Kan du på stående fod uden at google sige mig, hvem der er formand for Regionsrådet i Region Hovedstaden?

Hvis ja, kan du springe ned til den røde streg. Hvis du ikke lige kan komme på navnet, så er det egentlig ikke så mærkeligt. De politiske beslutninger, som bliver truffet i de fem regioner, flyver ofte under radaren.

Vi hører mest om regionerne, når der er krise i sundhedsvæsnet. Når ventelisterne er for lange. Når ambulancen ikke kommer. Når det digitale system, Sundhedsplatformen, stjæler de ansattes tid. Eller når der mangler sygeplejersker. Som der nærmest altid gør.

Aben ender tit på Christiansborg, når det brænder på.

Uden at fornærme socialdemokraten Lars Gaardhøj så er han i sammenligning med mange af landets borgmestre og toneangivende landspolitikere nok knap så kendt. Men det er altså ham, der har den. Det er ham, der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden, som det langt og knap så mundret hedder.

Han afløste partifællen Sophie Hæstorp Andersen, da hun fik drømme om at blive overborgmester i København, og han er en af de mange politikere, som er på valg i dag, hvor - en del af - borgerne i Danmark strømmer til valgstederne og vælger kandidater til de fem regionsråd i Hovedstaden, Sjælland, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland.

Valghandlingen er allerede i gang, og vi er lidt sent ude med den her opfordring, men hvis du trænger til at blive lidt klogere på, hvad regionerne egentlig laver, så er der hjælp at hente i denne forklarende artikel fra min kollega Clara Kiersgaard.

Det kan være, at du er komplet ligeglad med regionerne. Måske tænker du, at det alligevel er Folketinget, som sætter rammerne for regionernes arbejde på finansloven og gennem de årlige aftaler om økonomien. Tja. Det er ikke helt forkert. Men heller ikke helt rigtigt. Prøv at læse den her ledende artikel, som stod på forsiden i dag.

Den argumenterer for, at valget til regionsrådene er mere vigtigt end nogensinde - og måske ligefrem det vigtigste valg af de to i dag til kommuner og regioner. For der er da noget paradoksalt i, at det, som vi alle sammen har talt om og levet i gennem de seneste snart to år - pandemiens og dens konsekvenser - i høj grad udspiller sig på sygehusene, som regionerne har ansvaret for at drive. Og som er under hårdt pres.

Tænk lidt over det. For der er fart på ude i sundhedsvæsnet. Tredje bølge er under opsejling.

Coronapasset - med en enkelt vigtig ændring - er tilbage for at tage toppen af smittespredningen, der kører i højeste gear blandt skolebørn i alderen 6 til 11 år, som ikke er vaccineret, da vaccinen ikke er godkendt til dem endnu.

Måske bliver den det. Men selv hvis det sker, når det næppe at få den store dæmpende effekt på smittespredningen i denne sæson. Til gengæld bliver der opbygget immunitet blandt de mindste, som meget sjældent bliver alvorligt syge af coronavirus. Det er der andre, som gør, og sygehusene melder lige nu om et stigende antal indlæggelser af borgere, der er smittet med coronavirus.

Jeg fornemmer på samtaler med venner og kolleger, at mange går og tænker over, om det kan blive ved på den her måde. Bliver antal smittede og indlagte på et tidspunkt i løbet af den kommende måned eller to så høje, at regeringen og Folketinget træder på bremsen og indfører flere restriktioner? Loft over forsamlinger? Reel nedlukning?

Alle tænker på det. Ingen kan give svaret. Men lad os minde om, at det politiske mål er at komme igennem vinteren, uden at coronavirus skal ændre vores tilværelse. Det er det, vaccinen skal sikre.

Det, tror jeg, er vigtigt at holde fast i, når de daglige tal for smittede og indlagte løber ind.

3-4-5.000 smittede om dagen kan godt give svedige håndflader og høj puls, men er ingen katastrofe, når spredningen af smitten primært sker blandt dem, som har den absolut laveste risiko for at blive alvorligt syge, børnene.

Det er selvfølgelig irriterende, generende og belastende. Mange børnefamilier er allerede dødtrætte af at rykke ud til test konstant. Til gengæld kan de glæde sig over, at børnene ikke skal isolere sig, men kan blive i skolen, selv om de er nære kontakter. Med mindre de føler sig syge, selvfølgelig. Så er det hjem i isolationshytten.

Vi må se, hvad der sker. Om smitten rammer dem, som ikke kan tåle den. Om tredje stik hurtigt nok genopfrisker immuniteten hos ældre og svækkede. Om sygehusene kan følge med, når influenzaen kommer oveni.

Her på Politiken har vi valgt at holde et konstant fokus på epidemien og dens konsekvenser. Fordi det bare er den største historie på sundhedsområdet. Den er umulig at komme udenom. Selv om vi har adskillige vigtige historier på blokken fra ikke mindst psykiatriens verden, som vi også meget gerne vil dykke ned i.

Det kan godt give lidt dårlig samvittighed, at noget må vente.

Til alle jer, der skriver og sender idéer til historier til os: I må endelig ikke holde jer tilbage. Bunken kan aldrig blive for høj. I kan skrive til mig på anders.schmidt@pol.dk.

Tak fordi I læste med. God valgdag.