Kære alle,
Vi savner svar fra Mette Frederiksen. Hvordan kan Statsministeriet fjerne den advarsel, departementschef Barbara Bertelsen fik for sin rolle i minksagen? Foreløbig har statsministeren forklaret, at beslutningen er direkte følge af, at en såkaldt forhørsledelse med forhenværende højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen har erklæret sig uenig i dele af minkkommissionens konklusioner. Det er korrekt, men Mette Frederiksen har ikke forholdt sig til, at der fortsat står to alvorlige kritikpunkter uantastet tilbage.
Hvordan det hænger sammen – eller rettere ikke hænger sammen – kan du læse i denne afdækning af sagen, som Politikens journalist på sagen, Hans Drachmann, har gennemført. Den manglende forklaring på fjernelsen af Barbara Bertelsens advarsel fik mig til at skrive denne leder, hvor jeg peger på, at særligt to personer burde have en særlig interesse i at få lagt præmisserne frem for beslutningen.
Mens Mette Frederiksen har valgt at forholde sig tavst til sagen, så har justitsminister Peter Hummelgaard (S) forsøgt at sætte sagen på plads, fordi også Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth, har fået fjernet sin advarsel. Du kan her læse interviewet med Politiken, hvor justitsministeren undervejs tydeligvis bliver irriteret over journalistens vedholdenhed på de centrale områder, hvor han taler uden om.
Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares, hedder det i krisekommunikationens grundbog. På det parameter faldt Peter Hummelgaard igennem med et brag, hvilket jeg har skrevet om i denne klumme, hvor jeg påpeger, hvor skadeligt denne type sager er for befolkningens tillid til regering, politikere og embedsmænd.
Vi må på det kraftigste opfordre til, at ministerierne enten selv lægger grundlaget for de fjernede advarsler frem. Alternativt kunne de bede både Medarbejder- og Kompetencestyrelsen eller Kammeradvokaten, som har bistået med rådgivning i sagen, om at forklare sig overfor den offentlighed, der kan konstatere, at advarslerne er fjernet, men ikke hvorfor de blev det. På Politiken vil vi fortsætte med at afdække sagen.
I ønsket om en god – og oplyst – påskeuge.