0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Minister og forsvarschef: Der var droner over Danmark

Kære læser.

I løbet af dagen har nyhederne handlet om de mystiske droneobservationer over landet i efteråret, om udsigten til en særdeles regnfuld nat og om Europas store problemer med at modstå konkurrencen fra kinesiske virksomheder. Men vi kommer ikke uden om hr. Trump, hvis Iran-aftale betegnes som et eklatant fejltrin.


Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Regeringen: Der var droner over Danmark, men vi har ingen beviser

Der var droneaktivitet i Danmark sidste år, konkluderer Forsvaret i en rapport, som forsvarsminister Jeppe Bruus (S) fredag talte om ved et pressemøde i Forsvarsministeriet. »Baseret på tekniske informationer og rapporter fra soldater, så konkluderer Forsvaret, at der i flere tilfælde var tale om droner«, siger Jeppe Bruus.

En række droneobservationer i efteråret vakte stor opstandelse og førte blandt andet til, at flere lufthavne blev lukket og at der opstod mistanke om, at der i den forbindelse var blevet skudt mod et passagerfly. Den mistanke manede ministeren i jorden: »Hvad angår hændelsen ved Borris Skydeterræn - om der blev skudt efter et fly - så konkluderer Forsvaret også, at det ikke var tilfældet«.

Det er Forsvarskommandoen, der har evalueret Forsvarets indsats fra 22. september til 6. oktober sidste år. Forsvarschef Michael Hyldgaard siger, at der i det tidsrum var omkring 200 særlige meldinger om luftobservationer fra Forsvarets enheder. Hverken Jeppe Bruus eller Michael Hyldgaard svarer på, om de ved, hvor dronerne kom fra. Michael Hyldgaard siger, at Forsvarets evaluering ikke har beskæftiget sig med, hvor dronerne kom fra:»Vi har beskæftiget os med Forsvarets evaluering af hændelser, og det er det, som står i rapporten«, siger han.


Jens Hartmann
Foto: Jens Hartmann

DMI: Skybrud kan ramme Danmark natten til lørdag

Lige nu ser det sikkert fint ud. Men mørke skyer trækker sammen, advarer meteorolog Sandra Maria Nygaard fra DMI. Kraftige byger vil i løbet af aftenen og natten vælte ind over landet. Der er ligefrem risiko for skybrud i dele af Danmark: »Der kommer regn og torden ind i løbet af sen aften og natten til lørdag. Der kan også komme hagl og kraftige vindstød, men det er stadig usikkert, hvor meget der egentlig kommer«, siger Nygaard.

Bygerne vil i første omgang ramme Sønderjylland, inden de bevæger sig nordøst ind over Fyn og det vestlige Sjælland.

Det potentielle uvejr rammer, efter at temperaturerne fredag og lørdag når op omkring 27-28 grader flere steder i landet. »Vi har en varm og meget fugtig masse over os, og det giver potentiale til de her meget kraftige byger, som også kan give en masse nedbør«, siger Sandra Maria Nygaard. For at der skal være tale om et regulært skybrud forudsætter det, at der falder mindst 15 millimeter regn i et område inden for en halv time.


John Macdougall/Ritzau Scanpix
Foto: John Macdougall/Ritzau Scanpix

Europa presses af kinesiske varer. Det rammer blandt andre VW hårdt

»Vi vil kræve mere gensidighed«, lød det forleden fra EU’s handelskommissær Maros Sefcovic. Det handler om den omstændighed, at Europas handelsunderskud over for Kina nu slår nye rekorder, og om at europæiske virksomheder har svært ved at klare sig i konkurrencen med blandt andet statsstøttede kinesiske selskaber. »Kina er en eksistentiel trussel mod vores industri, mod vores økonomier, hvis vi ikke håndterer de økonomiske og handelsmæssige ubalancer«, mener Luxembourgs ministerpræsident Luc Frieden.

USA har for længst besluttet at afkoble sig fra kinesiske forsyningskæder. Men de har også langt mindre samhandel med Kina end Europa. EU går i stedet efter at minimere risici ved at opbygge alternative forsyningskæder. Deriske i stedet for at dekoble hedder det på EU’sk. Det er ikke rigtigt noget, de europæiske politikere har gjort noget for i det nødvendige omfang: »Men der er en klar fornemmelse af, at det går for langsomt med at minimere risici i Europa. Det betyder ikke, at vi skal ændre strategi, men måske fordoble indsatsen«, som en EU-topdiplomat siger.

Men en lang række lande frygter for konsekvenserne, hvis man går for hårdt frem, og kineserne svarer igen. Tag bare Tyskland, som er et af de lande med størst kinesisk samhandel, ikke mindst i bilindustrien. Den har det ikke godt, fremgår det af en beskrivelse af VW’s meget dybe krise, som Der Spiegel kommer med. Koncernen skal mindske arbejdsstyrken med 50.000 mand inden 2030. Kapaciteten skæres med 1,5 millioner køretøjer – og fabrikker kan måske blive overtaget af kinesiske bilmærker. Dele af topledelsen er angiveligt bekymrede for, om VW’s eksistens er truet.


Guillaume Baptiste/Ritzau Scanpix
Foto: Guillaume Baptiste/Ritzau Scanpix

Republikansk kritik af Iran-aftale: »Reagan må vende sig i graven«

Selv er Donald Trump pavestolt over den aftale, som han har indgået med Iran. Aftalen møder ikke desto mindre voldsom kritik fra flere amerikanske politikere og analytikere – både demokratiske og republikanske. De demokratiske negative reaktioner var forventelige, men også i den republikanske lejr får Trump hug: I et opslag på X tordner den afgående republikanske senator i Louisiana Bill Cassidy mod det, han kalder »den største politiske fejltagelse i årtier«.

»Reagan må vende sig i graven. Irans ambitioner om atomvåben er ikke blevet mindre, og de har lært, at det virker at lukke Hormuz-strædet, og det vil de udnytte i fremtiden. Samtidig får Iran lov til at bygge ny infrastruktur med støtte fra aftalen«, siger Cassidy med henvisning til, at Iran i aftalen får 1.950 milliarder kroner til genopbygning og økonomisk udvikling.

Til gengæld skal Iran genåbne Hormuzstrædet, som har stor betydning for den internationale transport af olie. Andre elementer er en våbenhvile i foreløbig 60 dage, ligesom alle krigshandlinger, også mellem Israel og Hizbollah-militsen i Libanon, skal ophøre.



Quiz: Dagens Bezzerwizzer åbner med spørgsmålet: Hvilken børnebogsforfatter har skrevet bøgerne om ’Krummerne’?


Kommentar


Set og Hørt


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.