0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Folketinget indledte sin åbningsdebat med atter at snakke om udlændinge

Kære læser.

I dag handler det om Folketingets åbningsdebat, der begyndte med et emne, der har fyldt i mange, mange år.

Men der er også nyt om Nobelprisen i litteratur, om dommen efter sommerens dødsvold ved Islands Brygge og om en EU-parlamentariker, der havde svært ved at styre sig, da hun så en udstilling om ofrene for 7. oktober-angrebet på Israel.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Udlændinge fyldte, da Folketinget tog hul på åbningsdebatten

Folketinget er nu gået i gang med arbejdet, efter at dørene til salen blev slået op tirsdag. Og det var især udlændingene i Danmark, der kom til at fylde de første timer af åbningsdebatten, hvor det stod klart, at partierne i blå blok havde besluttet at ville have debatten til at handle om udlændinge.

Regeringen har indstillet at tildele lidt over 2.000 mennesker statsborgerskab på et lovforslag, uden der er blevet vedtaget en undersøgelsesmodel, der skal sikre, at ingen i ansøgerbunken er antidemokrater eller islamister. »Hvorfor venter man ikke?«, spørger LA’s Alex Vanopslagh, mens Danmarksdemokraternes Inger Støjberg undrede sig over kursen: »Hvad er det for en ligegyldighed, Socialdemokratiet udviser?«

Debatten kom også til at dreje sig om Morten Messerschmidts remigrationspolitik. Mere konkret vil han høre, hvordan han vil smide alle udlændinge, som modtager offentlige ydelser, ud. Frederik Vad spørger, hvad der skal ske, hvis for eksempel en slagteriarbejder eller sosu-assistent med permanent opholdstilladelse i Danmark får arbejdsskader? Skal de så smides ud? Morten Messerschmidt svarer, at det kun er ret og rimeligt at reservere offentlige ydelser »til egne borgere«, og at de omfattede personer må overveje at tegne forsikringer, sådan som man kender det fra udlandet.


Per Folkver
Foto: Per Folkver

»Et flot valg«: Canadier modtager Nobelprisen i litteratur

Så blev det afsløret. Canadiske Anne Carson modtager Nobelprisen i litteratur.

Hun får prisen for sit »dristige og opfindsomme forfatterskab, der i legende dialog med den klassiske tradition har skabt nye former for samtidslitteraturen«.

Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen kalder hende »et flot valg«.

»Jeg har lige læst hendes lyriske essay eller digtsamling ’Den skønne ægtemand’ (The Beauty of the Husband) og den viser tydeligt hvad det er hun kan denne canadiske stormester udi lyrisk sprogkunst«.

’Den skønne ægtemand’ blev forleden også anmeldt af Lillian Munk Rösing i Mathilde Moestrups oversættelse. 5 hjerter fik den i anmeldelsen, som du kan læse lige her. Og kvaliteten af Carsons arbejde fremhæves da også af Nobelpriskomiteen: »Gennem hele sit forfatterskab udforsker Carson med let hånd skriftens muligheder – en proces, hvor den litterære skitse har fået særlig værdi for hende«, lyder begrundelsen ifølge Det Svenske Akademis formand Anders Olsson.


Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Ekspert om dom efter dødeligt knytnæveslag: »Helt efter bogen«

Flere politikere har kritiseret dommen på et års fængsel over den mand, som overfaldt en svensk fodboldfan ved et storskærmsarrangement på Islands Brygge i sommeren.

Svenskeren døde efter at være blevet ramt af et enkelt knytnæveslag i ansigtet, men den 31-årige gerningsmand blev kun tiltalt og dømt for simpel vold.

Men det er »helt efter bogen«, lyder det fra professor emeritus i strafferet Jørn Vestergaard.

»Knytnæveslag anses helt sædvanligvis som en form for vold, der hører hjemme i den voldsparagraf, der har den laveste straframme. For som regel vil et knytnæveslag ikke have meget alvorlige følger«, siger han.

Det er yderst sjældent, at et knytnæveslag ender med et dødsfald, og derfor er der intet grundlag for at opfatte, at gerningsmandens intention var at slå den svenske mand ihjel, vurderer Jørn Vestergaard.

Det er derfor, at sagen bliver behandlet efter paragraf 244 om simpel vold.


Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix
Foto: Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix

»Skam dig«: Politiker fra Enhedslistens EP-gruppe begår hærværk mod 7. oktober-udstilling

Et EU-parlamentsmedlem gik til angreb, da hun så en mindeudstilling for de ofre, der blev slået ihjel 7. oktober 2023, da Hamas stormede landsbyer inde i Israel. I udstillingen indgik et israelsk flag og et EU-flag, som hun – hævder parlamentets ledelse – flåede ned og ifølge øjenvidner trampede på.

Men sådan kan man ikke opføre sig i parlamentet, advarer parlamentsformand Roberta Metsola, der ikke lægger skjul på, at hærværket kan få følger for gerningsmanden, Rima Hassan fra det yderligtgående franske venstrefløjsparti La France Insoumise. »Vi ser med ekstrem alvor på det her«, lyder Metsolas opsang til Hassan i parlamentssalen.

Rima Hassan forsvarer sig med, at hun »ikke rørte EU-flaget«, da hun væltede tingene, og beskylder parlamentsformanden for at komme med »faktuelt forkerte« udsagn. Hun »fjernede blot« det israelske flag. At EU-flaget også røg på gulvet, skyldtes, at det mistede balancen, lyder hendes forklaring. Samtidig fremhæver hun, at hendes parlamentsgruppe deltog i mindehøjtideligheder for ofrene. Men parlamentets vicepræsident Pina Picierno fra den socialdemokratiske gruppe fastholder kritikken af LFI-politikerens opførsel ved billederne af de israelske døde: »Selv ikke foran ofrene, foran disse tragedier, foran de døde kan nogle standse deres antisemitisme, deres behov for fem sekunders berømmelse. Skam dig«.



Tid til quiz: Dagens Bezzerwizzer indleder med spørgsmålet ’Hvilket tal indgår i navnet på den langærmede t-shirt i rib, som Nørgaard på Strøget har gjort berømt’?


Debat


Kultur


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.