Kære læser,
Long time, no see...
Men nu er 6 hjerter tilbage!
Som vanligt sammensætter jeg hver fredag en menu med smagsprøver fra ugens bedste anmeldelser.
Så det er bare om at gå ombord.
I denne uge byder vi blandt andet på Tom Cruise som texansk oliebaron, et far-album fra rapperen Gilli og en blækspruttesalat, du aldrig glemmer.
Velkommen til brev!
Casino. Landemærket 10, Kbh K. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
»Den snack kommer jeg aldrig til at glemme«, skriver Joachim Grundahl om Casinos blækspruttesalat.
»Et af aftenens højdepunkter var en salada de polpo med skiver af blækspruttearm kogt blide og møre og serveret koldt med grøntsager som bladselleri, gulerødder og peberfrugt. Det lyder som gnavegrønt i en madpakke, men i så fald har jeg aldrig fået det bedre«.
»Jeg glemmer heller aldrig min primi: Agnolotti del plin. De små, rustikke al dente pastapakker var fyldt med kalv og spinat, overhældt af krystalklar kalvesauce og dækket med revet ost. Hver eneste af dem var en bombe, hver mundfuld med sauce og ost var en åbenbaring. Kuldegysninger i bamseline. Wellness i vaseline«.
Anmeldt af Joachim Grundahl.
’Digger’. Instruktør: Alejandro González Iñárritu. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Tom Cruise er næsten ikke til at genkende i rollen som den aldrende oliebaron Digger Rockwell.
»Vi begynder med texansk husbesøg hjemme hos oliebaronen Digger Rockwell. Digger har indrettet sit højteknologiske rokokoslot som en smagløshedens Olymp. Herfra styrer han enevældigt en verdensomspændende jagt på råolie, mens han bruger uforholdsmæssig meget tid på at holde liv i et ældgammelt skravl af en hvid missekat«.
»Iñárritu har som firedobbelt oscarvinder en anden størrelse megafon end vi andre. Derfor er ’Digger’ et vanvittig flot og vildt værk i VistaVision. Et kunstfærdigt og på alle måder desperat overgjort udstyrsstykke. I en slags kunstnerisk striptease, der smider det ene slør efter det andet, er ’Digger’ – i mangel af et passende dansk ord – mindblowing«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Remedios Varo. Louisiana. Kunstudstilling
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kati Horna fotograferede dette portræt af sin veninde og kollega Remedios Varo i Mexico City i 1957.
»Billederne i udstillingens smukt farvesatte sale handler ofte om det at være fanget versus det at skabe noget i verden og om at fremtrylle liv. Eller om at være på jagt efter livets oprindelse eller det punkt, hvorfra kunstens kilder udspringer«.
»Remedios Varo blev født i 1908 i den lille by Anglès, beliggende nordøst for Barcelona. Hendes mor var hjemmegående og en streng katolik, som opkaldte sin datter efter La virgen de los Remedios, der betegner Jomfru Maria som en åndelig helbreder, beskytter og lindrer i tider med sygdom eller åndelig krise. Krisen? Remedios Varos storesøster var død, og den nye datter (altså Remedios) var et remedie til lindring af sorgen. Noget af et ansvar«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Ow ∞’. Sylvan Esso. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Humøret svinger mellem dårligt og depression, men Sylvan Esso formår på helt alkymistisk vis at forvandle undergangsfølelsen til en lille musikalsk perle.
»Der er dem, der følger popmusikkens opskrift til punkt og prikke. Og så er der dem, der krøller opskriften sammen og straks begynder at eksperimentere med de velkendte ingredienser. Sådan nogle som electropop-duoen Sylvan Esso, der siden 2014 har slået hul i poppens vanetænkning. Og på deres femte album gør de det bedre end nogensinde«.
»De eksperimenterer mellem producer Nick Sanborns lydkollager og Amelia Meaths melodisk slyngede stemme. Aldrig ulideligt. Altid umiskendelig pop. Af den slags, der giver al anden pop ny luft. Og nye ideer«.
Anmeldt af Simon Lund.
The Jeffery Pub. Nørrebrogade 160, Kbh. N. Bar
❤ ❤ ❤ ❤
Scotch egg går både til Guiness og hyldeblomstsaft. Det hele findes på The Jeffery Pub på Nørrebrogade.
»Begynd for Guds skyld med Scotch egg, denne geniale barklassiker af kogt æg pakket i pølsefars og friteret til knasende sprødhed. En nærmest uopdrivelig ret herhjemme (Bistro Grimal laver hovedstadens bedste), så hvis den er på kortet, skal den bestilles. På The Jeffery Pub var den orange blomme stadig smilende, farsen krydret med karry og dyppelsen sur og brun: altså brown sauce fra HP. En virkelig tilfredsstillende snack til sympatiske 75 kroner«.
»Jeg er imponeret over, hvor godt The Jeffery Pub har fået tag i nabolaget her en måneds tid efter åbningsdagen. »Fra 16-18 er her helt fyldt, også om mandagen«, fortalte den dygtige bartender, og det må da siges at være en succes. Mit indtryk var i øvrigt, at folk blev hængende til langt senere, og denne onsdag blev der både spist aftensmad, holdt fødselsdag, skålet i fadøl og heppet højt (mest på AGF, der tæskede Skjold)«.
Anmeldt af David Dyrholm.
’En by i Europa’. Birgithe Kosovic. Roman
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Birgithe Kosovic (f. 1972) har altid hentet sin litterære ild fra et iltert værdipolitisk engagement, og det brænder stærkt i ’En by i Europa’.
»’En by i Europa’ er en af den slags samtidsromaner, som griber så engageret fat i en vigtig problematik, at man rives med. Kosović skriver lige så effektivt om ære, magt og undertrykkelse i de muslimske klaners parallelsamfund, som Niels Krause-Kjær skriver om landbrugets deroute og Kim Fupz Aakeson om skyld og soning i deres nyeste romaner«.
»I centrum står politibetjenten Thomas, der nærmest er besat af had til islam efter at have oplevet islamistisk terror på nært hold. Han ser en snigende »shariagørelse af alting«, og der er ikke meget af det, han mener om remigration, som Morten Messerschmidt ikke ville være enig i. Thomas er dybt frustreret over, at det officielle Danmark efter hans mening fortier og fortrænger de mere end betændte sider af livet i det muslimske miljø. Den faktiske virkelighed, som han ser den, er »en by i Rusland«, fordi ingen tør sige sandheden«.
Anmeldt af Jes Stein Pedersen.
’Verden er din’. Gilli. Album
❤ ❤ ❤ ❤
»Vi havde ingenting, mine børn skal ha’ det hele, se mig lukke et legeland«, synger Gilli på sit nye album, hvor han skriver sange til sine døtre og også tager sin egen barndom under lup.
»Hvor ’Knokler hårdt’ var en mørk og forknyt afvisning af både kærlighed og kildevand, går ’Monaco’ et andet sted hen, når den slutter på ordene: »Har en følelse af verden er min, den er din, den er vores«. ’Verden er din’ er Gillis far-album«.
»Musikalsk er det sprudlende og alsidigt. Fra minimalistiske hiphopbeats over euforisk house til Nicki Pooyandehs kronisk varme afrobeats. Tilsat et hjulspin af en Hans Philip-feature på den højdynamiske ’Herinde’. Med dén energi kan man lukke ethvert legeland«.
Anmeldt af Pernille Jensen.
’To liv’. Instruktør: Hafsia Herzi. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Rollen som Fatima er Nadia Mellitis første. Og det bliver næppe den sidste store rolle til den unge skuespiller.
»Fatima er en rigtig fodboldpige. I skolen tilhører hun de seje, men klør på med lektierne, når de andre i betonforstadens gymnasieklasse har travlt med at smide deres fremtidsmuligheder ud ad vinduet. At der er noget andet og mere på spil for Fatima, får man første gang en fornemmelse af, da de læser Oscar Wilde. Den irske bohemeforfatters homoseksualitet udløser drillerier, som ender med en kædereaktion, hvor Fatima uventet for alle mister besindelsen«.
»Herfra starter så den besværlige og modstræbende rejse imod seksuel selverkendelse for den unge franske muslim med de algierske forældre. Hafsia Herzis filmatisering af Fatima Daas’ autofiktive roman ’La Petite Dernière’ fra 2020 er på en måde en velkendt fortælling om at komme ud af et tungt skab«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Cracks’. Astrid Engberg. Album
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Kort før hun udsendte sit album 'Cracks', blev Astrid Engberg beskyldt for at have fremstillet musik med ai. Men enhver, der ikke har sølvpapirshatten trukket ned over ørerne, kan høre, at sangene er skrevet med hjertet og spillet med fingrene, skriver anmelder David Dyrholm.
»Det absolut mærkeligste ved Astrid Engbergs nye album er vel nok, at musikken kort før udgivelsen af distributionsselskabet blev ’anklaget’ for at være ai-fremstillet«.
»Som menneske med ører står jeg hovedrystende tilbage. Altså ... bare lyt til musikken! Man skal virkelig have trukket sølvpapirshatten langt ned, hvis ikke man kan høre, at sangene på ’Cracks’ er skrevet med hjertet og spillet med fingrene. Lyden af bar hud mod guitarens strenge på ’Sharing a Pomegranate With You’, luftens vej fra lungerne ned gennem fløjten på ’Satellites’«.
Anmeldt af David Dyrholm.
Ugens mest læste anmeldelse
Portræt af Frederik X i Riddersalen på Frederiksborg Slot. Malet af Cathrine Raben Davidsen.
❤ ❤ ❤
Det nye maleri af kong Frederik X til Riddersalen på Frederiksborg er bestilt af Det Nationalhistoriske Museum i forbindelse med Carlsbergfondets 150-års jubilæum. Det er museet, som har foreslået kunstneren, Cathrine Raben Davidsen, til opgaven.
»Vores generation X-regent, den forhenværende partyprins og frømand, kong Frederik X, er blevet voksen og har nu fået sit første officielle portræt i den funktion, som har været ham bestemt, siden han i 1968 på Rigshospitalet trak vejret for første gang. Et styk kongeportræt er ophængt i Riddersalen på Frederiksborg Slot, hvor han nu hænger i det såkaldte fyrstegalleri blandt sine forfædre og formødre«.
»Det røde er meget rødt. Det turkise meget kraftigt. Og huden i ansigtet er lidt orange på spraytan-måden og modelleret som i illustrationerne til ugebladenes lægeromaner. Håret ser dejligt blødt ud. Ingen pomade. Og skæggets stubbe gnistrer med sine sølvfarvede grå accenter«.
Anmeldt af Mathias Kryger.