Danmarks internationale smørrebrødsjomfru

Super-Ida. Det er navnet på et stykke delikat smørrebrød, som Ida Davidsen har kreeret. Hvidvinskogte kartofler, kaviarmayonnaise, røget laks og grønlandske rejer på et stykke brød, lyder opskriften.
Super-Ida. Det er navnet på et stykke delikat smørrebrød, som Ida Davidsen har kreeret. Hvidvinskogte kartofler, kaviarmayonnaise, røget laks og grønlandske rejer på et stykke brød, lyder opskriften.
Lyt til artiklen

Det der med, at kærlighed ikke er had, er der slet ingen tvivl om, at morgendagens fødselar, fru Ida Davidsen, glad og gerne ville skrive under på. Men for så vidt angår første linje af Johan Herman Wessels berømte miniature 'Kierlighed og Smørrebrød' forholder det sig nok noget anderledes, om ikke stik modsat. For skulle nogen formaste sig til at påstå over for dansk smørrebrøds fremmeste og mest vedholdende fortaler, at smørrebrød ikke er mad, ville de blive mødt med en overbærende hovedrysten og et smil. Smørrebrødet blev livsanliggende Thi ifølge Ida Davidsen er smørrebrød ikke bare mad og smurte klemmer, man fortravlet hugger i sig til frokost; nej da, smørrebrød er vaskeægte dansk gastronomi og vort lille lands unikke bidrag til verdenskøkkenet. Franskmændene har deres terrine de foie gras, som nydes med ristet brød og diverse condiments. Javist. Men vi har 'dyrlægens natmad', som blev opfundet af dyrlægen Sigurd Keilgaard tilbage i 1920'erne: Når han om aftenen ved 22-tiden var færdig med at tilse de kongelige stalde samt dyrene i Cirkusbygningen, indfandt han sig hos Oskar Davidsen på Åboulevard, hvor han fik sig et stykke rugbrød med smør, leverpostej, krydderfedt, stærk sky og tynde skiver saltkød. LÆS OGSÅIda Davidsen – danmarksmester i smørrebrød Siden har Ida Davidsen tilladt sig at raffinere dette stykke med dild og rødløg oven på den sprængte okselårtunge: »Men han ville vende sig i sin grav, hvis han fik det serveret«, fortæller Ida Davidsen leende i telefonen. »Jeg synes bare, det var så synd, at al pynten lå nedenunder«, siger hun. Som antydet er smørrebrød et livsanliggende for Ida Davidsen. Og det er der ikke noget at sige til. For hendes oldefar grundlagde den første Davidsenrestaurant helt tilbage i 1888, og siden har familien beskæftiget sig med rugbrød og pålæg i diverse mere eller mindre opulente variationer siden. Smørrebrødssedlen er optaget i Guinness Book of Records som den længste, og i dag tæller den op mod 350 forskellige stykker, herunder en Bendt Bendtsen. Serverede for Frank Sinatra Som ganske overraskende ikke er et stykke tørt industrisigtebrød med plantemargarine og intet andet, men rugbrød belagt med roastbeef, kartoffelskiver, pickles og spejlæg. Og at serveringerne nu også forefindes i østligt tonede variationer med wakametang og wasabicreme skyldes Ida Davidsens åbenhed over for det moderne kongehus' gastronomiske tilbøjeligheder. Fru Ida kom til verden på Frederiksberg, hvor hun også fik sin skoleuddannelse på Frk. Kruses Skole. Herefter kom hun i lære som smørrebrødsjomfru på Hotel d'Angleterre og hos sin fader på Åboulevard. LÆS OGSÅLouis Vuitton hylder Ida Davidsen Men så gik turen ellers til det store udland, hvor Ida Davidsen i 1950'erne åbnede en smørrebrødsrestaurant i Hollywood og smurte lækre stykker til blandt andre Frank Sinatra og Errol Flynn og Danny Kaye. Sidstnævnte forblev i øvrigt en nær ven indtil dennes død i 1987. Efter eventyret på Sunset Boulevard fik Ida Davidsen ansættelse som konsulent i British European Airways. Hun skulle selvfølgelig lære briternes cateringfolk at fremtrylle førsteklasses dansk smørrebrød til passagererne. Jobbet indebar selvfølgelig en del rejseaktivitet, herunder til Mellemøsten og Cypern. Og under et ophold i Cypern i begyndelsen af 1950'erne fik Ida Davidsen serveret kebab - det, vi dag kalder shawarma - og blev så begejstret for denne spise, at hun besluttede sig for at introducere den for danskerne i restauranten på Åboulevard. Introducerede kebab til byen I første ombæring viste det sig vanskeligt, fordi sundhedsmyndighederne forlangte, at der skulle etableres badeværelse og alskens andet i forbindelse med den roterende grill til spiddet med lammekød. Men ved pressens mellemkomst lod det sig gøre, og en tid lang var kebab - længe inden Shawarma House på Strøget og Sheikh Kebab på Nørrebrogade - på kortet hos familien Davidsen. »Det smager jo vidunderligt med lammekød i den lækre marinade«, som Ida Davidsen siger med alle tegn på behagelig erindring i smagsløgene. LÆS OGSÅHer er danskernes favorit-smørrebrød Fra midten af 1960'erne og frem til 1974 arbejdede Ida Davidsen hos sine forældre i deres restaurant Søpavillonen for enden af Peblinge Sø, inden hun etablerede sit eget etablissement i St. Kongensgade. Og her huserer hun endnu, selv om sønnen Oskar i dag har overtaget driften. En 'svensk' delikatesse Forrige år havdehun besøg af den svenske tv-kok Niklas Ekstedt, og han fik anskuelsesundervisning i, hvorfor det er aldeles ufortjent, at smørrebrød ude i den store engelsksprogede verden kaldes for Swedish smörgasbord. Men Ida Davidsen overvejede ikke desto mindre at tage hans frembringelse med sild og kartofler på menuen. Og mon ikke den runde dag fejres i selskab med familien, herunder datteren Mia, som hun har skrevet bogen 'Om smørrebrød jeg ved ...' sammen med. Og mon ikke også, at der kommer smørrebrød på bordet. I så fald ville det være passende med en 'Super Ida', som er et stykke med hvidvinskogte kartofler, kaviarmayonnaise, røget laks og grønlandske rejer; elegant og delikat som sin ophavskvinde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her