Kære læser,
Fredagen er landet.
Her på hjemmekontoret har jeg inspireret af ugens mest læste anmeldelse haft Stevie Wonder i ørerne hele formiddagen.
Søndag gav den amerikanske musiker, der har modtaget intet mindre end 25 Grammy-priser, koncert i Royal Arena.
Siden har der været delte meninger i det danske musikanmelderkorps om, hvorvidt koncerten var »slapstick på slap line« eller en »musikalsk gourmetmiddag«.
Politikens anmelder Simon Lund lægger sig et sted midtimellem. Nederst i nyhedsbrevet finder du bidder fra hans anmeldelse, men jeg vil virkelig anbefale dig at læse den hele og kommentarerne fra med-anmeldende læsere.
Er du ikke til Wonder, er der som altid en masse andet godt at dykke ned i.
Læs for eksempel om tv-serien, som Lucia Odoom kalder bedre end ’Friends’. Eller sæt gang i mundvandet med Lærke Kløvedals beskrivelse af »en fabelagtigt god ret«.
Velkommen til ’6 hjerter’!
’Adults’. Disney+. TV-serie
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
De fem venner Billie (Lucy Freyer), Anton (Owen Thiele), Issa (Amita Rao), Paul Baker (Jack Innanen) og Samir (Malik Elassal), der alle er midt i 20'erne, bor sammen i Samirs barndomshjem.
»Samir, Billie, Issa, Anton og Paul Baker (den eneste af vennerne, som altid bliver omtalt med sit fulde navn). De fem venner er alle i midten af 20’erne og bor gratis i Samirs barndomshjem, mens hans pensionistforældre er på en lang bolleferie gennem nogle nationalparker. Den trange, tidsbegrænsede toetagers virker langt mere realistisk end den gigantiske evighedspenthouse, vi kender fra ’Friends’, ja, den her sitcom har indbygget memento mori: Den ved, at intet varer evigt, særligt ikke et kollektiv. Desuden er vennerne konstant online, arbejdsløse, charmerende og selvbevidste, og de vil egentlig gerne redde verden, men æv, de kan ikke lige den dag« (vsj).
»Måske fordi min generation af millennials er berømte for vores dårlige evne til at blive voksne. Det er måske også lidt underligt, at jeg føler mig så set af serien. Jeg er dybt underholdt af seriens meget forskellige karakterer. Men der er en ridse i lakken. Det er dér, hvor serien antyder, at Generation Z er på Facebook, for det er altså os millennials, der på pinlig vis stadig er det« (lo).
Anmeldt af Lucia Odoom og Victor Skov Jeppesen.
’Fornuft og følelse’. Instruktør: Georgia Oakley. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Der er noget ved Jane Austens forfatterskab, som bliver ved med at kalde på nye generationers lyst til at spejle sig i en anden tids romantiske kønsrolleproblematik. For 27 år siden filmatiserede Ang Lee romanen 'Fornuft og følelse', nu er det Georgia Oakleys tur til at fortælle historien om Dashwood-søstrene.
»Austen og Brontës uopslidelige romantiske forfatterskaber er i høj grad også økonomiske dramaer. En kvinde fra de finere luftlag var helt og aldeles afhængig af sin mands penge og position. Risikoen for at rutsje ned ad den sociale rangstige fra den ene dag til den anden var reel. Dashwood-søstrene mister næsten alt, fordi fast ejendom går i arv til mænd. Halvbroderen får det hele, mens de kun får almisser. Men de har trods alt en vigtig kapital: De er kønne og dannede«.
»Hvor Ang Lee satsede på etablerede stjerner, har Georgia Oakley valgt mere uprøvede kræfters friskhed. Hvad det koster i format, vinder det i umiddelbar friskhed. Daisy Edgar-Jones og Esmé Creed-Miles er begge først og fremmest rørende og naturlige som Elinor og Marianne, mens Bodhi Rae Breathnach er en lille naturkraft som Margaret. Hende kommer man til at se mere til!«.
Anmeldt af Kim Skotte.
’Animoid’. Arken. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Ann Lislegaard udstilling på Arken er enorm i sin skala og tildeler de komplicerede værker en smuk og spektakulær scenografi.
»’Animoid’ hedder udstillingen med norsk-danske Ann Lislegaard. Foruden at have været professor på Kunstakademiet i København fra 2004 til 2013 er hun en pioner inden for arbejdet med videoinstallationer og det, man kan kalde kameraløse billeder, den slags billeder, som er opstået inde i computeren og ikke via linsen i et filmapparat«.
»Et lille fotografi fra 2002 med titlen ’Cosmos’ viser en hånds tommel- og ringfinger, der former en cirkel rundt om navlen. Navlestreng og graviditet er det mest alien-agtige ved mennesket. En fysisk forbindelse til kosmos. Men måske også et billede på menneskets navlebeskuende tendens til at placere vores egen verden i centrum af kosmos? Ved siden af hænger en serie af mystisk udseende tegninger fra første halvdel af 1990’erne. De er lavet af kunstneren, mens hun har været under hypnose«.
Anmeldt af Mathias Kryger.
’Skumring’. Troels Mylenberg. Biografi
❤ ❤ ❤ ❤
Troels Mylenberg er sådan en, der altid mener, at »glasset er halvt fyldt«. Mens hans tilstand forværres, glædes han fortsat over udsigten over sundet fra huset på Thurø, over at gå tur med hunden, over stadig at kunne spille lidt onsdagsfodbold.
»»Jeg er syg, og jeg kan ikke blive rask igen. Min kone, Lis, er også blevet syg, og hun kan heller ikke blive rask«. Sådan skriver Troels Mylenberg på en af de første sider i ’Skumring’, hvor journalisten, forfatteren og TV 2-værten med det milde, klare blik fortæller om kræften, som han blev diagnosticeret med i februar 2025, og som ved bogens slutning i sensommeren 2026 er uhelbredelig«.
»’Skumring’ vil både være selvbiografi og sygdomshistorie og er klart stærkest som det sidste, og når Mylenberg beskriver livet med kræften og behandlingerne. Hårtab, opkast, lækkende stomiposer. Det er nøgternt, det er lige på, og det står i bevægende kontrast til hans blufærdighed i forhold til hustruen Lis«.
Anmeldt af Jeppe Krogsgaard Christensen.
’Lyksalige stunder i naturen med de danske svampe’. Sophienholm. Kunst
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
På Sophienholm kan man for tiden finde noget så efterårsagtigt som en svampeudstilling. Et af bidragene er denne skulptur af Paul Thek fra 1969.
»Sophienholm og kuratorerne Mathias Mentze og Alexander Vedel Ottenstein har samlet en række kunstnere fra ind- og udland, der fylder Sophienholms sale med svampe i stort set alle afskygninger.«.
»Japanskfødte Natsuko Uchino står for det mest poetiske bidrag, bestående af grene og svampe fra haven og skoven overfor, som hun på hyperæstetisk vis har sammenstillet, så de danner punktnedslag eller steder, man får øje på, mens det imellem forsvinder uden om opmærksomheden. På den måde bliver rummet (næsten) fyldt, sådan som skoven og haven udenfor er det. Og ligesom på svampejagt må man ned på hug for at få det hele med!«.
Anmeldt af Trine Ross.
’Håbet klang’. Benjamin Koppel. Roman
❤ ❤ ❤ ❤
'Håbets klang' er tredje bind i Benjamin Koppels fortælling om familien Koppelman.
»’Håbets klang’ begynder i 1896 og skildrer Bruche Koppelmans barske opvækst i den rabbinerstyrede jødiske shtetl Blaszki i Polen. Mor Hannah døde i barselssengen, far Chaim er fordrukken og slår, hvis børnenes tiggeri ikke giver gevinst«.
»Benjamin Koppel har et effektivt fortællergreb: Han lader på det helt rigtige tidspunkt en genstand fra fortiden dukke op i nutiden og vende op og ned på alt. En lille sølvæske med et indgraveret navn, en kuvert med et ulæst brev. Gamle hemmeligheder afsløres, følelser sættes i bevægelse«.
Anmeldt af Jes Stein Pedersen.
’Clayface’. Instruktør: James Watkins. Biograffilm
❤ ❤ ❤ ❤
Alt håb synes ude for det Oscarnominerede stjernefrø (Thomas Rhys Harries) i 'Clayface'. Warner Bros
»Traditionelt er Lerfjæset, eller Clayface, en af Batmans mange fjender. Men Batman optræder ikke i den nye film ’Clayface’, og dermed er det ikke nogen superheltefilm. Godt nok foregår den i det stærkt superheltebelastede Gotham City, men filmen handler først og fremmest om mennesker«.
»Matt Hagen (spillet af Thomas Rhys Harries) er en ung skuespiller fra beskedne kår. Nu er han Oscarnomineret, medierne elsker ham, og fremtiden ligger åben foran ham. Han optræder i talkshows og bliver spurgt, hvor meget Matt Hagen der egentlig er tilbage, når han konstant spiller andre mennesker. Han svarer noget ret generisk. Efter at have fejret Oscarnomineringen i byen tager han en ung kvinde med hjem til penthousen med udsigt over Gotham. Næste morgen står hendes gangsterkæreste (dansksvenske David Dencik rå som bare fanden) i lejligheden og vansirer Matts ansigt med en kniv. Altså, virkelig vansirer det«.
Anmeldt af Michael Bo.
Magnolia. Kristen Bernikows Gade 4, Kbh. K. Restaurant
❤ ❤ ❤ ❤
Den røgede ørred i en sauce på fersken og ancho-chili var en fabelagtigt god ret.
»Aftenens første store smagsbanger var økologisk røget ørred fra wild farming på Vestsjælland. Fisken blev serveret med et papirstyndt lag svinefedt og var i sig selv en smagsgave. Men det var saucen på fersken og en smukt balanceret ancho-chili, der fik sanserne til at eksplodere. Det søde, det fede, det røgede, det forjættende stærke. En fabelagtigt god ret«.
»Erin Sykes’ dessert trolley er alene et besøg værd, og i mit stille sind krydser jeg fingre for, at hun åbner et konditori sprængfyldt med kager. Denne aften bl.a. en fabelagtig key lime pie og en overjordisk smuk æbledessert med bourbonsauce«.
Anmeldt af Lærke Kløvedal.
Ugens mest læste anmeldelse
Stevie Wonder. Royal Arena. Koncert
❤ ❤ ❤ ❤
Politiken havde ikke fået lov til at medbringe egen fotograf til koncerten med Stevie Wonder i Royal Arena. Derfor er her et billede fra Wonders koncert i Paris 15. oktober.
»Melodien var der, men ordene var væk, så Wonder freestylede og sang med afvæbnende charme: »I forgot the words, please forgive me ...«. Selv en musikalsk mester kan begå fejl. Og den slags forglemmelse har det med at gøre genier mere menneskelige. Søndag aften var Stevie Wonder dog lige lovlig menneskelig i et udsolgt Royal Arena, hvor han gennemspillede sit store mesterværk ’Songs in the Key of Life’ i anledning af dobbeltalbummets 50-års jubilæum«.
»Stevie Wonder forsøgte flere gange at forvandle det hvide middelklassepublikum i Royal Arena til en gospelseance i en kirke. Det lignede dog mere kaffemøde i klappeklubben end sydende stemning søndag morgen i Harlem«.
Anmeldt af Simon Lund.