Kære læser,
Velkommen til ’6 hjerter’ i en uge, hvor en kritiker har fået knust sit hjerte, mens en anden har anmeldt litteratur af en nyudnævnt nobelprisvinder.
Og så var det i går, at der var premiere på Aarons Sorkins længe ventede opfølger til ’The Social Network’ fra 2010, nemlig ’The Social Reckoning’.
Nedenfor finder du Kim Skottes fem-hjertede anmeldelse af den film, han beskriver som et »mere end solidt drama, men først og fremmest en vigtig fortælling til tiden«.
Hvis du er nysgerrig på, hvorfor ’The Social Reckoning’ er så vigtig, er der hjælp at finde i vores nye podcast ’Klædt på til kultur’.
Her er Kim Skotte i studiet sammen med kulturredaktør Lotte Folke og journalist Emilie Maarbjerg Mørk, der har dækket Meta de seneste mange måneder.
Sammen forsøger de at svare på spørgsmålet: Hvad fortæller filmen om den verden de store tech-selskabers indtog har efterladt?
Find afsnittet på linket her, eller der hvor du normalt lytter til podcasts.
’The Social Reckoning’. Instruktør: Aaron Sorkin. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
I vore dage foregår detektivarbejdet på bærbare computere. Jeremy Allen White fra 'The Bear' og Mikey Madison fra 'Anora' spiller et umage makkerpar i 'The Social Reckoning'.
»I et nervepirrende whistleblower-drama spiller Mikey Madison, der vandt en Oscar for ’Anora’, den unge Frances, som tror, at hun har fundet sin rette hylde som ansat i Facebook. De sociale medier har hjulpet hende til at håndtere sin egen sociale akavethed, men med voksende ubehag har hun set Facebook forråde sit ’sociale netværk’ i et skred mod en forrået og destruktiv forretningsmodel«
»’The Social Reckoning’ er en old school klassisk film i pagt med ’Alle præsidentens mænd’ og ’Spotlight’ med journalistikken i rollen som sandhedens ukuelige talerør. Hvis det er gammeldags, synes jeg samtidig, det ’gammeldags’ blik er højaktuelt. I en verden, hvor fake news, influencere, propaganda og mikrofonholderi for de rige og magtfulde med de sociale medier som platform har gjort en uafhængig presse stadig mere trængt – og vigtig«.
Anmeldt af Kim Skotte.
Kiko Izakaya. Torvehallerne, Kbh. K. Spisested
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Smag, omhu og bæredygtighed er i højsædet hos Kiko Izakaya.
»Jeg bed i et stykke perfekt hiramasa. Jeg sukkede. Tog smagen ind. De faste – jeg får lyst til at skrive stramme – skiver hvide fisk, tilberedt 24 timer i kombutang for optimalt bid, serveret i en lille bouillon af yuzu kosho og pæresaft. Fabelagtig slurk. Nyt suk«.
»Det er svært ikke at heppe på Kiko, hvor smag, omhu og bæredygtighed er i højsædet. Ved dette besøg smagte alt fortræffeligt, alt føltes særligt udvalgt – fordi alt, der kommer på Kikos smalle bardisk, ER særligt udvalgt. Fra keramik til sake til råvarerne, som – efter alt at dømme – er af højest tænkelig kvalitet, og hvor priserne naturligt og selvfølgeligt følger efter«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
’Tommy Kenters sidste Kentex – mere smukt end brugt’. Tommy Kenter. Kabaret
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Forestillingen viser, hvor komplet en skuespiller og entertainer Tommy Kenter er.
»Kenter fremturer med fraser om vigtigheden af at erklære kærligheden til skuespilfaget, entertainerens forpligtelse til at underholde og den slags. Men efter showet er slut, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at spørgsmålet er aldeles overflødigt, futilt og forblommet. Thi forestillingen er svaret«.
»Det er ikke i nogen forstand en kabaret, der lefler for tidsånden. Den står ved sine rødder i den gode gammeldags tradition fra en tid, hvor man vidste, at smørrebrød ikke var mad, og kærlighed ikke had. Materialet er hentet fra den danske revyhistorie, den store amerikanske sangbog, verdensdramaet og Kenters fortid – med forbillederne Osvald Helmuth og Finn Søeborg i ascendanten«.
Anmeldt af Henrik Palle.
Bohrs. Bohrsgade 44, Kbh V. Spisested
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Retten med gule beder, saltede ribs, friskost, radicchiosalat og ristet boghvede ser så farverig og appetitlig ud, at man kun kan komme i godt humør.
»Hvad må du ikke snyde dig selv for? De gule beder med saltede ribs, friskost, radicchiosalat og ristet boghvede (125 kr.). Kombinationen af sødt, syrligt, ristet og sprødt sad bare virkelig godt, og så var tallerkenen i sig selv så farverig og appetitlig, at man kun kan komme i godt humør. Der kommer surdejsbrød til, så man lige kan få den sidste olivenolie og friskost med, j’adore!«.
»En kvinde, jeg faldt i snak med, kom helt fra Skovshoved og havde allerede været der tre gange på én uge. Hun kom både for at spise frokost og for at købe surdejsbrødet med hjem. Efter sigende skulle det holde sig godt i næsten en uge«.
Anmeldt af Nasra Jama.
’Still Joy’. Gammel Strand. Kunstudstilling
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
På udstillingen 'Still Joy' kan man blandt andre opleve den ukrainske kunster Zhanna Kadyrova. Kadyrova har reddet potteplanter ud af bombede huse og udstiller dem side om side med fotografierne af de steder, de er evakueret fra.
»En ukrainsk soldat beretter om, hvordan en chokoladebar med jordbærsmag, der blev givet til ham af den russiske soldat, som holdt ham fanget, var et øjebliks glæde i krigen. Historien er et af flere vidnesbyrd, der er printet i stor skala på skumgummiplader, der hænger som underlige bløde objekter med hårde fakta i denne udstilling af international og i særlig grad ukrainsk samtidskunst«.
»’Still Joy’ hedder den, en titel, der kunne lyde som ukrainsk propaganda over for de unge mennesker, som man har travlt med at hverve værge til krigen: Menneskelig modstandskraft findes! Selv midt i krigen! Glæden findes! Men trods det flår udstillingen hjertet ud af mit bryst«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Bugboy’. Lucas Paleocrassas. Dokumentarfilm
❤ ❤ ❤ ❤
På grund af sin kraftige skelen har Yorgos altid været holdt uden for, og har efter sine forældres skilsmisse boet det meste af tiden hos sin fraværende mor. Men nu flytter han hjem til sin kærlige far og hjem til insekterne og sin bedste ven, fårekyllingen Isabella, der følger ham overalt.
»En fårekylling klamrer sig fast til glasset på en bilrude, der er halvt rullet ned under kørslen. Normalt ville man ikke bekymre sig ved sådan et syn. Men denne fårekylling ville man nødigt sige farvel til, for den er det nærmeste, den græske teenager Yorgos kommer et venskab. Han er født med en øjenlidelse, der får hans ene øje til at dreje indad og har gjort ham ensom blandt jævnaldrende, så fårekyllingen Isabella er hans eneste sociale kontakt uden for hjemmet«.
»Han ser ikke godt, så dyrene må helt tæt på, men så ser han til gengæld også ting, vi andre ikke lægger mærke til. Godt nok har vi set naturprogrammer med telelinser, men det er noget andet at sidde alene så længe med insektet, at man bliver familiær med de små detaljer. Fordi vi bliver fortrolige med ham, bliver vi også fortrolige med fårekyllingen. Når den sidder med ved middagsbordet og gnasker lilla blomsterblade, ser jeg i hvert fald den art på en måde, jeg ikke har gjort før«.
Anmeldt af Joachim Grundahl.
’Den store diamantjagt’. Instruktør: Charlotte Sachs Bostrup. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Mille Dinesen spiller en mormor med slaw i – hun har både stjålet diamanter og været i fængsel – så hun er et noget tvivlsomt forbillede for sine børnebørn.
»Er løjerne i ’Den store diamantjagt’ lige lovlig tæt på Olsen-banden i Bakkesekvenserne? Måske nok, men hvad gør det, når opgaven er løst med overskud af den erfarne instruktør Charlotte Sachs Bostrup, som kender den her genre som ingen anden. Og som, vigtigst af alt, kan lave film. Hun kan kunsten at få en skuespiller til at gå ind i et billede og ud af det igen på det rigtige tidspunkt. Og hun ved præcis, hvornår kameraet skal blive stående, og hvornår det skal flytte sig, og kan klippe virtuost rundt i filmmediets syntaks«.
»Pludselig står hun der, mormor, spillet overdådigt af Mille Dinesen. Eller står og står, hun virker ret sammensunken, og kan mormødre faktisk have en lille skid på allerede om formiddagen? Hun er børnenes mormor, det sorte får de aldrig har hørt om. Hun har også været i fængsel de seneste tre år, så det ... I sin tid som stuepige på et herskabeligt hotel stjal hun nogle smykker fra en diamanthandler, og nu da mormor (»Kald mig Miss Money!«) er ude i friheden igen, forfølges hun af diamanthandleren, der aldrig fik sin allerdyreste diamant tilbage«.
Anmeldt af Michael Bo.
’Den skønne ægtemand’. Anne Carson. Skønlitteratur
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Den canadiske forfatter Anne Carson har netop modtaget Nobelprisen i Litteratur.
»’Den skønne ægtemand’ er en lyrisk fortælling om kærlighedssorg, der kombineres med en digter – ikke fra antikken, men fra den engelske romantik: John Keats. »JEG DEDIKERER DENNE BOG TIL KEATS – FOR HANS GRUNDLÆGGENDE KAPITULATION TIL SKØNHED«, står der over den første af de 29 tekster, der har karakter af fortællende digte og præsenteres som »tangoer««.
»’Den skønne ægtemand’ får mig uvægerligt til at tænke på to principper, Carson selv har formuleret for sin poetik. Adspurgt i et interview om, hvorfor hun i et værk havde kombineret den antikke filosof Simonides med Gertrude Stein, svarede hun: »Fordi de to bøger tilfældigvis lå ved siden af hinanden på mit skrivebord«. I samme interview beskriver Carson, med reference til John Cage, sin metode som »at se omhyggeligt på alt det, der er i synsfeltet««.
Anmeldt af Lilian Munk Rösing.
’Olivia Holm-Møller: Blød som smør, modig som en hare’. Gammel Strand. Kunstudstilling
❤ ❤ ❤ ❤
»Jeg er en gnist i den store brand. Jeg har ild i mit indre«, har Olivia Holm-Møller skrevet om sig selv i et digt. Her er hun fotograferet i 1937, året hvor hun under titlen 'Kun farve og rytme' inviterede abstraktionen helt ind i sin kunst.
»En ægte modernist var hun og en overgangsfigur mellem modernismens ekspressive figurmaleri og den senere generations splatten rundt med figur og abstraktion, sådan som det så ud hos blandt andre Asger Jorn. Se de kosmiske malerier med himmellegemer i udstillingen på Gammel Strand. De er som Poul Gernes med løs hånd«.
»Malerierne er der intet galt med. Tværtimod. Og mange af dem er tilmed blevet renset og restaureret, så deres funky farver, fra modepink over skriggrøn til pædagoglilla og ditto pædagogorange, stråler dig i møde«.
Anmeldt af Mathias Kryger
Ugens mest læste anmeldelse
’The Journey’. The New Yorker. Podcast
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Serien er ikke en skrækhistorie for skrækkens skyld. Den bruger sine greb med omtanke ved at lyse på en almen problemstilling: Den kommercialiserede rugemorindustri er ureguleret og fuld af etiske dilemmaer.
»Hvad driver surrogatindustrien, og hvordan er den reguleret? Det kan man få et urovækkende indblik i ved at lytte til podcastserien ‘The Journey’ fra magasinet The New Yorker. I maj 2025 trængte politiet ind i en kæmpevilla i Los Angeles, Californien, hos et velhavende ægtepar. Villaen så imponerende ud udefra, men indenfor levede 21 børn et kummerligt og kærlighedsløst børneliv. De sad i høje stole med barberede hoveder, var misrøgtede og blev udsat for systematisk fysisk afstraffelse«.
»Det viste sig, at forældreparret i huset, kinesisk-amerikanske Silvia Zang og Guojun Xuan, havde skabt børneflokken ved hjælp af rugemødre fra hele USA. Rugemødrene havde fået at vide, at parret havde et enkelt barn, men drømte om et mere. I virkeligheden sendte rugemødrene de nyfødte til huset, der mindede om et forhistorisk børnehjem. Hvordan kunne det lade sig gøre? Og hvorfor ønskede parret så mange børn?«.
Anmeldt af Camilla Stockmann.