Kære læser
Ugen i København bliver sjaskvåd. Så nu er det efterhånden slut med soundboks-fester i Nordhavn og smarte loppemarkeder på Nørrebro. Til gengæld er der ny sæson af ’Den Store Bagedyst’, som du kan se, mens du enten sørger eller jubler over udsigten til et halvt år med regn, kulde og mørke.
Får du lyst til at bevæge dig ud af lejligheden og ud i den våde by, kommer der her en række anbefalinger til ugen i København.
SPIS! Hele sommeren har de smarte københavnere hængt ud hos en gammel automekaniker i Nordvest. Der er tale om baren Autopoul – den der med det hvide plastikinteriør fra dit Instagram-feed, som til stor sorg for byens hippe lukker for ned for i år. Men du kan endnu lige nå det, for i barens sidste åbningsuge holder Autopoul den sidste nadver ad tre omgange fra onsdag 28. september samt torsdag og fredag til aftensmad i garagen. Menuen skifter hver aften og spænder fra caribisk curry til colombiansk kyllingesuppe lavet af kokke fra blandt andre Dzidra og YAM. Én aften koster 200, mens alle tre koster 450. Læs mere her.
FEST! Er der nogen bedre måde at starte ugen på end at feste? Så skulle det lige være, hvis din yndlings 00’er-tromme-duo Safri Duo spillede festen op. I aften kan begge ønsker gå i opfyldelse, når fristaden Christiania fylder 51 år. Festlighederne foregår på Christianias Nemoland, hvor du udover at fyre den af til Played-A-Live også kan danse gratis til tonerne fra reggaebandet Von Dü og dj’en Phase5. Så pak fødselsdagsflagene og hop i regnfrakken og hyld Copenhagen’s Colorful Hippie Haven sammen med christianitterne og nogle hurtigklædte Gen-z’ere fra Christianshavns Gymnasium. Læs mere her.
OPLEV! Det kan virke intimiderende, men prøv det nu bare: Søg ly for regnen i byens gallerier. Fredag 30. september åbner galleri Gether Contemporary på Vesterbro soloudstillingen ’Yearn!’ af Sif Itona Westerberg, der fremviser græsk-inspirerede bronzeskulpturer og betonrelieffer, som du måske kender fra Westerbergs medvirken i DR-programmet ’Kunstnerkolonien’. Læs mere her. På Vesterbro kan du også besøge det nyåbnede galleri Collega, der sidste uge slog dørene op til udstillingen ’Surplus’. Udstillingen er kurateret i et samarbejde mellem Collegas Lotte Løvholm og Mavis Tetteh-Ocloo fra det ghanesiske art space blaxTarlines Kumasi. Læs mere her. I Indre By kan du lige nå at opleve gruppeudstillingen ’In the Zone’ hos Alice Folker Gallery, der er flyttet til nye lokaler. Blandt de medvirkende er Frederik Næblerød og Rahnhild May. Udstillingen er åben til 1. oktober. Læs mere her.
God fornøjelse!