Kære læser,
Måske er det foråret i luften?
Fuglene, der synger.
Og solen, der har forlænget sin besøgstid.
I hvert fald kan jeg for første gang i min tid som nyhedsbrevskribent præsentere dig for et brev, som udelukkende består af fem- og sekshjertede anmeldelser.
Velkommen til!
Madeleine. Vestergade 5, Odense C. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Yves Le Lay har slået sit navn fast bl.a. som souschef på Søllerød Kro og ejer og køkkenchef på Nærvær og à Terre i København.
»Jeg sad alene, og det var jeg glad for. Menuen overskred samtale og vakte minder og følelser alene gennem sanserne. Og mad er jo dybest set bare sanseindtryk, der skaber mening på et andet plan end det idémæssige og udvikler vores følsomhed over for verden. Alt andet er ligegyldigt«.
»Alle snacks var grundsmag med fornyelse, genkendelse og ny erfaring. Proust ville skrive et ottende bind, hvis han spiste med. Så kunne han også smage sin madeleinekage i salt udgave lavet på lagret ost og grillet marv og placeret på en creme af karamelliserede løg. Det var en ekstremt tilfredsstillende bid«.
Anmeldt af Joakim Grundahl.
’The Bride!’. Instruktør: Maggie Gyllenhaal. Film
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jessie Buckley er elektrisk som den rapkæftede Ida, der både bliver besat af Mary Shelleys spøgelse og genoplivet fra de døde, så hun kan blive Frankensteins monsters brud. © 2026 WBEI
»Dette er Gyllenhaals modsvar og feministiske omskrivning af James Whales film, hvor titelkarakteren har lige præcis nul replikker og kun optræder i filmens sidste fem minutter. To skrig og et hvæs bliver det til for den smukke brud, der er skabt for at lindre Frankensteins monsters ensomhed. Sådan er det ikke i ’The Bride!’, for her taler den højrøstede hovedperson Ida, der også er et kvindelig, der er blevet genoplivet på opfordring fra Frankensteins monster, ikke bare med én tunge, men har flere stemmer. Sin egen og Mary Shelleys«.
»Nogle vil sikkert hurtigt blive mætte af dette postmoderne sammenskudsgilde af en feministisk festmiddag, men jeg er vild med, hvor meget food for thought man skal tygge sig igennem i ’The Bride!’«.
Anmeldt af Nanna Frank Rasmussen.
Kani Bakery. Vesterbrogade 196, Frederiksberg. Cafe
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Forventningerne var tårnhøje fra start, og det er jo altid en risikabel øvelse. Men her holder det«, skriver Nasra Jama efter sit besøg på Kani Bakery.
»Der er både noget for den klassiske kaffedrikker og for dem, der gerne vil overraskes. Cappuccinoen på bønner fra April (47 kr.) er rund og afbalanceret. Kani Special, en kardemomme-islatte (59 kr.), lyder næsten som for meget af det gode, men viser sig at være ret genial«.
»Et sødt stykke bagværk med æble, havtorn og sumakcreme (65 kr.) er flot og generøs med fin balance mellem sødme og syre. Sumakken giver en smuk farve, men smager ikke så tydeligt igennem. Og så er der græskarkage med blommemarmelade, græskarkernepraliné og five spice buttercream (50 kr.), saftig, krydret og løftet af syre. En showstopper«.
Anmeldt af Nasra Jama.
’Nothing’s About To Happen To Me’. Mitski. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Mitsuki Laycock er blevet til Mitski Miyawaki, men de fleste kender slet og ret den japansk fødte newyorker som popstjernen Mitski. En af de helt særlige af slagsen.
»Mitski har flirtet med at trække sig, men lysten til at udtrykke sig har atter overmandet ubehaget ved eksponeringen. Heldigvis, for Mitskis ottende album ’Nothing’s About To Happen To Me’ er helt på højde med forgængerne ’Laurel Hell’ og ’The Land Is Inhospitable And So Are We’«.
»Mest imponerende er den fuckfinger til enhver klassisk forestilling om musikalsk helstøbthed, som Mitski og hendes producer og guitarist Patrick Hyland giver på albummet med den eksistentielt absurd meningsfulde titel ’Nothing’s About To Happen To Me’. ’In a Lake’ er stort orkestreret pop, ’Where’s My Phone’ rocker mere rødglødende end Snail Mail, ’Cats’ er sart countrypop, ’If I Leave’ pop med stor hitlisteappetit«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Bird Downtown. Palægade 8, Kbh. K. Bar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Bird er efterhånden lidt af en institution på Gl. Kongevej. I sommer slog baren dørene op til en aflægger i Palægade.
»Begynd helt klassisk med netop dry martinien, der fra kl. 16-18 kun koster 100 kr. Et happy hour-tilbud, der slår fra sig. Serveret iskold, perfekt fortyndet og pga. temperaturen næsten tyktflydende i et højt, slankt glas med små perler af olie fra den pressede citronskal på overfladen. Flot håndværk!«.
»Her serveres kræs for kendere, men uden at stedet føles fremmedgørende for udefrakommende. Lidt af en bedrift. Nørderi, men med åbne arme. Der kan med fordel hyres en tjener mere til de travle happy hour-timer, men det ændrer ikke på, at Bird Downtown må på pensumlisten for både hi-fi-entusiaster og drinkshoveder i hele byen«.
Anmeldt af David Dyrholm.
’Songs’. Tekla Griebel Wandall. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Danmarks nye internationale sopran Louise McClelland Jacobsen er en af flere fremragende unge danske sangere på albummet med sange af Tekla Griebel-Wandall.
»De fleste af sangene på albummet er fra 1890’erne, og ud over at konstatere, at Wandall formår at give Nielsen konkurrence, er jeg især optaget af hendes livtag med det dramatiske stof i fortællingen om ’Den flyvende Hollænder’, som Wagner – og i øvrigt andre – har udødeliggjort som opera«.
»Alten Sophie Haagen har en fascinerende mørk og blød stemme, men i liedsang gør den teksten nærmest umulig at forstå. Men med sopranen Louise McClelland Jacobsen og den fremragende baryton Asmus Hanke Frederiksen, der deles om Hollænder-sangene, er albummet en showcase for nye danske stemmer, hvor også tenoren Kristoffer Appel imponerer«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
Hofteateret. Christiansborg Ridebane 16. Arkitektur
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Indgangen til Hofteatret ligger i Eigtveds søjlegange på Christiansborgs fløje, som er blandt det allerbedste i dansk arkitektur.
»Det begynder med skorering. Det hedder de fingertykke furer i sandstensvæggen. Jeg må lige lægge hånden på og mærke efter, da jeg træder ind i det nyrestaurerede og istandsatte hofteater på Christiansborg. Jeg ved ikke på det tidspunkt, at trappen er en helt ny installation, for jeg har sandt at sige aldrig sat mine ben på Hofteatret før«.
»En stor del af arkitekternes arbejde er usynligt, det ligger i at skjule tekniske installationer, f.eks. lade indblæsning og udluftning af ventilation foregå gennem rammer i væggen, der ser ud, som om de bare hører til, sørge for at der ikke står en skæmmende radiator under et vindue, eller at få de notoriske grønne ’UD’-flugtskilte lagt ind i smukke runde messinglamper. At få sikkerhed og ingeniørmaskineri til at blende ind med arkitektur og få det til at gå op i en højere enhed, er noget, der skiller fårene fra bukkene blandt arkitekter. Ikke mindst når det kommer til historiske bygninger«.
Anmeldt af Karsten R. S. Ifversen.
’Skandalesøstrene Mitford’. Manuskript: Sarah Williams. Dramaserie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I serien får man et indblik i den adelige familie Mitford og den politiske udvikling i midten af 1930’erne.
»I serien om den adelige familie Mitford og især dennes seks meget selvstændige og politisk forskelligt afmarcherede døtre får man et skrålys kastet på den politiske udvikling i midten af 1930’erne, fordi de unge kvinder delte sig efter radikale holdninger. Familien havde nogle ganske særlige holdninger til for eksempel uddannelse. Patriarken David Freeman-Mitford mente ikke, at skole var noget for hunkønvæsner og gav kun den ene søn, Tom, en egentlig skolegang og efterfølgende uddannelse som advokat. Pigerne blev undervist af en guvernante og sendt på udlandsophold for at lære sprog«.
»Man udstøder næsten et tavst ’wauw’ fra lænestolen, mens man drømmer om champagneglas med firkantet fod og en tid, hvor biler blev omtalt som motor cars. Skuespillet sidder for det meste lige i skabet. Lige fra Anna Chancellors adelige syvbørnsmoder over Bessie Carters kløgtige og diplomatisk sindede storesøster til Shannon Watson som den fascistisk vakte mellemsøster Unity, der gør tyske legemsøvelser på plænen foran familiens gods«.
Anmeldt af Henrik Palle.
’Departure(s)’. Julian Barnes. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den britiske forfatter Julian Barnes (f. 1946) henvender sig direkte til sin læser i den roman, han mener vil blive den sidste.
»Julian Barnes har den sjældne evne, især i den sidste del af sit forfatterskab, at kunne skrive, som om det slet ikke er en roman, han er i gang med, bare en god samtale. Som først i tilbageblik viser sig at være netop det: en fuldendt roman«.
»’Departure(s)’, altså afgang(e), begynder nærmest som en udredning til en leksikonartikel om det upålidelige fænomen erindring. Begyndelsen er Marcel Prousts Madeleinekage, selvfølgelig. Al erindringskunsts moder, på sporet af den tabte tid, der begyndte med en bisquit dyppet i te. Men Barnes tager et andet afsæt. En mand, der kan huske hver sandwich, han har spist, og hver en prut, han har slået. Stakkels mand«.
Anmeldt af Thomas Bredsdorff.
Ugens mest læste anmeldelse
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Thomas Helmig. Amager Bio. Koncert
Thomas Helmig spillede en sjælden intimkoncert i Amager Bio. 13. og 14. marts spiller han med stort arenashow i Royal Arena.
»Oppe på scenen skete der noget i Thomas Helmigs ansigt. Og så forstod vi hvorfor. For så sang han ’Sortedam’. Titelnummeret fra det album, han udgav i 2024. En lille, blafrende flamme af en plade om tabet af Hugo, et vidnesbyrd fra sorgens første parket. Sange, jeg for længst havde affundet mig med, at jeg aldrig skulle høre Thomas Helmig synge live. Fordi de er så voldsomme. Smukke, stille og ubærlige, som de er«.
»I Amager Bio fik sårbarheden lov til at stå og dirre i rummet på en måde, der føltes mere radikal. Og ja, det blev – heldigvis – en komplet overdådig popkoncert igen bagefter med masser af fredagsslik for voksne. ’Malaga’, ’Midnat i Europa’, ’Stupid Man’ og alle de andre, hvilket nærmest er en endnu vildere bedrift. Tænk at turde rumme så meget mørke under en så lystig aften«.
Anmeldt af Pernille Jensen.