreds blandt danske arkitekter, der pegede møbler ud for store bygherrer. De havde lært på akademierne, hvad der var godt design, og den designtradition veg man ikke fra.

»Men langsomt kom der skred i det. Først var det arkitekten, der fik stolene derhjemme, så var det arkitektens ven, og så spredtes det«, siger Ole Paustian.

Herman Miller lod schweiziske Vitra overtage distributionen af Eames i Europa, og i 1997 relancerede Vitra den originale glasfiberstol i det plastiske materiale polypropylen, som levede op til nye miljøkrav. Salgsprisen faldt med 60 procent, og Time Magazine udråbte i år 2000 stolen til århundredes design. Og nu begyndte også danskerne for alvor at interessere sig for Eames.

»Stolen blev økonomisk mulig, og det er især unge mennesker, der har grebet fat i den som en ny klassiker. Eames har for de unge erstattet, hvad 7’er-stolen var for den ældre generation«, siger Mette Barfod fra RUM.

Paustian fortæller om, hvordan unge cykler hjem fra forretningen med en Eames-stol under armen.

Overhovedet ikke cool

Men hvad betyder det for Eames’ renomme, når også studerende investerer i skalstole og gyngestole?

»Den er blevet så populær, fordi det er en stol, som holder fuldstændig. Men jeg kan undre mig over, hvorfor alle vælger den samme stol. Det udvander stolen. Det er klart, at der vil komme et mætningspunkt«, forudsiger Mette Barfod.

Avantgarden har allerede vendt stolen i ryggen i udlandet, hvor Eames har haft sine op- og nedture i popularitet siden 1950’erne. I hvert fald hvis man skal tro den unge spanske designer Enrique Romero, der langer ud efter Eames i en artikel i magasinet La Monda under overskriften: ’Har du en Eames stol? Det er overhovedet ikke cool!’.

»Plastic Chair har fuldstændigt udvandet Eames. Når den er blevet så mainstream, er den blevet mindre cool blandt dem, der satte pris på den oprindelige filosofi og de oprindelige fiberglasstole. Det får stolen til at miste værdi og eksklusivitet«, siger Enrique Romero, da Politiken kontakter ham.

Selv om danskerne køber flere Eames-stole end tyskerne, mærker man også en mæthedsfølelse i Tyskland, forklarer Markus Frenzl, professor i design og medieteori på München Universitet.

»I lang tid stod skalstolene for individualitet. The Plastic Chair var et symbol på, at man vidste noget om designhistorie og modernisme. Men det har forandret sig fra at være et insiderprodukt til at være et produkt, alle kender. Når så mange har Plastic Chair i deres hjem, har den mistet sin eksklusivitet. Det er blevet et sikkert og derfor et kedeligt valg«, siger han.

Det samme er måske ved at ske i Danmark.

»Jeg synes jo allerede, vi er nået et mætningspunkt«, siger Anne Glad, strategisk direktør i reklamebureauet Envision og kendt fra DR’s ’Kender du typen’.

»For mange, der sætter en ære i boligindretning, er det vigtigt at skille sig ud, og når møbler bliver mainstream, vender de dem derfor ryggen og går på jagt efter nye designere, de kan være blandt de første til at opdage«, siger hun.

Hun forestiller sig, at salget af Eames vil gå ned, ligesom vi har set det med andre klassikere som Arne Jacobsens 7’er-stol, Hans J. Wegners Y-stol, Verner Pantons Panthella og ikke mindst Kartells plasticmøbler, der blev vældigt populære for et par år siden.

Det er Ole Paustian sådan set enig i.

»Sådan var det også med Alvar Alto. Vi var inde i en periode, hvor vi kunne sælge mere og mere, og så pludselig blev man overmæt. Sådan vil det nok også gå med Eames. På et tidspunkt vil man få nok«, siger han.

Kopi og kopi og kopi

Professor ved CBS Per H. Hansen, der har forsket i marketing og designhistorie, forklarer, at møbler er bærere af forskellige betydninger. Vi køber ikke bare en stol for at sidde på den, men for at vise, hvem vi er. Men betydningerne er ikke konstante.

»Når mætningspunktet indtræffer, begynder møblerne at miste deres oprindelige betydning. Så symboliserer de lige pludselige ikke længere autenticitet og forkant, uanset hvad producenten så forsøger at holde fast i«, siger han.



Derfor er det vanskeligt for en producent at styre brandets betydning over længere tid.

»Hvis virksomheder ikke formår at skabe nye betydninger, mister de kunderne. Lige nu går det godt for Eames, men hvad sker der, når smagsmønsteret ændrer sig?«, spørger Per H. Hansen retorisk.

Eames Office har desuden været ramt af tonsvis af kopisager, og Vitras version i polypropylen har kun gjort det lettere at kopiere designet. I september måtte auktionsvirksomheden Lauritz.com undskylde offentligt efter at have solgt stole med uoriginale ben for 1,2 millioner kroner. Det har været med til at udvaske Eames’ værdi yderligere, mener Anne Glad.

»Når det kommer så bredt ud, fjerner det kanten ved designet, men det er stort set umuligt at sætte ind over for«, siger hun.

Eames’ egen drøm

Publikum er ved at have set aftenens otte film til ende. De har handlet om alt fra fiberglasstolen og relativisme til en lufthavn i Washington. Peter Kampmann står i baglokalet og spoler filmrullerne tilbage.

»Jeg ved ikke, om man udvander brandet, men man kan blive dødtræt af at se på det, og det vil være ærgerligt, for det er i bund og grund godt design, der holder«, siger han og tager et fast greb i en stol designet i 1948.

»Vi vil nødig overmætte markedet. Men jeg tror også, vi skal op i nogle helt andre salgstal, før det sker. Vi støtter os til, at Fritz Hansen sælger 120.000 af Arne Jacobsens 7’ere om året. Så vores 25.000 er ingenting«, siger han.

Det kan godt være, at designeliten vender næsen opad i foragt, når de støder på en Eames-stol, men to ydmyge designere i Californien ville nok have været glade, hvis de stadig levede, for Ray og Charles møbler var tænkt til folket. De var optaget af at gøre deres tegninger til virkelighed til den lavest mulige pris.

»De ville skabe det bedste til flest for mindst. Det er let at lave et billigt produkt. At lave et billigt og samtidig et godt produkt er en interessant udfordring, som Charles og Ray forfulgte, og som The Plastic Chair fuldførte«, hævder barnebarnet Eames Demetrios.

Med en pris på 3.300 kroner for en spisebordsstol er prisen bestemt stadig væsentlig, men den er til at komme i nærheden af for langt flere, end tilfældet var på Ray og Charles Eames’ tid, og det ærgrer Peter Kampmann, at de ikke oplevede deres eget folkelige gennembrud.

»Men det kan være, de kigger ned fra himlen og tænker: Det er nu godt nok«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce