Kære læser,
Så er der brev - ugens bedste kritikstof samlet kun til dig.
I denne uge ser vi blandt andet på en ny tv-serie med spradebassen Seth Rogen, manden der næsten altid spiller et småbuttet, småbøvet, sympatisk pothoved, der på en eller anden måde lykkes med at score top shelf-kvinder som Katherine Heigl, Charlize Theron, Elizabeth Banks og Rose Byrne.
Og dermed bliver en slags helt for alle os andre småbuttede, småbøvede, sympatiske pothoveder.
Vi ser også på Disneys nye CGI-version af eventyret om den lille havfrue, en ny sæson af et populært datingprogram på TV 2, og så skal vi såmænd også et smut omkring Dyrehaven og Venedig.
Velkommen til.
Hvis du har fået dette nyhedsbrev tilsendt fra en ven, men hellere vil have dit eget, kan du tilmelde dig her.
Seth Rogen og Rose Byrne har stjernekemi og genial komisk timing som vennerne Will og Sylvia
’Platonic’, Apple+ (Komedieserie)
❤ ❤ ❤ ❤
Seth Rogen og Rose Byrne genoptager deres fremragende kemi fra ’Bad Neighbours’-filmene i tv-serien ’Platonic’, hvis tre første afsnit nu er tilgængelige på Apple+.
Serien handler om Sylvia (Rose Byrne), engang en lovende advokat, nu hjemmegående husmor i forstaden, der genoptager sit gamle 90’er-venskab med ungdomsvennen og mikroølbryggeren Will (en meget Seth Rogen-agtig Seth Rogen) til en vis irritation for Sylvias ’rigtige’ mand Charlie (Luke MacFarlane).
»’Platonic’ skriver sig ind i en nyklassisk tradition for amerikanske romantiske komedier, der har mere fokus på det komiske end det romantiske. Seth Rogen har nærmest været en slags maskot for genren ved at omdefinere førsteelskerfiguren – altså kun den mandlige – til en småfjoget stener med blød mave, hvor vaskebrættet plejede at være«, skriver anmelder Eva Eistrup. Hendes dom: 4 hjerter.
Selvom handlingen og ikke mindst kønsrollerne er så karikerede og forudsigelige, at det hviner i tænderne, er der én absolut formildende omstændighed ved det hele:
Serien er SKI-de-sjov!
»Fra det første pinagtigt hule møde mellem de to gamle venner, hvor det eneste, Will kan klemme frem, da Sylvia viser ham et billede af sine børn, er et lakonisk »ja, der er de jo«, til et fuldstændig eminent øjeblik, hvor Sylvia i en ordentlig dagsbrandert spiser sin mands chefs vigtige tale, fordi han ikke kan huske hendes navn, er man tryllebundet af kemien mellem Will og Sylvia«.
Niklas med salatslyngen. Foto: TV 2
’Bachelorette’, TV 2 (Realityserie)
❤ ❤ ❤ ❤
I tredje sæson af TV 2’s ’Bachelor’-serie, er det blevet kvindernes tur til at vælge blandt et harem af mænd, hvorfor titlen naturligt nok er ændret til ’Bachelorette’.
Sidste sæsons uheldige Mette Sommer, der blev vraget til allersidst af bacheloren Kasper, er tilbage, og nu er det hendes tur til at gå på strandhugst blandt 16 kandidater fra det modsatte køn. Dog i konkurrence med den anden ’bachelorette’, Julie Kriegler.
I et interview med Ekstra Bladet, har man kunnet læse, at kvinderne var skuffede over udvalget af mænd ved første øjekast. Og det var da også ærlig talt tåkrummende svært at se på Frederik, der havde udklædt sig som glamrocker i leggings, men så ud til at ombestemme sig halvvejs på den røde løber.
Eller Niklas, der havde medbragt en salatslynge, men havde forberedt lige præcis 0 vitser om samme.
Hvad han burde have sagt, spørger du? Her er 5 bud:
1) »Jeg har hørt, at kvinder kan lide bad boys. Og jeg er altså en værre salatslyngel«
2) »Hej piger. I virker kloge og er smukke med den lækreste krop. Jeg kan mærke, jeg kommer til at slynge om mig med veltimede komplimenter herinde«
3) »Kender I Idris Elba? Verdens mest sexede mand. Han spillede The Gun Slinger i den der film. Jeg er Tupperwarens svar på Idris Elba - The Salad Slinger«
4) »Hej med jer. Jeg hedder Aladdin. Jeg måtte ikke medbringe keramik i flyet, så jeg har taget min ånd med i salatslyngen. I har 3 ønsker. Eller det vil sige, I har jo tydeligvis brugt det ene på at ønske, at jeg kom herned. Altså prøv lige at se mig [Indlæg kunstpause til at dreje rundt og lad dem nyde hele pakken] ... Nå, men jeg finder jer senere i aften og hører, hvad I vil bruge de 2 sidste ønsker på«
5) »Helt ærligt. Prøv engang at se den her salatslynge, som Boris glemte inde i taxaen. Shit, det er toksisk maskulinitet, lige der. Ham ville jeg passe på, hvis jeg var jer«
Indtil videre er det den bredskuldrede bankrådgiver Mads fra Falster og den tatoveringstossede musikproducer Boris, der står stærkest i konkurrencen, men det kan jo ændre sig mange gange endnu.
Anmelder Eva Eistrup uddeler 4 hjerter og skriver:
»Efter de tre akavede og herligt menneskelige afsnit, som denne anmeldelse er baseret på, er der lagt op til jalousi, rivalisering, venskab, masser af flirt og ubehagelige følelsesmæssige vejsidebomber. Kan Mette åbne sit hjerte igen? Gemmer Julie på mere bitchiness, end hendes joviale åbenhed først lader ane? Og vil det lykkes fyrene at overgå Kasper, 28, i kunsten virkelig at se en kvinde?«:
»Julie, hun er jo en smuk pige. Meget visuelt blikfangende hele vejen rundt«
Halle Bailey i hovedrollen som Ariel
’Den lille havfrue’, instr.: Rob Marshall (Biografpremiere)
❤ ❤ ❤
Det er næsten fire år siden, nyheden kom ud om, at Disney havde castet en ung, sort kvinde, Halle Bailey, til rollen som Ariel i live action-genindspilningen af den ikoniske animationsfilm ’Den lille havfrue’.
Og sikken palaver, det medførte! Hashtagget #NotMyAriel spredte sig viralt, mens de racistiske reaktioner blev mere og mere skingre. YouTube måtte lukke for kommentarsporet til traileren, der havde fået halvanden million ’dislikes’, og Twitter måtte fjerne et opslag, hvor en bruger ved hjælp af AI havde forvandlet Halle Bailey til en hvid havfrue.
Imens delte sorte forældre deres småpigers lykkelige reaktioner foran traileren med Halle Bailey som havfruen, der bliver prinsesse. »Mor, hun er brun som mig!«, lød det.
Nu er filmen endelig kommet, og vores anmelder Joakim Grundahl har stor ros til hovedrolleindehaveren:
»Først og fremmest spiller Halle Bailey som en drøm i et børneværelse med pastelfarvet tapet. Hun tilfører Ariel en power, energi og karakter, så man tror på, at et havdyr kan have en vilje (...) Halle Baileys baggrund som sanger får storhittet ’Under the Sea’, som i 1989 vandt en Oscar, Grammy og Golden Globe, til at stråle med en krystalklar renhed, der kan minde om Whitney Houston«.
Første akt er en tivolitur af en utopi med blandede arter, farvede koraller og urørt natur. Der er masser af detaljer at svømme hen i. For eksempel Poseidons (Javier Bardem) kappe, der sværmer omkring ham i form af en sardinstime. Der er hyggelig humor, som da Ariel stikker den lille fisk Tumle en gaffel og kalder det hans trefork.
Der er action og uhygge, som da en haj jagter Ariel og Tumle i kabyssen på vraget af en fregat. Det er en farligt spændende verden i tilpas trygge omgivelser med en klar vinder, så de mindste kan pirres med mors arm omkring sig.
Men:
»Det varer dog ikke ved. Når Ariels stræben hiver os op på land, tørrer fortællingen støt og roligt ind«.
I løbet af filmens sidste time fordamper magien simpelthen i sollyset, og anmelderen må derfor nøjes med 3 hjerter.
Troels Lyby spiller Odin
’Ragnarok’, Det Kgl. Teater, Ulvedalene (Scene)
❤ ❤ ❤
Igen i år er Det Kongelige Teater rykket ud i Ulvedalene i Dyrehaven, hvor man har banket et ordentligt udstyrsstykke om de nordiske guder op, der lander et sted mellem Cirque de Soleil, ildshow og en Lordi-koncert.
»’Ragnarok’ er først og fremmest et udstyrsstykke tilsat rigtige fuglefløjt. Sjove væsener dukker op bag bakkerne i det fjerne, og hvad skala angår, er det fænomenalt«, mener anmelder Alexander Vesterlund.
Snarere end scener er der tale om ’numre’, hvor meningen mest er nummeret i sig selv.
»Som om de desperate guder vil bevise, hvad de kan. Som om Det Kongelige Teater vil bevise, at teater kan være et underholdende alternativ til skærmen. Skuespillerne skal først og fremmest sørge for ikke at falde. Med mindre de altså skal bokse rundt med Midgårdsormen eller Fenrisulven. Det kommer der nogle vilde fysiske præstationer ud af«.
»Men skuespil er der stort set ikke tale om. Troels Lybys Odin kunne lige så godt være spillet af Frank Hvam i Gandalf-kostume«, mener anmelderen.
Han ender på karakteren 3 hjerter og konkluderer:
»’Ragnarok’ er et sandt spektakel, et overlegent maskineri, men der er ikke meget dramatisk liv i scenerne, ingen replikker, der slår saltomortaler og lander flot. Teater fyldt med effekter og tømt for indhold, men en festlig aften i Dyrehaven«.
Døden klemmer, og Paul Simon er ikke sikker på, hvad den faktisk vil med ham.
Paul Simon: ’Seven Psalms’ (Album)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Vi skal til en kær gammel ven af huset, hvis man kan skrive sådan.
Paul Simon, der ellers gik på pension som turnerende musiker for fem år siden, har brudt med lyden af stilhed og er pludselig tilbage med et nyt album. Eller rettere: en sangsuite. En halv time med syv sangsekvenser, der skal høres lineært.
Så fingrene væk fra den shuffle-knap, brormand!
De indledende kirkeklokker ringer nærmest ind til begravelse, og blot et par minutter inde i ’Seven Psalms’ står to ting klart: Døden klemmer, og det har Paul Simon mediteret over med sin guitar ved hånden.
»Og her 81 år inde i livet er det kantede menneske med de guddommelige sangskriver-evner ikke færdig med at overraske musikalsk. Det her lyder ikke rigtig som noget, Paul Simon har udgivet før. Hvilket er ret bemærkelsesværdigt«, understreger musikredaktør Simon Lund. 5 hjerter giver han.
I centrum af ’Seven Psalms’ står det fingerplukkede guitarspil og Paul Simons vævende stemme.
Her er ingen forkromede sangstrukturer eller tydelige omkvæd. Her er fragmentariske melodier, nærmest improviseret sang og løse sætninger fra en dagbog. Musikkens opløste linjer skaber et drømmende, meditativt rum, som forstærkes af gentagne sætninger med små forskydninger og poetiske dartpiles bløde buer over guitarens simple lyd:
»The woman spoke/ Her voice a blend/ Of regional perfumes«.
Humanisten Paul Simon fortæller historier om flygtninge, hudfletter sig selv som gnaven, gammel mand og famler ud efter døden i en duet med sin kone, Edie Brickell:
»I want to/ Believe in/ A dreamless transition/ Wait/ I don’t want/ To be near/ My dark intuition«.
Steffen Brandt og Marie Key er havnet i sofaen sammen i 'Dansk musik bedste', hvor de snakker om ... dansk musik
’Dansk musiks bedste’, DR (Musikunderholdning)
❤ ❤
Det må for guds skyld ikke være kritisk, når DR begår musikformidling.
Så heldigvis har public service-kanalen fundet hele 52 danske musikere, der ikke er blege for at bekræfte hinanden i, hvor fede de hver især er.
Konceptet er simpelt. Musikere sidder i en sofa og ser gamle og nye klip, mens de skamroser hinanden på en måde, der tangerer satire:
»Ej, hvor er det fantastisk. Og han spiller keyboard!«.
Anmelder Pernille Jensen er nærmest rundhåndet og giver 2 hjerter:
»Den danske musikbranche kunne ikke have købt sig til bedre branding ude i byen. At den kommer fra statsfinansierede DR, er til at krympe sig over. ’Dansk musiks bedste’ er en række mildest talt iltfattige programmer, der skriver sig ind i en ærgerlig række af behagesygt musik-tv på DR«.
Programmets speaker postulerer indledningsvist: »I dette program lukker nogle af dansk musiks bedste op for hemmelighederne bag de største hits«
Klip til Sanne Salomonsen, der siger til Anne Linnet: »Det gør du pissegodt, skat«.
»Hvilket er en ret præcis beskrivelse af det niveau af hemmeligheder, indsigt og oplysning, vi får i denne gigantiske sovepude af et tv-program«, skriver anmelderen.
At DR kan få så lidt ud af så mange dygtige mennesker, er – næsten – imponerende.
Københavns undergang er dramatiseret på Biennalen.
Ugens mest læste anmeldelse:
Vores arkitekturredaktør Karsten Ifversen er netop kommet hjem fra prestigeudstillingen Biennalen i Venedig, hvor han har anmeldt en række af de nationale pavilloner.
Det har han gjort så godt, at anmeldelsen er blevet ugens mest læste.
Sandsynligvis fordi redaktøren giver den laveste bedømmelse til den danske pavillon, der fuldstændig har fejllæst udstillingsformatet og mere har karakter af at være et pinligt pr-fremstød end et værk på verdens vel nok vigtigste arkitekturbegivenhed.
På den danske pavillon får man uden spor af ironi at vide, at København er verdens bedste by, i år udnævnt til verdens arkitekturby og vært for det store møde for verdens arkitektforeninger i juli.
»Var jeg ikke dansker, havde jeg forladt pavillonen nu. Når de fleste andre bruger biennalens unikke konstruktion til at fremvise reelle problemer, reelle tænkestykker uden nemme løsninger, bliver det tåkrummende pinligt at møde denne salgstale, som var der tale om en pavillon på en byggemesse«, mener Karsten Ifversen og nøjes med 3 hjerter til Danmark, mens bidragene fra Østrig og Belgien får hele 6 hjerter.
Hvad netop de to lande lykkes så godt med, kan du læse mere om her.
Det var alt, jeg havde medbragt i salatslyngen i denne uge.
Har du kommentarer til brevet, er du meget velkommen til at maile til tvg@pol.dk. Jeg er modtagelig for al feedback.
Hav nu en god weekend - og husk du har fri på mandag.