Der er en helt særlig aura over bibelske navne. Sagde Paul Auster, da jeg og min lille søn Adam mødte ham for mange år siden i København. Hans egen hedder Daniel. Men Adam har en særegen placering hos Auster. I sit internationale gennembrudsværk, New York-trilogien fra slutfirserne, er et af spørgsmålene, hvilket sprog Adam mon talte med Vorherre i Paradis? I første bind, ’By af glas’ i 1987, hvor Auster elegant ryster en original og fascinerende cocktail i kulisserne fra Raymond Chandlers film noir-univers tilsat krydderi fra en fantasmagorisk fabel a la Kafka.
De tre minimalistiske bøger blev i 1989 en kunstnerisk verdenssucces. Især i Paris og omegn blev de anerkendt som en postmoderne milepæl med deres seriøse leg med parodi og pastiche, Edgar Allan Poe og Don Quixote. Romanernes dybe overflade med aflåste rum og dobbeltgængermotiv på asfaltjunglens snoede stier i skyskraberes skygge.
