Kære læser,
»Hvis jeg kunne hoppe ud af mit tøj, så ville jeg gøre det«.
Sådan lød det fra en jublende Brenda Lee tidligere på ugen.
Og hvem er det nu liiige, hun er?
Jo, hvis du nogensinde er faldet over en juleplayliste, er der stor sandsynlighed for, at hendes sang ’Rockin’ Around the Christmas Tree’ optræder på den.
Sangen er 65 år gammel, og Brenda Lee indspillede den som blot 13-årig.
78-årige Brenda Lee er nu den ældste kunster med et nummer 1-hit på den amerikanske Billboard Hot 100
Og nu er den så blevet nummer 1 i USA for første gang nogensinde - formentlig til ærgrelse for Mariah Carey, der ellers har siddet solidt på juletronen i flere år.
Men mon ikke hun lige klarer sig? Hun skulle efter sigende tjene i omegnen af 3 millioner dollar hvert år alene på streaming af ’All I Want for Christmas’.
Man kan således ikke fortænke musikere i at drømme om at lave det næste store julehit, for der kan være seriøs mønt forbundet med det.
Også danske kunstnere kaster hvert år deres lod ind i det store julehitlotteri, og i hvert fald én vinderformel har åbenbaret sig:
Lav titelsangen til årets mest populære tv-julekalender!
Behøver jeg nævne ’Tinka’, ’Julehjertets hemmelighed’, ’I en stjerneregn af sne’, ’Lille store verden’, ’Jesus & Josefine’ og så videre?
Christopher synger julen ind på TV 2.
I år er det Christopher, der står bag titelmelodien til ’Valdes jul’ på TV 2.
Det er en af få sange, Christopher har skrevet på dansk, men hvor god er den egentlig?
Ikke særlig, ifølge vores anmeldere Simon Lund og Pernille Jensen:
»Okay, det skal være noget med en skov, fordi ... noget med grøn omstilling! Man ser det for sig. TV 2 skal vælge årets julekalender. Og det er naturligvis Christopher, der skal synge sangen«.
»Men hvor bliver julestemningen af, Christopher? Jo, her er et par sløje pligtbjælder, ellers er det bare blodfattig P4-core. Håber, den ægte jul bliver sjovere end den her«, lyder det fra anmelderne, der nøjes med 2 hjerter.
’Valdes jul’ er blot en af 24 nye julesange, som vores dynamiske musikduo har uddelt julehjerter til.
Herunder kan du læse om nogle af de andre.
Og velkommen til brev, i øvrigt!
RuPaul synger om sin røde næse.
24 nye julesange
Hvis du gerne vil have et julehit, er der to muligheder: Skriv et nyt. Eller tag et gammelt og lav din egen version af det.
Alanis Morissette har gjort det sidste. Hun har kastet sig over Whams ikoniske ’Last Christmas’ og er sluppet umådelig skidt fra det:
»Musikalsk er den trukket ud af et legetøjskeyboard af billig plastik, og Morissette overspiller hver eneste tone og frasering, så alle kravlenisser skynder sig i skjul for pinlighederne«.
1 hjerte til Alanis fra anmelderne!
Noget bedre slipper dragdronningen RuPaul fra at omskrive ’Rudolph the Red-Nosed Reindeer’ til ’RuPaul the Red-Nosed Drag Queen’, hvor julemanden kommer på besøg for at overtale RuPaul til at være med i sit show.
Det er en sang, der nok vil »tage seriøse julekegler efter en balje gløgg eller to«. 3 hjerter!
En af de helt store julesange - nej, det står ikke til diskussion! - er Chris Reas ’Driving Home For Christmas’.
Den har Jakob Aksglæde lavet en dansk version af med titlen ’Suser hjem til julen’. Det samme har svenske Orup i øvrigt tidligere gjort under titlen ’Jeg är på väg til Stockholm’.
»Men Aksglæde er ikke nogen Orup, og han har for lidt musikalske julegodter med i bilturen fra Sjælland til Fyn«. 3 hjerter er dommen.
Supergruppen Boygenius og den irske duo Ye Vagabonds har givet sig i kast med en traditionel irsk vise, der i 20o2 blev fortolket af nu afdøde Sinéad O’Connor.
’The Parting Glass’ hedder den, og det er en fremragende, stilfærdig omgang med humørsyge strygere og luksuriøse harmonier.
Sinéad O’Connors efterkommere har valgt, at overskuddet fra singlen skal gå til børn fra et belastet område i Dublin.
»Hvad pokker, handler julen om andet end bjældeklang og forstoppelse? Lige her gør den. Og det er meget smukt«, jubler anmelderen og giver 5 hjerter.
Et andet højdepunkt er Pillbox Patti og John Pardis duet ’I’ve Been Bad, Santa’, som oprindeligt blev udgivet af Peach PRC i 2021.
»Pillbox Patti får et nyt rollespil ud af Peach PRC’s flirtende julesang og lover vist julemanden mere end et uskyldigt kindkys, hvis han kigger forbi«, lyder det fra anmelderen, der igen giver 5 hjerter.
Læs den store samle-anmeldelse her
Troye Sivan har lavet en af årets bedste sange.
Årets 50 bedste sange
Men vi er slet ikke færdig med musikken, for Simon Lund og Pernille Jensen har også ’lige’ lavet en top 50-liste over årets bedste sange.
Så bag dig en ordentlig balje klejner, find en god lænestol og gå så bare i gang med listen fra en ende af.
Artiklen er så vellavet, at du kan lytte til alle sangene undervejs i læsningen.
Som en lille læserservice får du dog også top 20 her:
- Nummer 20: LP Gioppi: If Love is a Skill (ft. Sofi Tukker)
- Nummer 19: Mitski: My Love Mine All Mine
- Nummer 18: Grupo Frontera & Bad Bunny: ’Un x100to’
- Nummer 17: Ida Laurberg: Terrier
- Nummer 16: Sivas & Artigeardit: ’Jeg ka li hvordan du gør det’
- Nummer 15: August Høyen: ’Det hele handler om dig’
- Nummer 14: Kylie Minogue: ’Padam Padam’
- Nummer 13: Big Thief: ’Vampire Empire’
- Nummer 12: Lana del Rey: ’A&W’
- Nummer 11: Troye Sivan: ’Rush’
- Nummer 10: Dave & Central Cee: ’Sprinter’
- Nummer 9: Zach Bryan: ’I Remember Everything’ (ft. Kacey Musgraves)
- Nummer 8: Libianca: ’People’
- Nummer 7: Angående Mig: ’Sommerfugl’
- Nummer 6: Roísin Murphy: ’CooCool’
- Nummer 5: PinkPantheress & Ice Spice: ’Boy’s a Liar, pt. 2’
- Nummer 4: D1MA: ’Never Sober’
- Nummer 3: Olivia Rodrigo: ’Vampire’
- Nummer 2: Guldimund: ’Det kun vigtigt, hvad det er’
Nummer 1 afslører jeg først i bunden af nyhedsbrevet. Øv, tarvelig type!
Eller du kan klikke på artiklen herunder og få svaret med det samme:
Beyoncé viser i sin nye personlige koncertfilm både sin overlegenhed og sin konflikt mellem at være artist og menneske.
’Renaissance’, instr.: Beyoncé Knowles-Carter (Koncertfilm)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Videre til ugens vigtigste anmeldelser, og vi begynder med en kvinde, der næppe behøver den store introduktion.
For alt er vel efterhånden sagt om Beyoncé.
Det er blevet sagt, at hun har været skyld i en uventet stigning i den svenske inflation under sin koncertoptræden i Stockholm.
Det er blevet sagt, at hun er for meget, for lidt, for hvid, for kalkuleret, at hun er en global popstjerne, at hun er en polariserende figur, et feministisk ikon, en aktivist og en strategisk økonomisk opportunist.
For nylig er det også blevet sagt, at hun er en film-auteur, hvis navn bør skrives ved siden af Stanley Kubrick og Lars von Trier i filmhistoriebøgerne:
»Grunden til denne udtalelse er hendes nye koncertfilm, ’Renaissance: A Film by Beyoncé’, en film, der tager publikum med på hendes verdensturné og igennem 34 sanges koncerthøjdepunkter, men også helt ind i det moderskib og den hjerne, hun styrer sine koncerter fra«.
»Vi lærer simpelthen, hvordan hun tænker, men vigtigst af alt, hvad hun føler om alt det, hun tænker«, skriver Lucia Odoom, der har set den 168 minutter lange koncertfilm i en feststemt Sal 1 i Empire Bio.
Vores anmelder er stærkt begejstret og stanger 5 store hjerter ud:
»Beyoncé er en slags statsoverhoved for mennesker, der oplever udstødelse, mistænkeliggørelse, racisme, hatecrimes, modstand på modstand på modstand. Hun ligner måske en syngende Coca-Cola, men den kulsyre, der bruser i hendes blod, er i virkeligheden lava«.
Bradley Cooper som den ikoniske dirigent og komponist Leonard Bernstein
’Maestro’, instr.: Bradley Cooper (Biograffilm)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Og så til et andet musikalsk ikon, dirigenten og komponisten Leonard Bernstein.
Ham har skuespilleren og instruktøren Bradley Cooper begået en glimrende biopic om.
’Maestro’ hedder den, og den har netop fået biografpremiere.
Bernstein var blot 25 år, da han på et afbud og med ganske få timers varsel, og uden øvetid med symfoniorkestret, greb dirigentstokken i Carnegie Hall og fik bragende succes.
Fra da af var han amerikansk musiks største trofæ.
Han komponerede både musicals og messer, han underviste nye generationer musikere og dirigenter, og han dirigerede store symfoniorkestre over hele verden.
Det eneste, han ikke kunne, var at sidde stille i fem minutter eller få sig en god nats søvn.
I stilstand lurede depressionen og de svære rygsmerter.
»Hvad der plager hans sjæl, hører vi kun sporadisk om, men hvad der driver ham, ud over musikken, bliver filmens egentlige tema. Leonard vil elskes. Hele tiden og af alle. Af sit publikum, af sine elever, sine børn, sine mange mænd og sin eneste ene hustru. Og elsket blev han«, skriver Kim Skotte.
Bradley Cooper spiller selv hovedrollen som den store maestro:
»Den overvejende sort-hvide film er gennemført musikalsk. Den klassiske musik er ikke min hjemmebane, men for mig at se og høre er både musikken og gestikken ramt på kornet. Cooper skildrer Bernstein som en overgangsfigur og brobygger mellem den klassiske tradition og det modernes populærkultur«, konkluderer Kim Skotte og giver 5 hjerter.
Josehine Park er eminent som kvinde på kanten af nervøst sammenbrud, der lever livet i en moderat hvidvinsbrandert
’Ikke et ord’, instr.: Mads Mengel. YouSee (Krimiserie)
❤ ❤ ❤ ❤
Hvis du også blev hooked på TV 2-serien ’Oxen’ og er trist over, at sæsonen er slut, er her et plaster på såret.
Ovre på YouSees streamingtjeneste gemmer der sig nemlig en ny dansk krimiserie med ’Oxen’-stjernerne Josephine Park og Jacob Lohmann i bærende roller.
’Ikke et ord’ udspiller sig i provinsen, hvor en lokal brydedreng findes myrdet efter et ophedet optrin under en træning.
Mistanken retter sig mod træneren (Jakob Cedergren), fordi han i første omgang afgiver falsk forklaring, men snart viser det sig, at sagen er mere speget som så.
Efter en lidt fodslæbende start kommer der skred i handlingen.
»Den kriminalgåde, hvorom det hele revolverer, pakker ikke sig selv ud. Der er regulær spænding nærmest til det sidste. Hvem pokker slog den uelskede stakkel Liam ihjel«?, lyder det fra Henrik Palle.
Producenterne har ikke forsøgt at gøre sig til i provinslækkerhed. Kvaliteten ligger derimod i persontegning og spil, som er over gennemsnit.
»Josephine Park gestalter sin sorgramte og selvmedicerende djøf’er med håndfast følsomhed, og Jakob Cedergrens ranglede, eksistentielt flagrende gymnastiklærer, der koger og kerer sig om familien, fungerer mere end godt. Jacob Lohmann er som den myrdedes far skåret ud af en hård spånplade: rethaverisk, eksplosiv og uberegnelig«, pointerer anmelderen og giver 4 hjerter.
Barbra Streisand er kendt for at være meget privat, og i lang tid talte hun ikke med pressen
Barbra Streisand: ’My Name is Barbra’ (Biografi)
❤ ❤ ❤ ❤ ❤
Har du styr på julegaven til de gamle - og kunne du samtidig tænke dig at pacificere dem med læsestof i juledagene?
Så er Barbra Streisands 970 siders selvbiografi en oplagt mulighed.
’My Name Is Barbra’ er bibeltyk og trykt på salmebogstyndt papir, men Barbra Streisand har også noget at sige.
Hun voksede op i den billige ende af Brooklyn, hendes højtelskede far døde, da hun var to, og hendes mor var ikke særligt sød.
Hun var misundelig på Barbra, der havde arvet både hendes sangstemme og hendes nervøsitet, men nogen andres gåpåmod.
»Barbra Streisand vidste, fra hun var syv år gammel, at hun ville blive kendt, som lige dele ønske og forudsigelse. Når man savnede sin fars anerkendelse, fordi han ikke var der, og sin mors anerkendelse, fordi den ikke var der, så må man gå på scenen og få den fra publikum«, skriver anmelder Felix Thorsen Katzenelson.
Hendes historie er historien om at vælge, hvilke mennesker man kan stole på.
Et liv fuld af kritikere og nejsigere på den ene side, og medløbere og folk med meget dårlige ideer på den anden.
Det handler om at vælge de rigtige mennesker, og det gjorde Barbra Streisand for det meste, men man slipper ikke gennem et liv uden et par svipsere.
Udover livslange samarbejdspartnere, så var der både vennerne, elskerne og kæresterne.
Bejlerne tæller navne som Pierre Trudeau, Marlon Brando, Andre Agassi, Sydney Chaplin og Don Johnson:
»Det er befriende, at Barbra Streisand lukker os ind i magtens soveværelse, nøgtern, ubarmhjertig og uden alligevel at afsløre det hele. ’My Name Is Barbra’ er en fejring af at være meget større end dem, der knuste ens hjerte«, skriver anmelderen.
Hans dom: 5 hjerter.
Læs - eller lyt til - anmeldelsen her
Tone Ottilie er egentlig uddannet filminstruktør. Og det kan man godt mærke, når man læser hendes debutroman.
Tone Ottilie: ’Milo & Molly er ikke kærester’ (Skønlitteratur)
❤ ❤ ❤ ❤
At blive kærester med sin bedste ven. God idé eller ej? Hvad siger Sara og Monopolet?
Dillemmaet er ikke nyt som populærkulturel plotmotor, men nu giver den debuterende danske forfatter Tone Ottilie sit bud i ungdomsroman ’Milo & Molly er ikke kærester’.
Romanen handler om Molly, der kommer hjem til København efter et år i udlandet.
Da hun lander i lufthavnen, spejder hun efter sin bedste veninde Mille i venindeflokken.
Men Mille hedder Milo nu og står og smilet helt karseklippet og fregnet til hende.
Molly bliver paf og akavet, mest over ikke at være blevet indviet i vennens transition og nye identifikation som nonbinær.
Men inden i sig selv tænker hun også bare: »De ser faktisk sådan virkelig godt ud«.
»Tone Ottilie skriver scener , altså hun har talent for at skrive scenisk. Der er en lydside, der banker derudad, musiknumre, der sætter ind med tung basgang på det helt rigtige tidspunkt«, mener anmelder Ida Dybdahl.
Tone Ottilie er uddannet filminstruktør, og det mærkes på den gode måde i romanen:
»Her er en debutant, der har greb om sit stof, kender sine karakterer indgående, gør dem flerdimensionelle, doserer konflikterne helt rigtigt i en svær balance mellem smerte og varme«, skriver anmelderen. 4 hjerter!
Nina Rask fører sig selvsikkert frem
’Nina er sjov’, iscen.: Jennifer Vested, Det kgl. Teater (Scene)
❤ ❤ ❤ ❤
Queerfænomenet Nina Rask er aktuel med et alternativt standupshow.
»Jeg er kendt som ham den sjove«, præsenterer Nina Rask sig i ’Nina er sjov’, mens han står i kønsneutral T-shirt for senere at flashe sin overkrop inklusive ar fra de bortopererede bryster.
Han har bare »udvidet navnet Nina til at indbefatte sådan en som mig«.
Forestillingen undersøger, om standup kan udvides til at indbefatte en gang comedy, der gør op med genrens traditionelt pikglade heteronormativitet.
Nina gør sig sårbar ved konsekvent at sætte sig selv på spil, men fører sig også frem i selvbevidst mandet standupstil som en autofiktiv udgave af sig selv, bevæbnet med mikrofon, stativ og vandflaske:
»Sandheden skal man høre fra børn, fulde folk og Nina Rask«.
»Nina forstår at naile tidens mand og ikke mindst rette pilen mod sig selv og sit eget selvhad. Nok hader han mænd, men er det i virkeligheden »et røgslør over«, at han »hader kvinder« – for deres selvoptagethed, frygt for at være en killjoy etc.?«, skriver anmelder Monna Dithmer.
Hun mener, at forestillingen kredser lovlig meget rundt, men til gengæld er dele af den »lige til at dø af grin over«. 4 hjerter kan det blive til.
Hvem havde troet, at rosenkål kunne smage så godt?
Bobe, Kbh. K (Restaurant)
❤ ❤ ❤ ❤
Kendiskokken Bo Bech har været væk fra den københavnske madscene i tre år, men nu gør han comeback.
Hans nye restaurant hedder Bobe og ligger på Gråbrødre Torv - i de gamle lokaler, hvor Peder Oxe har serveret smørrebrød i tusinde år.
Vores anmelder Joakim Grundahl blev lokket til stedet af løfet om en ovnbagt jordskok serveret på en kaffebund, men lige den ret var nu ikke en udpræget succes.
Det var der til gengæld andet, der var. Blandt andet en perfekt kammusling (»frisk og og tåget transparent som hvid agat stod den som en prisme for smagen af hav«) og ikke mindst to spyd med rosenkål, dadler og skimmelost:
»Oh my lord, hvor var det godt. Masser af røg fra brændte bladspidser på de friske kål, der var sprøde mod de bløde, søde dadler og en mild og cremet blåskimmel. Kæmpe umami og masser af nuancer af kål, bål, nedfalden frugt og skimlens skarpe undertone. Veggie-spyd i verdensklasse«, savler anmelderen.
En anden kulinarisk triumf var skiver af fasan, »der var pocheret til naturstridig mørhed uden at miste fuglens særegne smag«.
Til gengæld var det en blandet fornøjelse at sidde og bide i hagl under indtagelsen af skovduen.
Den samlede bedømmelse ender på 4 hjerter.
Lo Kauppi spiller moren i den svenske serie
Ugens mest læste anmeldelse
Vi nærmer os vejs ende, men først skal vi have afsløret ugens største klikmagnet.
Her skal vi et smut over på Netflix, hvor den svenske tv-serie ’En helt normal familie’ er at finde.
Det er en historie om en tilsyneladende perfekt familie, bestående af en præst og en advokat samt deres datter.
De bor i et poleret boligkvarter uden for Lund, men en dag havner datteren i arresten, anklaget for et brutalt mord.
Forældrene er chokerede, men vil hjælpe datteren for enhver pris. Men kender de hende egentlig? Og kender de hinanden?
Anmelder Henrik Palle roser især den svenske soliditet i skuespillet og giver 4 hjerter til tv-serien, der er i seks afsnit.
Og så resterer blot et enkelt hængeparti: Afsløringen af årets bedste sang:
Den er mexicansk og hedder ’Ella Baila Sola’.
Frem med tequilaen og lufttrombonen, for nu er det weekend.
Mange hilsner
Tommy
PS: Glæd dig til næste uges nyhedsbrev, der er en ’Året der gik’-special.