Han er meget mere end manden bag Breivikstykket

Sjældent har nogen teatermand været så udskældt som Christian Lollike.

Men da han i januar 2012 erklærede, at han ville lave en forestilling om massemorderen Anders Bering Breivik, udbrød der et ramaskrig i ordets oprindelige, bibelske forstand. Både politikere, medier, teaterkolleger og menigmand kunne nærmest ikke komme til for hinanden for at give luft for deres harme.

Lollike har som dramatiker altid haft det sådan, at han ikke kan holde fingrene væk, når noget udpeges som tabu - uvægerligt tiltrukket af de sider af livet, som de fleste vælger at fortrænge eller tie ihjel.

LÆS OGSÅ

»Lige så snart noget bliver stemplet som umenneskeligt, føler jeg en stærk trang til at tilegne mig det, forstå det, komme ind i det og finde ud af, hvad det er. Det er det, som i mine øjne er kunstens opgave«.

Den drivkraft har ført den kontroversielle dramatiker i armene på ludere ('Kødkarrusellen'), gamle på plejehjem ('Undskyld Gamle') og selvmordere ('Service Selvmord') - tillige med voldtægtsmænd og terrorister.

Flere gange har han været gennem mediemøllen, bl.a. i forbindelse med terroriststykket 'Underværket - the Remohammed-ty Show' i 2005 og voldtægtsdramaet 'Dom over skrig' i 2004, hvor Dansk Folkeparti var fremme med krav om, at den slags teater ikke skulle have statsstøtte.
Udfodrer samfundets grænser

Det vedvarende moment af modstand og debat har selvfølgelig været gefundenes Fressen for en mand, der altid har haft det som sin erklærede ambition og store lyst at gøre op med »dansk hyggeteater«, for i stedet at bruge teatret som våben til at udforske samfundets grænser og hierarkier - vel at mærke uden at betragte provokation som noget som helst mål i sig selv.

Men som han har sagt det: »Hvis scenekunst skal evne at spejle virkeligheden, må den være lige så brutal som virkeligheden«.

Alligevel kom det fuldstændig bag på ham med den massive fordømmelse af Breivik-stykket, der også vakte bred international debat.

Det rystende var ikke så meget beskyldningerne om kynisk og sensationslystent at ville lave teater ud af tragedien, heller ikke de intimiderende private hate-mail, men selve reaktionen fra nogle af de pårørende. Det fik ham undervejs til alvorligt at tvivle på at kunne gennemføre projektet med at sætte Breiviks manifest på scenen.

LÆS OGSÅ

Men nu har han altid betragtet tvivl som sit primære arbejdsredskab, det, han bruger til at navigere efter: »Det interessante for mig er altid noget, der bringer mig selv i tvivl«. Og det interessante ved 'Manifest 2083' var netop, at det blev en prøvesten for, hvad vi kan bruge teater og kunst til.

Da stykket endelig fik sin premiere i oktober, havde det for længst vokset sig langt større end selve forestillingen. Her formåede en enkelt mand i Caféteatrets lille kælder ikke alene at give en anfægtende fornemmelse af selv at komme ud på en etisk glidebane og ind i Breiviks mørke, stykket blev også et afgørende, symbolsk slag for teatret:

ikke bare underholdning, men et sted, hvor man kan udforske, udfordre og blive klogere på virkeligheden i alle dens dimensioner.
Klima som underholdning

Det har Lollike arbejdet på i mange år, bl.a. som markant husdramatiker og knap så markant instruktør på Aarhus Teater.

Med sin interesse for at udforske og blande genrer har han her lavet alt fra en opdateret 'Romeo og Julie' til klimastykket 'Kosmisk Frygt eller den dag Brad Pitt fik paranoia', hvor det - med Lollikes sans for grotesk humor - blev tydeligt, i hvor høj grad klimakrisen er blevet del af underholdningskulturen.

Det var så også det stykke, der i 2009 indbragte ham den eftertragtede Reumertpris som Årets Dramatiker. Det var da også på høje tid, erklærede han uden omsvøb i forbindelse med prisoverrækkelsen, for da havde han allerede været nomineret fire gange.

Jo, han er ikke bleg for at vedgå, at han med sin rastløse arbejdsnarkomani er både ærgerrig og kan ærgre sig noget så grusomt, hvis omverdenen har været for sløv til at følge helt med.

LÆS OGSÅ

Men nu må han da været nået et sted, hvor han efter 20 stykker, flere priser og en status som prominent, skelsættende dramatiker - der også er blevet opført på en række europæiske scener - kan puste lidt ud?

Ikke ligefrem. Som ny leder af CaféTeatret, hvor han har fået det faste hold, han længe har drømt om, erklærede han ved sin tiltræden i 2011, at det lille, skarpe teater i Skindergade »skal blande sig og turde tage kontroversielle synspunkter på sig«.

Det må man sige, at han har levet op til - også med den brogede vandreforestilling 'Landbrug' med alt fra levende høns til træskodans og debatterende landmænd.

Chance for Reumert-hattrick
Her på CaféTeatret kan man lige nu kunnet opleve 'Skakten', en rablende radikal komedie om nynazisme, der da også er blevet nomineret til en Reumert som Årets Forestilling.

Samtidig er 'Manifest 2083' indstillet til Reumerts særpris, mens Lollike selv søreme kandiderer som Årets Dramatiker - også for sin mere harmløst farceagtige 'Kagefabrikken', som publikum på Det Kgl. Teater for tiden mæsker sig med.

Så dramatikerens ærgerrighed må da også være ved at være mættet, uanset om det bliver til en triple Reumert ved prisfesten 5. maj.

I hvert fald kan man som ærgerrigt publikum kun glæde sig over spændvidden hos en teatermand og dramatiker, der rent kunstnerisk aldrig ser ud til at blive mæt.