»Jeg har endnu tårer og længsel efter at røre hans hånd og en gang til se ind i hans øjne. Der er ikke mere i mig i dag«.

De to sætninger blev de sidste, Arthur Krasilnikoff udgav, før han onsdag døde af den sygdom, som i de sidste mange år fik hans lunger til at »ligne sandblæst glas«, som han selv sagde - men kun mellem venner og for anskuelighedens skyld, for han klagede ikke. Dertil kendte han for meget til andres større elendighed på denne klode.

Græssets tryghed
De citerede ord afslutter det udvalg af hans fortællinger, som Gyldendal udgav til hans 70-års dag 12. juni sidste år. 'Græssets tryghed' hedder bogen med de 22 stykker fra hele forfatterskabet, hvor »Krasilnikoff bliver tydelig både som mytemager, fabulerende realist og indigneret humanist«, som det hed i anmeldelsen her i avisen.

Efternavnet stammer fra indvandrede polske roearbejdere, og den unge Krasilnikoff morede sig engang med at gå ind og spørge efter sin nyeste bog. »Nej, den er vist ikke oversat endnu«, svarede boghandlermedhjælperen.

I dag er han velkendt, først og fremmest for de to hovedværker: I 1980'erne udkom tobindsværket 'Som landet ligger' og 'Lindas tid' (senere samlet som 'Vandmærker'), et stort anlagt og tætsanset billede af Danmark gennem et halvt århundrede, fra provinsens udkant til hovedstadens underkant.

LÆS OGSÅ

Fra egnen omkring Skælskør henter også hans tidlige store fortællinger 'Omkring Charlie' og 'Gruppen Mandril' deres miljø, for der flyttede den 8-årige Arthur til efter de fem formende barndomsår på Færøerne, som han i 2004 vendte tilbage til med 'Hvalens øje', en »roman i 111 stykker«.

Efter novelledebuten 'Skyggehunde' i 1966 blev Krasilnikoff ellers uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 1970, og selv sagde han om de sanseindtryk, han samlede til fortællinger, at de »lige så let eller vanskeligt kunne omsættes til film og musik som til sprog«.

Sin livslange interesse for det udslettelsestruede kwe-folk i Kalahariørkenen udmøntede han både på film og på tryk.

I 1989 kom hans dokumentarfilm 'Vi hører til', og i 1999 hans andet litterære hovedværk, 'Nattens rygrad', hvor buskfolkets myter, skrøner og overlevelseskamp berettes i en storslået mosaik af stemmer - bl.a. stemmen bag de indledende ord i disse linjer.

I 1981 var han medstifter af organisationen Fire, For Indigenous Rights Everywhere , og senere en særlig gruppe til støtte for 'det røde folk' i det sandblæste grænseland mellem Botswana og Namibia.

LÆS OGSÅ

Sprog og film - men musikken?

Så sent som for et år siden beskrev Krasilnikoff, hvordan 84-årige Sonny Rollins under årets jazzfestival »med sin magiske tenorsax ... skabte et uudtømmeligt rum af power og poesi og melodisk opfindsomhed ... en varm og rummelig åbenhed og tæthed og dynamik. Alt imens han dansede rundt på sine halvstive ben. Det var altså alderdom«, skrev forfatteren (Politikens Kronik 11.8.2011) i en art status over sit og 1968-generationens liv.

Hans egen mor var pianist, og selv spillede han som amatør engang i forfatterforeningens jazzband med venner som Ib Michael, Torben Lange og Vagn Lundbye.

Stort virke
»The country in my soul is mine alone«, citerede Krasilnikoff i samme Kronik maleren Marc Chagall og udlagde det for sig selv sådan: »jeg svæver gennem det, jeg gør, som en vanddråbe fra det ene sted til det andet, jeg er altid der og ingen vegne, jeg vil ikke fanges af mennesker og ideer«.

Men som engageret menneske undslog han sig ikke for at gøre sin borgerpligt i PEN's bestyrelse og i juryen for Aloa-prisen til litteratur fra de varme lande, såvel som i de statslige udvalg for litteraturstøtte i to perioder.

LÆS OGSÅ

Nu må en stor kreds af venner og kolleger over hele den runde Jord - inklusive kernelokaliteterne: Tórshavn, Skælskør og Kalahari - klare sig uden hans skarpe iagttagelser, hjertelige generøsitet og usentimentale humor.

Arthur Krasilnikoff efterlader sig sin kone, Helle, og to voksne sønner - foruden syv romaner og en halv snes novellesamlinger, børne- og ungdomsbøger samt en essaysamling, der fortsat sikrer ham plads som en af de stærkeste stemmer i dansk litteratur i årtierne op til og hen over årtusindskiftet.