Kære læser!
Den store dato i forbindelse med ’Ulysses’ af James Joyce er 16. juni, fordi romanen foregår på den dato i 1904. Men i dag er også en mærkedag, for på denne dato er det præcis hundrede år siden Joyces skelsættende roman udkom.
Jeg har læst den flere gange. Både alene og i læsegruppe, og i dagens anledning har vi i Politiken sat blus på kedlen og fyret godt op under ’Ulysses’. For det kan ikke blive ved med at være sådan, at interesserede læsere ikke tør give sig i kast med den på grund af dens omdømme og notoriske sværhedsgrad.
Så nedenfor har du min håndholdte guide til romanen. Jeg har stillet skarpt på personer og temaer, men også pragtfulde formuleringer, og mit håb er, at læsevejledningen vil inspirere til læsning.
Allerbedst er – og det har jeg ikke uddybet i dagens tekst – at finde nogle gode folk, som også har lyst til at bide skeer med ’Ulysses’ og så få has på den i løbet af et års tid. Seks-syv-otte (aften)møder, hvor man til hver gang har læst de aftalte kapitler og bruger hinanden til at trænge ind i teksten.
Det siger sig selv, at man på et tidspunkt sætter lidt mad og drikke på bordet og går over til hyggeligt samvær!
Steen Klitgaard Poulsens ’En dag i juni’, som fås på nettet, er et must. I den gennemgår han alle kapitler minutiøst med fokus på alle facetter af det komplekse værk, herunder diverse mere eller mindre skjulte budskaber og hentydninger.
Den bog er den egentlige og stærkt nødvendige guide til ’Ulysses’ på dansk.
Klitgaard Poulsens guide knytter sig til Mogens Boisens oversættelse, som var enerådende herhjemme, indtil Karsten Sand Iversens nyoversættelse kom på Rosinante i 2014.
Jeg ville til enhver tid foretrække at læse Sand Iversens version, MEN – hvis man er i en gruppe, er det virkelig værd at investere i et enkelt eksemplar af Wiberg og Feilbergs oversættelse fra 2019, fordi den er helt fantastisk oplysende i kraft af sit vældige noteapparat. Der er ingen noter i Rosinante-udgaven.
Her har du min introduktion og ’guide’ til ’Ulysses’.
Her er Politikens leder om ’Ulysses’ på 100-årsdagen.
God læselyst!