Kære læser,
Tirsdag i denne uge vågnede vi til en surprise-bogudgivelse fra en kendt influencer og tidligere litteraturanmelder.
’I egen barm’ hedder den, er skrevet af Katherine Diez, og den er gået direkte ind som nummer 1 på bestsellerlisten.
Som de fleste vil vide, røg Katherine Diez ud i en shitstorm tidligere på året, da det kom frem, at hun havde benyttet sig af plagiat i flere af sine tekster i Berlingske og i opslag på sociale medier.
Siden har der været stille omkring hende. Indtil denne uge.
Plagiatskandalen fylder relativt lidt i bogen.
Forholdet til ekskæresten Adam Price fylder relativt meget.
Så meget, at medierne af presseetiske hensyn har måttet holde tungen lige i munden, når de har refereret detaljer fra bogen.
Katherine Diez har blot givet to interview i forbindelse med udgivelsen. Et af dem var til Politikens Emilie Stein, og det kan du læse her:
Stort interview: »Det har været alt eller intet for mig«
’I egen barm’ har ikke ligefrem fået strålende anmeldelser, men hvis du spørger Politikens anmelder Eva Eistrup, om du bør læse den alligevel, er svaret ’ja’.
Læs her hvorfor:
Katherine Diez fortæller om angst, depression, spiseforstyrrelser og kokainmisbrug. Og hun fortæller om det, der for hende var det værste af det hele: den afgrundsdybe hjertesorg, som kæresten, nationalklenodiet Adam Price, kastede hende ud i
Katherine Diez: ’I egen barm’ (Selvbiografi)
❤ ❤ ❤
»’I egen barm’ er mange steder en gribende bog og et heftigt indblik i et menneske i akut både indre sjælelig og ydre social krise (...) Hun tegner et medlidenhedsvækkende portræt af, hvor stor indre skade og tomhed jagten på overflade, sexappel, penge og anerkendelse har bragt hende, hvorefter hun fra cirka midt i bogen kaster sig ud i det, man bedst kan beskrive som en slags kampagne for skønhedskirurgi (...) Det, Katherine Diez lægger for dagen i ’I egen barm’, er en anything goes-feminisme, der er vokset ud af en komplet grænseløs og grundforvirret politisk positioneringskultur på internettet, hvor vores udsagn er personlige helligdomme, og hvor selve det at udfolde sig som et kvindeligt menneske – uanset hvordan – per definition er feministisk«.
»Læs ’I egen barm’. Den er i al sin grænseoverskridende, rodede og modsætningsfyldte form interessant – ikke som veldisponeret erindringsværk i egen ret, men fordi den måske kan få et autentisk feministisk efterspil. Iscenesættelsen af Diez som en art neofeministisk martyr for opmærksomhedsøkonomiens tidsalder er svær at se på. Den er et udtryk for, at vi vægrer os ved at turde definere vores feminismes indhold af frygt for at komme til at kritisere en anden kvinde. Vi behøver ikke drikke den Kool-Aid, at reklame for plastikkirurgi er god feminisme. Hvis vi går langt nok ned ad den vej, ender vi i en søstersolidarisk dødskult«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) - Læs anmeldelsen her
Er hippierne i Francis Upritchards udstilling en uddød race på linje med dinosaurerne? Svaret svæver i vinden
Francis Upritchard: ’Any Noise Annoys An Oyster’, Kunsthal Charlottenborg (Kunst)
❤ ❤ ❤
»Hvem er denne ejendommeligt skabende og idiosynkratisk formgivende Francis Upritchard, som undertegnede aldrig har hørt om? Hun er født i 1976, fra New Zealand og bor vist i London. Det er cirka det, jeg ved efter at have set udstillingen. Men hvad er kunstnerens relation til den brasilianske naturgummi, som hun skaber sine mest spektakulære skulpturer af? Hvad er hendes relation til hinduisme, siden hun formgiver sin egen blå version af en shiva-figur eller noget i den stil?«.
»Og hvad med den gamle mand, der står og spiller pik midt i udstillingen? ’Untitled (Wanker)’ hedder figuren. Hvem er han? Er han koden til udstillingen? For ja, det er sådan udstillingen føles. Som en skulpturmasturbatorisk øvelse. Måske af den mere akrobatiske slags. Elegant endda. Smukt spillet. Men også med masturbationens interne logik, der aldrig rigtigt virker inviterende og i værste fald frastødende«.
(Anmeldt af Mathias Kryger) - Læs anmeldelsen her
Filip prøver at få sin far til at se det fantastiske i sit forslag, mens den gamle finder på tusind mulige grunde til ikke at forlade lænestolen
’Den sidste rejse’, instr.: Filip Hammar, dokumentar (Biografpremiere)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»400.000 har set den mest populære svenske dokumentarfilm nogensinde. Så hvad er det lige, der foregår?! (...) Engang var Lasse en hamrende populær fransklærer i den midtsvenske provinsby Köping. Hvert år proppede han familien ind i den lille Renault og satte kursen mod Beaulieu-sur-Mer på den franske riviera. Som pensionist var det tanken, at Lasse skulle nyde den tredje alder, men i stedet har han langsomt mistet livsgnisten«.
»80 år gammel sidder han fastgroet i sin lænestol med udslukte øjne og en moustache, der har tabt al kækhed (...) Og hans voksne søn Filip kan slet, slet ikke holde ud at se sin gamle far svinde ind til en skygge af sig selv (...) Når filmen er endt som så populær en folkekomedie, handler det ikke mindst om identifikation med Filip. Som søn har han forbløffende lidt i klemme. Befriende nok er der ikke et traume eller en voksenble i sigte«.
(Anmeldt af Kim Skotte) - Læs anmeldelsen her
Peter Nádas runder snart de 82 år, og hans ’Gyserhistorier’ bliver vel afslutningen på den gigantiske trilogi, han påbegyndte med ’Parallelle historier’ (2005) og videreførte med ’Lysende Fragmenter’ (2017)
Péter Nádas: ’Gyserhistorier’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Den stadigt mere overbevisende nobelpriskandidat, ungarske Péter Nádas, giver os i sin seneste og nok sidste moppedreng af en roman med rod i Ungarns fortvivlede historie et kik ind i et samfund uden samvær, uden samvittighed, uden sigte. Bogen kalder Nádas ’Gyserhistorier’ (...) Allerede på bogens allerførste side kimer spoileralarmen. Nádas lader os med ganske få linjer begribe, hvad han har gjort til denne romans tema: et afblomstret sprog, et undertrykt land uden stemmer (i dobbelt forstand), uden samtale, uden forestillingskraft«.
»I ’Gyserhistorier’ består man optagelsesprøven, hvis man trænger igennem den jungle, der damper på bogens første hundrede sider. Vi må bane os vej gennem et sprogligt tornekrat med machete. Nádas udmaler egnens indestængte liderlighed, den utrættelige brug af køns- og fordøjelsesorganer, af uønskede graviditeter og vederlagsfri prostitution. Menstruationsblodet flyder. Alt godt her i livet kan overgå dig, bare du sænker dine forventninger, lyder et kendt ord«.
(Anmeldt af Peter Wivel) - Læs anmeldelsen her
Det er de store eksistensspørgsmål, der kastes op i luften i Strindbergs ’Et drømmespil’, men Det Kongelige Teaters stærke hold er gode til at gribe dem
’Et drømmespil’, tekst: August Strindberg, iscenesættelse: Anna Balslev, Skuespilhuset (Scene)
❤ ❤ ❤ ❤
»Håbefuld og undrende trasker Agnes rundt som en spørgelysten skolepige – i Asta Kamma Augusts oprigtige, indtrængende skikkelse. Hun vil forstå, hvad det vil sige at være menneske. Først i glad forventning om, at al deres jammer og uforløsthed nok skal forvandle sig. Siden mere og mere tynget, efterhånden som hun selv synker ned i det. Men for hver gang hun gentager sit kendte mantra, »Det er synd for menneskene«, bliver det mere klart, at livet er tungt, fordi mennesker har det med at knalde ind i overvejende selvskabte forhindringer – fastlåst i en ubevidst gentagelsestvang«.
»Forestillingen giver et forfriskende nyt svar på selve kernespørgmålet: Er menneskelivet lig med lidelse? Galgenhumoren virker som en stødpude, så lidelsen skrumper ind til, at livet er et surt show. Det er til at bære. Drømmespillet skrumper i sin poetiske spændvidde og smerte, men får ny vitalitet i kraft af menneskenes robusthed. Nok kan de klynge sig til, at livet er tungt, men samtidig fungerer de som livskraftige tumlingekroppe, der bliver ved med at rejse sig igen. Det er faktisk ikke så synd for menneskene«.
(Anmeldt af Monna Dithmer) - Læs anmeldelsen her
Joanne (Kristen Bell) på hovsa-date i en sexshop med rabbineren Noah (Adam Brody) – på jagt efter en vibrator kaldet 'The Obliterator', som hun skal bruge til sin sex-podcast.
’Nobody Wants This’, af Erin Foster, Netflix (Romantisk komedieserie)
❤ ❤ ❤ ❤
»Joanne (Kristen Bell) er en bramfri moderne kvinde, der har en sexpodcast med sin sarkastiske søster (Justine Lupe, kendt som Willa fra ’Succession’). Det er en slags kærlighed ved første blik, da hun møder rabbineren Noah (Adam Brody), der netop har forladt sin smukke jødiske forlovede, som alle i hans familie og netværk elsker. Modsætninger mødes. Skøre spontandates i sexshops opstår, og snart bliver Noahs fascinerede rummelighed over for Joannes sexpositive sprudlen og ikkejødiske herkomst sat på prøve«.
»Hvis man holder sig for sit kritisk-politiske øje, fungerer ’Nobody Wants This’ upåklageligt som en troværdig, mavekildrende og sine steder dybt rørende kærlighedshistorie om at leve autentisk og blive accepteret for alt det meget, man er. »I really enjoy you as a human being« er årets sødeste replik. Tager man hånden væk, er det svært at sidde seriens glatte omgang med religiøs dogmatik og kønsroller overhørig. I denne serie er kvinderne (særligt de jødiske) kontrollerende og dominerende hetærer, mens mændene er som børn«.
(Anmeldt af Eva Eistrup) - Læs anmeldelsen her
Louise McClelland og Laura Hele Hansen, en lys og en mørk sopran, er hovedrollerne i DR's miniserie om to unge operasangere, 'Den næste diva'
’Den næste diva’, instr.: Ida Maria Roxy, DR (Tv-serie)
❤ ❤ ❤ ❤
»Den næste diva’ lyder som et realityshow. Men er det ikke. De to kvinder, ’Den næste diva’ handler om – de to unge operasangere Louise McClelland og Laura Helene Hansen – er sidst af alt divaer; ordet skal bare sælge billetter til husarer (...) DR’s miniserie af i alt godt halvanden times varighed følger McClelland og Hansen i en sæson, hvor de er allermest sårbare, hvor de har meget på spil. Da Laura og Louise sagde ja til at medvirke, må de have tænkt, at den sæson, som serien dækker, er den sæson, hvor de popper«.
»Louise og Laura er henholdsvis den pæne 12-tals pige, hvis solide middelklasseforældre begge spiller i symfoniorkestre, og den uartige pige, tidligere stofmisbruger, som dumpede ind på konservatoriet uden at kunne noder, og hvis forældre ikke gider at gå til hendes eksamenskoncerter. Man fornemmer, at forskellene mellem dem er hårdt trukket op, og sandheden om især Louise viser sig at være knap så enkel (...) Det er barske sager, og der er skruet helt op for empatien, uden at det udarter i føleri og sentimentalitet. Mød nogle rigtige mennesker, mød Laura og Louise«.
(Anmeldt af Michael Bo) - Læs anmeldelsen her
Sort Samvittighed har skabt et dadaistisk sketchshow, der i høj grad går efter den særlige kombination af grin og følelser, og Jeanett Albeck skriver og synger flotte ømme sange
Sort Samvittighed #4, instr.: Elisa Kragerup, Betty Nansen (Scene)
❤ ❤ ❤
»Sort Samvittighed er rockstjerner i dansk teater, og der bliver hujet vildt, da kollektivet træder ind og giver deres første nummer på trompet og harmonika (...) De seks personer på scenen går rundt inde i et hus og undrer sig over, hvad det er, de ser. De afprøver forskellige normer, der også strømmer igennem deres kroppe. Alt er noget, man kan tage af og på. Gå ind i og ud af, det er stærkt fysisk og taktilt teater.«.
»Efter store prisvindende publikumssucceser med først ’Hvid magi’ fra 2011 og derefter ’Tove! Tove! Tove’ fra 2015 ser det ud til, at kollektivet har villet give sig selv et udefinerbart benspænd, slippe tøjlerne lidt og invitere publikum med ind i det ukendte (...) Sort Samvittighed har ikke tabt pusten, men trækker sådan set vejret stille og roligt – er ikke bange for at sætte en fod forkert. Men er helt i kontrol. Niveauet er højt, og man får sig et godt boost til sanserne, men fjerde forsøg bliver både for løst i koderne og lidt for sikkert, en skridsikker vaklen, en famlende magtdemonstration. Stjerner på hjemmebane, herrer i eget hus«.
(Anmeldt af Alexander Vesterlund) - Læs anmeldelsen her
Der er udsigt ud over både Øresund og Strandvejen fra den nyeste danske bouillonrestaurant, La Table på Skovriderkroen
La Table, Charlottenlund (Restaurant)
❤ ❤
»Nyeste danske discountbistro, La Table, ligger på Skovriderkroen nord for Hellerup med udsigt over Øresund, badeklub og Strandvejen, og i forhold til antal besøgende denne søndag til frokost ligner den allerede en succes (...) Menukortet på La Table er nærmest identisk med både Bouillons (Cofoco) og Le Petit Rouge (Sovino), det er DM i lavpris, og umiddelbart ser det ud til, at La Table er en anelse dyrere end de to andre, men vi taler 5’ere, 10’ere og 20 kr«.
»Jeg har tidligere anmeldt Bouillon, og selv om priser og koncept er nogenlunde de samme som på La Table, havde jeg der trods alt en anden fornemmelse af tilsmagning, service, effektivitet og generel velsmurthed, end jeg havde denne frokost på La Table, hvor meget sejlede (...) La Table er som en bistroficeret, frankofil McDonald’s. Eller, måske mere præcist, en Ikea-menu i franske gevandter. På La Table får du, hvad du betaler for. Alligevel tog jeg mig i at tænke, at de 932 kr., denne søndagsfrokost havde kostet, føltes som mange penge. Og sådan går det til, at de billigste restauranter ofte føles som de dyreste«.
(Anmeldt af Lærke Kløvedal) - Læs anmeldelsen her
Katy Perry er tilbage i højeste popstjernegear. Det siger hun i hvert fald selv i interviews. Problemet er bare, at hendes nye album, ’143’, lader en del tilbage at ønske.
Ugens mest læste anmeldelse:
Katy Perry: ’143’ (Album)
❤
» Velkommen til 33 minutter, du aldrig får igen. Hvordan kunne det gå så galt? (...) Katy Perry ligner mere og mere en popstjerne, der lever i sin egen boble. De seneste seks år har hun – ud over sit show i Las Vegas – overvejende fungeret som dommer i talentshowet ’American Idol’. For nylig holdt hun ferie på Sardinien med sin skuespillermand Orlando Bloom og Jeff Bezos på en båd til 485 millioner dollars. Hvis man som menneske mister jordforbindelsen, forstår jeg det godt. Men det er stadig ikke en undskyldning for at lave et Katy Perry-album, der er så fesent«.
»Det gik galt allerede med lanceringen af førstesinglen ’Woman’s World’. En kitschet hyldest til kvinder lavet i samarbejde med den kontroversielle, tidligere voldtægtsanklagede producer Dr. Luke. I hvilket parallelunivers var det nogensinde en god idé? Resultatet er et rædselskabinet af girlboss-feminisme med et gumpetungt elektrobeat, der vil hædre kvinder, men i stedet får os til at lyde sindssygt irriterende med linjer som »She’s a winner! Champion! Superhuman! Number one!«. Is på, søster. Den sang er så trægt produceret og tumpet i sin essens, at man tror, det er løgn«.
(Anmeldt af Pernille Jensen) - Læs anmeldelsen her
Tro det eller lad være, du er nu ankommet til brevets bund.
Der er dog endnu flere pletskud fra vores kritikere under brevets knæk.
Tak fordi du læser med. Hav en skøn weekend.
Mange hilsner
Tommy