Kære læser,
Så blev det dagen efter Kristi himmelfartsdag - en af årets mærkeligste dage. Er det en fridag? Er det en helligdag? Forventes man virkelig at arbejde på fuld kraft? Ingen ved det, alle spørger.
Det har været en god uge for Politikens anmeldere, for hele karakterskalaen har været i brug - fra beskedne 1 hjerte til en sløj blockbusterfilm og helt op til 6 hjerter til ugens musikalske mavepuster. Hvem, hvad, hvor?, spørger du. Tålmod, svarer jeg.
Jeg tænker, vi prøver noget nyt i dette nyhedsbrev, der ellers sædvanligvis fremhæver udpluk af den mest velbedømte kritik. Men i denne uge og på denne mærkelige halvfridag kommer i stedet en slags hitliste, der tæller op - fra 1 til 6 hjerter - så vi kan fremvise diversiteten og spændstigheden i vores herlige kritikstof.
Så velkommen til - derude i sommerhuset.
Jason Momoa er filmens overskurk, den skideskøre Dan Reyes
’Fast X’, instr.: Louis Leterrier (Biograffilm)
❤
Vil folk ikke nok lade være at gå i biografen og se den her film, så vi kan få lukket endegyldigt ned for ’Fast & Furious’-franchisen, der nu er nået til 10. film???
Over tiden er filmserien transmogriffet fra et stramt fokus på stærkt underholdende illegalt bilræs til opulente actionbrag, der prøver hårdt at overgå James Bond i at vise alverdens lækre locations.
Da Vin Diesel i ’Fast X’ fanges i en haglbyge af blykugler fra en helikopters maskingeværer, bruger han en afrevet bildør som skjold. Og når håndbremsevendinger og uortodokse gearskift ikke længere er nok til at snyde fjenden, må man bruge en påspændt tonstung bankboks som morgenstjerne til at verfe forfølgerne væk.
Det er noget secret agent-shit lige der, og det fungerer overhovedet ikke! 1 hjerte kan I få.
»Franchisen har nu fuldkomment opgivet at skabe sit eget filmsprog ud af nørdet bilfetichisme, hvilket var attraktionen i de første film. Den har stadig nærbilleder af de manuelle gearskift og stepdansen mellem speeder, kobling og bremse. Men den har mistet blikket for det forhold mellem mand og maskine, der ligger i mekanikken«, skriver Joakim Grundahl.
Han mener videre, at filmserien er »blevet så vulgær, muskuløs og pikket, at den kunne have sin egen kategori på Pornhub«.
Jennifer Lopez sparker røv som actionstjerne, men det er også det eneste gode, der er at sige om 'The Mother'.
’The Mother’, instr.: Niki Caro, Netflix (Film)
Tidens abslout mest populære film på Netflix, også i Danmark, er endnu et actionbrag.
Filmen handler om en unavngiven soldat, The Mother (spillet af Jennifer Lopez), der må kæmpe mod nogle onde våbensmuglende, børnesælgende mandslinge, som er på sporet af hendes bortadopterede datter, der lever under vidnebeskyttelse.
Anmelder Nanna Frank Rasmussen giver 2 hjerter til filmen, men roser dog filmens absolutte stjerne:
»Jennifer Lopez sparker, slår og skyder sig gennem det pinagtigt ringe manuskript som den kæmpestjerne, hun er. Hun er faktisk den fødte actionhelt. Var det ikke for hendes kampscener, ville det været svært at udholde at se filmen, der overforbruger lydeffekter og underbruger psykologisk karaktertegning og logisk historieudvikling«.
»Man sidder tilbage med tanken: Er der noget, Jennifer Lopez ikke kan? Svaret er desværre ja: Hun kan simpelthen ikke vælge gode filmprojekter«.
Som 12-årig var Jimilian med i MGP under navnet Lil G og med sangen ’Penge’. For nogle år siden vandt han 'Vild med dans'
Jimillian: ’Xhemillian’ (Album)
❤ ❤ ❤
Det lyder som om, det er helt rart at være Jimilian - sangeren, som blev nationalt folkeeje, da han vandt ’Vild med dans’ med Asta Björk i 2021.
På sit nye album synger han om glæden ved at være kommet til penge:
»Visualiserede lige fra start, at de penge de fløj ind«, synger han på det første nummer.
Og lynhurtigt står den på topskat og Onkel Joakim-agtige tilstande, hvor Jimilian »svømmer i bundter«.
Og på næste nummer:
»Flygted’ i lastbil, nu fragter lastbilen mine shows«.
Jimilian kom til Danmark som flygtning fra Albanien som barn, og man under ham marmoren på gulvet og de 5 stjerner på hotellerne, når man tænker på, at det hele begyndte bag i en lastbil.
»Men det er altid også lidt sjovt, og sjældent så troværdigt, når danske sangere/rappere overtager den amerikanske fortælling om at have skabt sig selv, sin egen succes og sine egne millioner«, mener Alexander Vesterlund og fortsætter:
»Og særligt set i lyset af det hårde og selvbiografiske udgangspunkt, som albummet insisterer på – ’Xhemilian’ betyder Jimilian på albansk – er det påfaldende, at der tilsyneladende intet er at bearbejde eller reflektere over«.
Dommen lyder på 3 hjerter til et album, der byder på gæstevisitter fra blandt andre Branco, Artigeardit og L.O.C.
Nørrebro har fået en ny institution i Villette
Villette, Kbh. N (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤
Tænk sig at træde ind i en gård i en by, hvor jeg har boet i 25 år og tænke: »Her har jeg aldrig været?«. Efterfulgt af: »Her vil jeg gerne blive!«.
Sådan var oplevelsen for Lærke Kløvedal, da hun for nylig besøgte restauranten Villette, som ligger i gården bag Mellemfolkeligt Samvirke på Fælledvej på indre Nørrebro.
Villette er yngstebarnet i madentreprenørerne Martin Ho and Jesper Emil Norries søskendeflok, der også tæller Pompette, der (blandt andet) serverer naturvin, og Poulette, der (blandt andet) serverer sandwich med fried chicken. Begge diehard Nørrebro-kendinge med høj integritet.
Hvor begge steder er kendetegnede ved at være små, føles Villette som et kæmpestort sted, ifølge Lærke Kløvedal:
»Pludselig forstod jeg, hvorfor Villette online var så selvsikre, når de skrev, at der kun var walk-ins og at man altid ville kunne finde plads. Restauranten er i to etager, her er lyst og venligt som et lysthus, og man bestiller mad og drikke i baren, hvor man betaler med det samme. Vand er gratis«.
Det er texaneren Marissa Lippert, der står bag køkkenet på Villette, og vores anmelder kom vidt omkring på menukortet. Særligt fremhæves må den irgrønne ramsløgscannelloni med ricotta og en skummende sauce på fjordrejer, saftige, grillede fladbrød med en genial kombination af taramasalata, friske ærter og grillede løg og ikke mindst den decideret fremragende stegte, halve kylling.
Dommen lyder på 4 hjerter til Vilette, der betyder ’lille by’, og som allerede nu ligner en ny institution på Nørrebro.
Så er vi kommet til toppen af poppen - ugens bedst anmeldte kultur.
Nu hvor jeg har lagt en formmæssig spændetrøje ned over nyhedsbrevet, indser jeg, at det er svært at vælge hvilken 5-hjertet anmeldelse, jeg skal tage med.
Oplagt havde det været at nævne Ukendt Kunstner, der pludselig er tilbage efter syv år, og nu totalt dominerer Spotifys toplister. Deres nye album fik 5 hjerter af Simon Lund.
Man kunne også sagtens have valgt at omtale Davis Guggenheims rørende og exceptionelt elegant konstruerede dokumentarfilm ’Still’ om Michael J. Fox. 5 hjerter fra Nanna Frank Rasmussen.
Eller hvad med den dybt originale tv-serie ’Mrs. Davis’ fra manden bag ’Lost’? Den har jeg heldigvis en finte til at få omtalt alligevel. Bliv hængende.
I rækken af 5-hjertede anmeldelser har jeg ikke kunnet stå for disse tre numsevrikkende herrer:
Med skyldig hilsen til tv-serien 'Dansegarderoben' gør revyens herrer afbigt for sexisme og andet grimt. På billedet ses Niels Ellegaard, Niels Olsen og Mads Knarreborg
Cirkusrevyen 2023, instr.: Joy-Maria Frederiksen (Komik)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Det så svært ud på papiret for årets cirkusrevy:
Det gamle telt blev blæst omkuld af stormen Otto i vinter. Ulf Pilgaard gik på pension sammen med Lisbet Dahl. Kapelmester Price røg i samme ombæring.
Dertil kom så tv-serien ’Dansegarderoben’, der råt for usødet skildrede Cirkusrevyen som et kunstnerisk arbejdsmiljø præget af giftig maskulinitet og sexisme.
Men al frygt er gjort til skamme, for årets hold leverer den bedste revy på Dyrehavsbakken i årevis, hvis man spørger Henrik Palle:
»Årets cirkusrevy er nemlig ikke alene visuelt imponerende og musikalsk swingende samt veloplagt afleveret og fornemt pakket ind. Den er også forlenet med en sjælden satirisk skarphed, en vilje til at være vedkommende og så godt som kemisk renset for onkelhumor og flovsede brandere«.
Med Joy-Maria Frederiksen i instruktørstolen fornemmes en øget sensibilitet i forhold til teksternes lag, en dybere forståelse for aktualitet og en regulær afvisning af ølbøvsende populisme.
»Revy og satire er en alt for alvorlig ting til bare at være for sjov. Men skægt skal det sgu være. Og det er det da også«, konkluderer Henrik Palle og finder 5 hjerter frem.
Karen Mukupa træder i karakter på sit fjerde album, 'Bonobo', hvor hun lyder som en sanger, der hviler i sin egen rastløshed.
Karen Mukupa: ’Bonobo’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Så skal vi til ugens topscorer!
Karen Mukupa træder for alvor ud af skyggen som en slags talsperson for Natasjas eftermæle og brager ind på scenen med ’Bonobo’, der får fuld plade, 6 hjerter, af Lucia Odoom:
»Karen Mukupas musik føles som sange fra en ærkekøbenhavner, der går fra Vesterbro til Christiania og både råber og småsludrer sig gennem byen. ’Bonobo’ er tidløst som et par Levi’s-jeans, der er fede, fordi de netop er slidte på den helt rigtige måde. Musikken har bund, bas og substans som en varm favn med en mild duft af cannabis, kokosolie og graffiti«.
Mukupa synger om sex, om parforhold, om at være helt sig selv og ikke mindst om ensomheden i at være en brun pige i et land fyldt med hvide piger på sangen ’Hvid pige’:
»Musikken giver fornemmelsen af soulsangeren Alicia Keys, når hun er bedst, men sangen er pæredansk vidensdeling om, hvordan det er at være en brun kvinde i Danmark og føle sig både usynlig og som et dyr i zoologisk have. Vi er nogle, der har fået en hymne, og det føles som en lille kulturel skattelettelse«, mener Lucia Odoom.
Komisk timing, intens følsomhed og kemi. Skuespilpræstationerne i 'Mrs. Davis' er i topklasse. Her Betty Gilpin og Jake McDorman.
Ugens mest læste anmeldelse:
Inden du får lov at slippe ud i solskinnet, afslører jeg vanen tro den anmeldelse, I har klikket mest på i ugens løb.
Og der er tale om den ovenfor omtalte ’Mrs. Davis’, som er skabt af Tara Hernandez og Damon Lindelof.
Hvis du ellers kan finde den for ’Succession’-reklamer inde på dit HBO Max, er den altså virkelig værd at gå om bord i, for magen til skingrende skør, virtuos og dybt original genre-mashup, skal man lede længe efter. 5 hjerter til den.
Jeg giver ordet til anmelder Eva Eistrup, der her vil forsøge at fortælle, hvad serien handler om:
»Men altså, vi befinder os i en nær fremtid, hvor en kunstig intelligens kaldet Mrs. Davis er både mor, terapeut og frelser for en menneskehed, der har vekslet sin frihed for håbet om at få udleveret digitale vinger – en slags enormt statusgivende version af Elon Musks kiksede Twitter Blue. Nonnen Simone, der tilbringer sine dage i kloster med at lave syltetøj og drikke sjusser med abbedissen, er – tilsammen med en anti-totalitær modstandsbevægelse ledet af hendes barndomsven, cowboyder og ekskæreste Wiley – en af de få, der modarbejder Mrs. Davis«.
»Via sin elskede mand Jesus – ja, altså Kristus – som i øvrigt arbejder på en falafelrestaurant i en parallel virkelighed, modtager Simone missioner fra Gud, og da hun også ender med at tage imod en mission for Mrs. Davis i bytte for et tvivlsomt løfte om, at den kunstige intelligens så vil deaktivere sig selv, hvis missionen lykkes, går jagten på det måske mest dum-ikoniske og komisk indholdstomme objekt i filmhistorien: Den Hellige Gral«.
»Hvis du, kære læser, tænker lidt som mig, så er der en chance for, at du tænker dette: Det lyder ulideligt fortænkt og søgt finurligt. Men nej. Giv. Dig. Hen«.
Tak for din tid og hav en fortsat god himmelfartsstikling.
Flere anmeldelser kan læses i bunden af mailen.