Kære læser,
Det er fredag.
DMI har lovet, at pinsesolen vil »danse i klart vejr« de næste dage.
Og her kommer anmeldernes bedste anbefalinger fra ugen, der handler om alt fra opera til omelet.
’6 hjerter’ holder pause de næste to fredage.
Husk, at du i mellemtiden kan lytte til anmeldelser i podcasten af samme navn. Den finder du lige her.
God læselyst og god pinse!
Mange hilsner,
Marie
Omegn & Venner. Torvehallerne. Spisebar
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Omegns omelet. Så enkel. Og så god, at man kan tale om den i overraskende lang tid bagefter.
»Hos Omegn er der åbent alle dage fra 10-18 eller 19 – også søndag og mandag, hvor mange andre af byens spisesteder holder lukket. Måske derfor er stedet også blevet en restaurationsbranchedarling, for her vil du gerne lade timerne drysse ud over din fridag, geare ned, tanke op og lade ugen bundfælde sig«.
»Vi måbede over, hvor god den omelet var. Altså seriøst, hvordan kan man flippe så meget over æg?! Vi kunne. Ægget, mand! Den omelet kræver så meget håndelag, øvelse, fnuglet præcision. Det er ingenting, det er alting! 120 kroner, som jo er skørt. Jeg mener: Tre æg, lidt vand, salt. Og gentager: så meget håndelag, øvelse, fnuglet præcision. Omegns valg af producenter og samarbejdspartnere er forbilledligt, og stedet bliver et levende eksempel på, at formidable retter ikke kræver et stort udstyrsstykke – og tilmed kan laves på ualmindeligt få kvadratmeter – hvis råvarer og håndværk er i orden«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
’Margo’s Got Money Troubles’. Koncept: David E. Kelley. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤
Elle Fanning er forrygende god som den unge Margo, der nødtvungent bliver til OnlyFans-profilen HungryGhost.
»Historien er både gammel og gennemprøvet, men ikke desto mindre evigt aktuel. En ung, håbefuld kvinde falder for en lidt ældre, gift mand. Deres forbudte kærlighed får konsekvenser, hvorefter han viser sig som en kujon, trækker følehornet til sig og efterlader kvinden med både økonomisk og menneskeligt ansvar for det nye menneske, de sammen har bragt ind i verden. I dette tilfælde er der tale om den 20-årige litteraturstuderende og forfatterambitiøse Margo«.
»Serien, som bygger på en roman af den californiske forfatter Rufi Thorpe, giver et skævt kig ind bag kulisserne i den lumre ende af internettets mange brugerbårne tilbud. Samtidig er den helt banalt en roman om at blive voksen, tage sit ansvar på sig – og opleve, at verden er fuld af røvhuller og dumme svin, men heldigvis også det modsatte: mennesker, der stiller op og viser sig at være mere, end man troede«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Universitetsbyen. Bygherre: FEAS. Aahus
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
En kæmpesvamp er landet i Aarhus Universitets nye udvidelse, Universitetsbyen.
»Her skal studeres og forskes, men der lægges også op til, at livet skal leves mellem husene. Med flere funktioner passet ind som bolig og privat erhverv er her en tæt urban følelse. Det ligner en god social muld, hvor studielivet kan spire. Det store centrale torv falder i en sydvendt skål med siddetrapper ned mod en af de tre passager under Nørrebrogade, der binder Universitetsbyen sammen med -parken. Som blækspruttearme rækker de landskabelige bindinger langt ud i det kuperede landskab i form af lange støttemure, der selvfølgelig er gule på parksiden og skifter til røde på den anden«.
»God formgivning handler ikke længere om at frembringe nyt og uset, som f.eks. Aarhus Ø, men om at få det eksisterende til at virke godt igen. Det er den bærende fortælling i Universitetsbyen, der stråler intenst og afklaret. Anlægget står med en naturlig autoritet i mødet mellem nyt og gammelt, som om det altid har været meningen, at det skulle være sådan«.
Anmeldt af Karsten R. S. Ifversen.
Verdi: Macbeth. Dirigent: Antonio Pappano. Opera
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Lise Davidsen sang imponerende i rollen som Lady Macbeth. Koncerten gentages søndag og sendes på P2.
»Orkestret har i forvejen sin egen smukke sound, og med Pappano foran sig spillede de forspillet med en omhu i fraseringen af Verdis rå, mol-vædede musik, der løb direkte fra dirigentens hænder ud gennem instrumenterne«.
»Lise Davidsen var aftenens krumtap, og hun var ingen hysterisk Lady Macbeth. Efter en indledning, hvor det var tydeligt, at Pappano gav musikken tid med markante åndehuller og en blid tilgang til klang og dynamik, fik Lise Davidsen god plads og ro til at udfolde sine forcer. Gennem de seneste 10 år har hun med en af de usædvanligt powerfulde såkaldt dramatiske sopranstemmer, som engang var repræsenteret af Wagnersangere som norske Kirsten Flagstad og svenske Birgit Nilsson, erobret Europa og USA. Hendes mørkfarvede klang, der syntes at komme fra alle steder i kraniet på samme tid, stod suverænt flot i rummet«.
Anmeldt af Thomas Michelsen.
’Udvalgte kolbøtter’. Jakob Ellemann-Jensen. Selvbiografi
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Jakob Ellemann-Jensen blev formand for Venstre i 2019 og forsvarsminister i 2022. Men i 2023 trak han sig helt fra politik.
»Alle ved, at Jakob Ellemann-Jensen i 2023 blev sygemeldt i en længere periode med stress, men først nu fortæller han i detaljer om, hvor alvorligt han var ramt. Det gør Venstres tidligere formand i sin erindringsbog ’Udvalgte kolbøtter’«.
»Med få undtagelser formår Jakob Ellemann-Jensen at skrive noget så sjældent som en politisk nederlagsfortælling, som ikke er et kamoufleret forsvarsskrift for sit misforståede geni og et anklageskrift mod alle dem, der uretfærdigt førte knivene i hans ryg. Jakob Ellemann-Jensens nederlag har primært én ejermand: ham selv. »Jeg tabte det hele på gulvet«, som han skriver i bogens indledning. Og deri har han helt ret«.
Anmeldt af Christian Jensen.
’Eeelluminagee’. eee gee. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
'Eeelluminagee' er eee gee alias Emma Grankvists tredje album. I 2021 debuterede hun med 'Winning', som i 2023 blev fulgt op af 'She-Rex'. Begge album har fået fem hjerter her i avisen.
»Kærlighedssange, dem er der nok af. Men der er noget særligt over dem, der bliver skrevet af den danske sanger og sangskriver Emma Grankvist, der laver musik som eee gee. Hun er aktuel med sit tredje album, og det skuffer ikke. Faktisk er det hendes mest ambitiøse og musikalsk forførende til dato. Formentlig også det bedste«.
»Hun mestrer kærlighedssange til ethvert lune. Fra kærligheden til sfæriske typer på ’Ethereal Lover’ (den er flyvsk) og til kærligheden til køkkenhaven på ’I Hear A String Quartet Playing Everywhere I Go’ (den blomstrer). Fra kærligheden til en savnet mor på ’Milk, Bread and Dishwasher Soap’ (altødelæggende) til kærligheden til USA på ’American Dream’ (udfordret). Men også med plads til både tungt rockede trommer på ’Big Mistake’ og Disney-strygere fra Who Killed Bambi på den smukke ’Ballad of a Hit Woman’«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
’Eleanors sandhed’. Instruktør: Scarlett Johansson. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
96-årige June Squibb er sød og ramsaltet i rollen som den gamle kvinde Eleanor.
»Eleanor og Bessie er veninder gennem 70 år, der bor sammen i Palm Beach og gør lokalmiljøet usikkert. De er skrappe og stikker ikke op for bollemælk. Meget kulturjødiske. Da Bessie dør, flytter Eleanor hjem til sin datter og barnebarn i New York og begynder at komme i den lokale jødiske forening«.
»Ved en fejl befinder hun sig en dag til en gruppeterapeutisk samtale i en rundkreds med en håndfuld holocaustoverlevende, og da turen kommer til hende, begynder hun lidt febrilsk at fortælle historien om, hvordan hun selv overlevede Auschwitz. Hun fortæller Bessies historie, som om den er hendes egen«.
Anmeldt af Michael Bo.
’I mit hus’. Maria Hesselager. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Maria Hesselager debuterede i 2021 med 'Jeg hedder Folkví', en fremragende historisk fortælling om vikingetiden. 'I mit hus' er Hesselagers anden roman.
»Siden Maria Hesselager debuterede med 2021’s nok bedste debutroman, den incestuøse, sommernatskulrede vikingetragedie ’Jeg hedder Folkví’, har jeg forventningsfuldt set frem til, hvad hun næste gang fandt på. Og ’I mit hus’ skuffer ikke. Med læskende sætninger, arrig humor og sans for skønhed, sociale spil og snigende uhygge er Hesselager, på trods af at hun kun har to bøger bag sig, allerede en af de mest spændende danske forfattere i sin generation«.
»’I mit hus’ er en roman om en udsathed, som særligt er kvinder til del. Annie lever på andres nåde. Det samme gør Ruth som sæsonarbejdende drueplukker for Eli og Felia i sit ulykkelige ægteskab. Bag disse beskrivelser klinger måske Ingeborg Bachmanns mesterværk ’Malina’ (1971) – aldrig siden er kvindens kurmageri skildret så ørkesløst ensomt og ondt – men også 1960’ernes psykologiske rædselsfilm, hvor det uhyggelige oftest grunder i seksualitetens dynd, i kønnenes klaustrofobiske leg. Romanens gru ligger dog ikke alene i mændenes mulige vold, men lige så meget i kvindernes dragning mod den«.
Anmeldt af Benedicte Gui de Thurah Huang.
’Passion i voks’. Christina Hesselholdt. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Christina Hesselholdt (f. 1962) er cand.phil. i litteraturvidenskab og desuden uddannet fra Forfatterskolen, hvor hun sidenhen har undervist.
»Hesselholdts forfatterskab er og bliver kredsende om døden. Hendes seneste roman, ’Passion i voks’, udspiller sig i store dele på en kirkegård, og begge dens hovedpersoner oplever ophold i mere eller mindre bogstavelige gravkamre, den ene ved at låse sig inde med de døde på kirkegården, den anden ved at stige langt ned til en overlevelsesbunker i den norske klippegrund«.
»Litteraturen er det levende ords grav. Men graven er et ekkokammer af stemmer. Med sit ekvilibristiske sprog maler Hesselholdt billeder på gravens væg og lader stemmerne runge, så dommedagsvisionerne viger for levet liv«.
Anmeldt af Lilian Munk Rösing.
Ugens mest læste anmeldelse
’Forbudt kærlighed’. Koncept: Ailbhe Keogan. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Lola Petticrew er fremragende som den splittede hovedkarakter Cushla i serien 'Forbudt kærlighed'.
»Nordirerne har deres the Troubles, en periode fra slutningen af 1960’erne til 1998. I de år var landet splidagtigt med sig selv i en borgerkrigslignende tilstand, hvor de nordirske separatisters militante gren, IRA, bombede og slog ihjel i kampen mod unionstilhængerne. Striden var imidlertid ikke alene politisk. Den havde en religiøs overbygning, idet løsrivelsestilhængerne var katolske, mens modstanderne var protestanter. Det gjorde konflikten dybere, mere hadsk og konfrontatorisk. Og Gud se i nåde til og trøste dem, der ikke respekterede såvel de religiøse som de politiske grænser. Det er dette enøjede og ekskluderende miljø i en forstad til Belfast anno 1975, serien ’Forbudt kærlighed’ beskæftiger sig med«.
»Det er en på mange måder fremragende serie, der tegner et panoramisk billede af et iturevet samfund, hvor politik og religion splitter familier, forhindrer venskaber, og hvor alle parter ser sig berettiget til at spotte og skænde og øve vold, fordi de gør det i en højere sags tjeneste«.
Anmeldt af Henrik Palle.