De fleste har været fulde. Måske også så fulde, at de mister grebet om sig selv på forskellig vis.

Det kan være fysisk, de har svært ved at gå og stå. Svært ved balancen. Svært ved at holde sig vågen.

Det kan være psykisk. Svært ved at holde fokus. Svært ved at holde tårer eller aggression tilbage.

Men nogle gange bliver rusen så voldsom og adfærden så let genkendelig for en selv og venner omkring, at ’noget’ må være sket. ’Nogle’ må have gjort noget. Det kan ikke bare være alkohol.

Og rigtig nok. Nogle gange har personer med onde intentioner puttet lægemidler eller ulovlige stoffer i en drink eksempelvis med det formål at bedøve personen og forgribe sig seksuelt på vedkommende.

Det hedder ’drugging’, når en person mod sin vilje og viden indtager stoffer og/eller lægemidler.

Det sker, at primært unge vågner efter en så ubehagelig oplevelse i byen eller til privatfest, at de er så overbeviste om, at de har været udsat for drugging, at de politianmelder det.

På stationen får de taget enten en blod- eller urinprøve. Den skal afsløre, hvad personerne har indtaget enten bevidst eller ubevidst.

I to år samlede retskemikere på landets tre retsmedicinske afdelinger – der undersøger prøverne for politiet – prøvesvarene.

373 personer – tre ud af fire var kvinder – anmeldte deres oplevelser. Og fik taget prøver. Det er de resultater, som retskemikerne nu kan afsløre resultatet af. Og det, de fandt i prøverne, overraskede dem.

For i langt de fleste tilfælde tyder det ikke umiddelbart på, at personen er blevet drugget, sådan som de selv frygtede og troede. De har snarere været så voldsomt beruset, at rusen kom bag på dem. Og i nogle tilfælde er rusen blevet kraftigt påvirket af lovlige lægemidler som antidepressiva eller adhd-medicin.

Derfor har retskemikeren bag undersøgelsen to centrale budskaber til de unge. Ligesom han har bud på, hvor mange af dem, der anmeldte deres oplevelser, der i virkeligheden blev drugget.

Det kan du læse i min nyhedsartikel på baggrund af det videnskabelige studie.

Og nu til noget helt, helt andet. Som man siger.

For igen og igen er Ina Schuppe Koistinen stødt på tabuer og myter, der står i vejen for, at kvinder kan undgå sygdomme i de nedre regioner.

Hun er læge og forsker i mikrofloraens betydning for kvinders sundhed, særligt i underlivet. Hun har publiceret over 100 videnskabelige og populærvidenskabelige artikler om emnet og netop udgivet bogen ’Vulva – fakta, myter og livsændrende indsigter’.

Det er den bog og den viden min kollega Signe Thomsen, der har fokus på kvinders sundhed, har skrevet om på baggrund af interview med lægen.

Interviewet indeholder mange væsentlige pointer.

Du kan få den i kort form her:

»Voksne kvinders vulvaer ser lige så forskellige ud som vores ansigter«.

»Det vigtigste budskab er, at du ikke skal vaske dig med sæbe«.

»Det er fint at barbere bikinilinjen, men lad hårene på selve vulva være«.

»Bakteriel vaginose rammer hver tredje kvinde som følge af ubalance blandt mikroberne. Det klør«.

»Jeg anbefaler altid at bruge menstruationskop i stedet for bind eller tampon, der kan forstyrre mikrofloraen«.

Du kan også læse hele det guidende interview her.

Professor Thea Kølsen Fischer er en af landets dygtigste viruslæger. Hun blev af verdenssundhedsorganisationen WHO udpeget sammen med ni andre globale eksperter i 2021 til at tage til Wuhan og undersøge epidemiens udgangspunkt.

Hun har boet mange år i Afrika. Hun har bekæmpet sindssyge dødelige virusudbrud blandt de fattigste.

Så hun ved ligesom lidt om virus og infektionssygdomme.

I Politikens serie ’Hvad gør lægen selv’ kan du her læse lidt om, hvordan hun anvender sin viden i hverdagen. Høre om, hvorfor hun er lidt bekymret for elevatorknapper. Og hvordan hun ser på sushi og håndvask.