Kære læser,
Min kollega David Dyrholm har sat sig for at finde Københavns bedste vegetarburger.
Derfor har han smagt sig igennem intet mindre end 13 forskellige grønne burgere - og kvitteret med alt fra et til seks hjerter.
Nedenfor finder du beskrivelsen af testens vinder: Square Burger på Christiania.
Og på linket her kan du finde alle Davids 13 burgeranmeldelser i deres fulde længde.
Velbekomme og velkommen til ’6 hjerter’.
Square Burger. Sydområdet 4H, 1440 Kbh K. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
David Dyrholm er ikke i tvivl: Square Burger på Christiania laver byens bedste veggie-burger!
»Square Burger har opgraderet fra madvogn til decideret restaurant, og på den omfattende burgermenu findes nu hele syv forskellige veganske varianter. Jeg gik efter den klassiske cheeseburger, og det kan jeg også anbefale alle andre at gøre. Den var fænomenalt god«.
»Salaten var pivfrisk, de syltede rødløg skarpe i smagen, bollen svampet, ’bøffen’ saftig. Og den brune skorpe duftede indbydende af stegt kød – hvilket måske vil afskrække visse veganere, så det må man lige tage med i sine overvejelser inden et besøg«.
Anmeldt af David Dyrholm.
Læs anmeldelsen - og 12 andre anmeldelser af veggie-burgere - her.
’Frankenstein’. Instruktør: Guillermo del Toro. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Victor Frankenstein i gang med sit epokegørende håndværk. Frankenstein spilles af Oscar Isaac.
»Frankensteins monster er frygten for den fremtid, vi skaber. Alt det, vi mennesker opfinder og manipulerer uden megen sans for de muligvis fatale konsekvenser. I Guillermo del Toros filmiske grundfortælling er monsteret det menneskelige, mens mennesket kun alt for let forfalder til at blive et monster. Det monstrøse handler ikke om det fysisk aparte, men om hjertets hårdhed, gustne overlæg og, som i ’Pans labyrint’, politisk perversion«.
»’Frankenstein’ er alt det, jeg kunne have drømt om af mødet mellem Guillermo del Toro og Mary Shelley. En mørkt fortryllet Skønheden & Udyret-fortolkning af Frankensteins brud. Monstrøs i sin H.P. Lovecraft-inspirerede fortolkning af Frankensteins teknologiske uhyrligheder. Muntert makaber i sin fremstilling af det klamme slagtehus dirigeret af den sejrende kødsnedker Victor Frankensteins røde højre hånd«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Efterår i Bourgogne’. Instruktør: François Ozon. Film
❤ ❤ ❤ ❤
Hélène Vincent spiller hovedrollen Michelle i 'Efterår i Bourgogne'.
»Den ældre kvinde Michelle (Hélène Vincent) nyder sit livs efterår i en lille landsby, hvor hun fordriver tiden med at ordne hus og have og gå ture i skoven og samle svampe med sin gamle veninde Marie-Claude (Josiane Balasko). Idyllisk, ikke? Men hvorfor er Michelles datter Valérie så ondskabsfuld over for sin mor, da hun kommer på ferievisit? Og hvad var der egentlig i den svampestuvning, som Michelle serverer og gør datteren syg?«.
»François Ozon laver stadig stort set en film om året, og det er ufatteligt, at han kan blive ved med at holde så højt et niveau, som han gør. Det er ikke alle hans film, der giver lige store renteafkast på erindringsbankbogen, men der er altid noget på spil i hans film. Ofte lidt mere, end man lige kan gennemskue ved første øjekast. Sådan er det også med ’Efterår i Bourgogne’«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
’Kejseren af Portugalien’. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Teaterforestilling
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Maria Rossing er magnetisk i hver eneste rolle i Elisa Kragerups iscenesættelse af Selma Lagerlöfs 'Kejseren af Portugalien'.
»For 12 år siden sad Maria Rossing og hulkede snot i en park. Hun var lige blevet færdig med den svenske nobelprisvinder Selma Lagerlöfs ’Kejseren af Portugalien’. En hjerteskærende romanperle om den fattige daglejer Jan, der mister grebet om virkeligheden, da hans elskede datter Klara Gulla rejser til Stockholm – og ikke vender hjem. Nu spiller Maria Rossing både far, datter og resten af landsbyboerne i Östra Ämterviks sogn på Betty Nansen. Det er intet mindre end en alkymistisk magtdemonstration«.
»Man mærker tydeligt, at forestillingen er et hjertebarn mellem instruktør Elisa Kragerup og Maria Rossing, to nørders kærlighedserklæring til deres »yndlings(græde)bog«, som teatret skriver i et nyhedsbrev. Det er næsten lidt for andægtigt og perfekt. Den 111 år gamle roman lyser dog lige så intenst og krystalklart af besværlig kærlighed som en Medina-sang, hvilket måske er den største kompliment, jeg kan give«.
Anmeldt af Victor Skov Jeppesen.
Café Tingvej 12. Tingvej 12. Café
❤ ❤ ❤ ❤
Morgenmadstallerkenen på Tingvej 12 er et velanrettet scoop.
»Morgenmadstallerkenen (120 kr.) føles som et lille scoop: ristet rugbrød, ravost, smør, bærkompot, grape i skiver og valget mellem en lille ymer eller grød, plus enten en sød eller salt toast. Vi gik med grøden, en lille luksusudgave af overnight oats med hirseflager, bærkompot, kokosflager og mandler. Rugbrødet er fint. Ikke noget særligt, men mættende. Og til prisen? Fair nok«.
»Alt hos Tingvej 12 virker intentionelt – fra tavlen med personalets bogtips til den måde maden bliver anrettet på. Ikke for at imponere, men fordi nogen har gjort sig umage. Fire hjerter for et sted, der beviser, at man ikke behøver gøre stort væsen af sig for at gøre indtryk«.
Anmeldt af Nasra Jama.
’Track 1’. Novo Quartet. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Medlemmerne af Novo Quartet er violinisterne Kaya Kato Møller og Nikolai Vasili Nedergaard, bratschisten Daniel Śledziński og cellisten Signe Ebstrup Bitsch.
»Danmark har en ny klassisk strygekvartet på internationalt niveau. Novo Quartet er det nye markante skud på den yderst frodige kvartetstamme, der i nyere tid har givet os Den Danske Strygekvartet, Nightingale String Quartet og en række andre kvartetter og kammerensembler udsprunget fra Musikkonservatoriet i København«.
»Det er oplagt for en ny dansk kvartet at præsentere sig med dansk musik, så selvfølgelig spiller Novo Nielsen. Hans 1. strygekvartet er smukt afbalanceret i hele fremstillingen. Carl Nielsen, der selv spillede sådan o.k. violin og vidste, hvor svært det er at spille strygekvartet, ville have kysset musikerne på begge kinder af begejstring«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Gabbys dukkehus’. Instruktører: Traci Paige Johnson og Jennifer Twomey. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Gabby med sit elskede dukkehus. Gabby spilles af den nu 17-årige Laila Lockhart Kraner.
»’Gabbys dukkehus’ sættes i gang, da Gabbys elskede dukkehus ruller væk, og hun spurter gennem byen Cat Francisco til Bruno Mars’ vanedannende ørehænger ’APT’. Dukkehuset bliver kidnappet af en chik kattedame ved navn Vera, der elsker fancy katteskulpturer. Gabby må tappert drage ud for at få sit dukkehus og sine fantasivenner tilbage«.
»Filmens medrivende styrke ligger i at lade dukkehuset eksplodere og syre ud i alle hjørner, både konkret og symbolsk. En halvskæv skovalf står i øvrigt for nogle af filmens sjoveste replikker. Gabby bliver i filmen en moderne ’Alice i Eventyrland’, men hvor Alice falder ned i sin fantasi, træder Gabby ind i den med vilje«.
Anmeldt af Lucia Odoom.
’Den frosne kvinde’. Annie Ernaux. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den selvbiografiske roman ’Den frosne kvinde’ fra 1981 er Annie Ernaux' tredje og en af hendes mest populære bøger i Frankrig, hvor den har klassikerstatus.
»Nogle vil hævde, at tiden i dag er en anden end den, Annie Ernaux skildrer i ’Den frosne kvinde’ (1981). I romanen møder vi en ung pige fra Normandiet, hvis liv til forveksling ligner Ernaux’. Forældrene slider i en købmandsbutik, så datteren kan studere, læse Camus, skrive speciale om surrealisterne, kort sagt drive det vidt. Og i hvert fald ikke haste ind i ægteskabet, få børn og holde hus for en mand, der engang var hendes studiekammerat. Alligevel er det selvfølgelig det sidste, der sker«.
»Allerede i sin tredje roman gør Ernaux altså det, der siden blev et af hendes vigtigste kendetegn: fortæller sin egen historie for i samme åndedrag at give stemme til en hel generation. Derfor er det heller ikke helt forkert at læse ’Den frosne kvinde’ som et tidsbillede af et Frankrig, der netop havde skænket sine døtre pulversuppen og ovnen ’Laura’, som med hele to grillfunktioner skulle gøre husmortilværelsen både lettere og lykkeligere«.
Anmeldt af Benedicte Gui de Thurah Huang.
I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All the Same. Selina Gin. Album
❤ ❤ ❤ ❤
Selina Gin er tidligere medlem af rocktrioen Nelson Can.
»’I Memorize Your Face, ’Cause It Changes All The Time’ er et popalbum, der stilistisk peger i mange retninger. Det starter med den sprøde ambient techno-intros gliden over i ’Oh My Heart’s utraditionelle countryballade. En sang til hjertet, der sammen med det andet hjerte må stå distancen i musikkens favntag. En vinken farvel til ungdommens rastløse søgen, der tematisk indrammer albummet med det afsluttende titelnummers kærlighedserklæring til det lille barn, der har ændret alt«.
»Vokalt spænder Selina Gin fra det spindelvævstynde lys til et mørkere, mere pågående tonefald på et livligt vekslende album, der også virker lidt prøvende i sin afsøgning af nye former for fodfæste. Nok mere overgangsplade end værk bekræfter den med popsange i en bred vifte af tonefald Selina Gin som en af sin generations mest egensindige sangere«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Ugens mest læste anmeldelse
’If Russia Wins. A Scenario’. Carlo Masala. Roman.
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Carlo Masala er professor i international politik ved Bundeswehr-universitetet i München.
»Nato dør 28. marts 2028. Ikke med et brag, men med et klynk og en sørgelig pressekonference. Det er tesen i Carlo Masalas lille roman ’If Russia Wins’. Masala er professor i international politik i München og har tidligere arbejdet i Nato. Hans bog, der er læst på et par timer, skabte sensation i Tyskland, da den udkom tidligere på året, og er et lille mesterværk. En enkel idé, som er mesterligt udført og skrevet med sikker og vidende pen«.
»Det, Masala forsøger at give et bud på, er, hvad der meget let kunne ske, hvis Ukraine taber krigen. Ikke taber på den måde, at landet ophører med at eksistere, men hvis Rusland får lov at beholde de territorier, som det har erobret som led i en fredsaftale«.
Anmeldt af Marcus Rubin.
Tak for nu og god weekend!
Mange hilsener,
Marie