Jeg var lige landet og sad og ventede på min bagage i lufthavnen, da jeg læste det første udkast til Politikens ledende artikel om Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius. Skam dig, Scavenius, lød overskriften, som senere har fået en mindre shitstorm til at rejse sig. Ikke mod det nyvalgte folketingsmedlem, som i en årrække har taget flyet frem og tilbage mellem jobbet og Aalborg og møder i København et par gange årligt. Men mod Politiken for at udskamme hende.
Min åndsnærværelse i Kastrups bagagekaos rakte kun til en spæd advarsel til de chefer, som får penge for at fastlægge Politikens holdning. Jeg gjorde opmærksom på, at lederen blev skrevet, mens jeg, avisens klimaredaktør, befandt mig på en fem timer lang flyvetur på vej hjem fra Egypten, hvor jeg først dækkede topmøde og siden afspadserede, når nu jeg alligevel skulle forurene atmosfæren. Politikens journalister flyver i øvrigt generelt mere.
Desuden havde det været langt værre for klimaet, hvis Theresa Scavenius havde sat sig alene ind i en benzin- eller dieselbil og kørt til hovedstaden og tilbage til Nordjylland igen. Helt galt går klimaregnskabet for dem, der endda kører deres to tons stål på hjul ind på en af Molslinjens færger og lader sig transportere over Kattegat med 70 kilometer i timen, drevet frem af dieselmotorer. En artikel, som netop omhandler det klimaregnskab, er omsider på vej i spalterne, som ellers har været fyldt med antiklimaskam, godt ansporet af psykolog Svend Brinkmann.
Debatten om klimaskam er fint fanget af vores tegner, Philip Ytournel. Den irriterer mig, først og fremmest fordi den skygger for de vigtigere diskussioner om, hvordan vi undlader at tage selv de mest simple skridt for at komme planeten til hjælp, men i stedet fortsætter med at ødelægge den, som om intet var hændt. Vi ved udmærket, at det ville hjælpe at gøre det dyrere at køre fossilbil og at flyve, også selv om opbakningen til en flyafgift på 250 kroner er faldet.
Jeg er ekstra sensitiv, fordi jeg kan se mig selv havne i en ny shitstorm, når Politiken markedsfører sig som Danmarks klimaavis. Jeg gør en dyd ud af at leve efter de vilkår, som politikerne har lagt for min adfærd. Jeg bor i en landsby og ejer en billig benzinbil. Mit hus er bygget med oliefyr, som det økonomisk giver nul mening at skifte ud. Og ja, jeg spiser mindre kød, jeg flyver mindre end tidligere, jeg kører økonomikørsel i bilen, og jeg holder af mine uldsweatre og kontrollerer radiatorerne så nidkært, at min datter klager over at have det for koldt.
Men jeg er borger og journalist, ikke klimaengel. Jeg bliver ganske vist forarget, når jeg ser Facebook-opslag fra omgangskredsen, der er fløjet på weekendferie, men jeg stikker helst piben ind. For den moraliserende debat skygger for alt det, som politisk kan og bør gøres. Hvis vi i stedet lægger fakta frem om vores udslip og de skader, som de udretter på planeten, er der bedre chance for, at det får nogen til at ændre adfærd. Den moraliserende pegefinger virker dårligt i det offentlige rum.
Det danske klimamål er ikke et foregangsland værdigt
Vi danskere kan normalt godt lide at pudse glorien. Vores klimapolitik er kåret som den bedste i verden, og vi har med klimaloven fået et håndfast mål om at reducere CO2-udslippet. Der er bare ét problem, som kritikerne har påpeget i over et år: Hockeystaven. Det går så langsomt med at sænke udslippene, at selv, hvis det lykkes at leve op til målene om en reduktion på 70 procent i 2030, så leverer Danmark ikke sit bidrag til at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader. Nu har Greenpeaces Tarjei Haaland regnet ud, at det danske klimamål skal op på 80 procent for at leve op til Parisaftalen. Den debat fortsætter sandsynligvis i næste uge, når Klimarådet ventes at publicere en rapport med omtrent samme konklusion.
Hamp er et af de byggematerialer, her i sammenpressede blokke, som kan bringe udslippet langt længere ned i de kommende, danske krav.
Inden for byggeri går vi foran – om nogle år
Danmark har fået ros for at være et af de første lande i verden til at stille krav til byggeriet om at måle udslippet af drivhusgasser med livscyklusanalyser. På den måde bliver der taget højde for udslippet fra produktionen af alle byggematerialer, foruden naturligvis fra opvarmningen i hele bygningens levetid. Til gengæld er kravene til udslippene foreløbig uambitiøse, for nu at sige det mildt. De træder i kraft ved årsskiftet og lyder på 12 kg CO2 per kvadratmeter. Men allerede i dag udleder det gennemsnitlige byggeri kun 9,6 kg per kvadratmeter. Vurder selv, om der alligevel er mening med galskaben, ved at læse Mette Guldaggers artikel. For kravene skal løbende strammes.
Det et sundhedstegn, at flere unge begynder at lægge det personlige ansvar for klimaet fra sig, mener 30-årige Sarah Strunge Albertsen.
Unges klimaentusiasme på retur
Mine tre døtre er vegetarer, og deres generation har været klar til at tage et større personligt ansvar for at bremse klimaforandringerne på sig end min egen. Men det billede krakelerer en smule i den seneste undersøgelse, som Megafon har udført for os og TV2. I 2010 svarede 45 procent af de 18-29-årige, at de i høj eller meget høj grad følte et personligt ansvar i klimakampen. I år er det faldet til 34 procent. Statistisk er tallene små, men nu ligger unge mere på linje med andre befolkningsgrupper.
- Sundhedstegn: Den 30-årige klimaforkæmper Sarah Strunge Albertsen ser det som positivt, hvis flere unge har forstået, at ansvaret for at løse klimakrisen ikke er individuelt. Det er i øvrigt samme argument, som Theresa Scavenius benytter.
- Mister gejsten:For Johanne Weirsøe på 21 handler opgivenheden blandt andet om, at hendes stemme på venstrefløjen ved Folketingsvalget ikke bliver brugt, selv om den rød-grønne blok med nød og næppe bevarede sig flertal.
Det var næsten alt for denne gang, for jeg slutter med en anbefaling til det meget lille mindretal, som ventede i spænding på udfaldet af klimatopmødet. De har mere at glæde sig til. Onsdag i næste uge starter et tilsvarende topmøde om biodiversitet. Der er store forventninger til, at det munder ud, hvad der på forhånd bliver kaldt naturens Parisaftale. men først efter natlige sværdslag om, hvor naturen skal ligge, og hvem der skal betale for den. Du kan varme op ved at læse min artikel om, hvor galt det står til med den danske natur, som stort set ikke er beskyttet. Nu tegner der sig et politisk flertal for, at naturen ligesom klimaet får sin egen, danske lov.
Tak for at læse med.