0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

53-årig mand nægter sig skyldig i 34 år gammelt kvindedrab, men varetægtsfængsles alligevel i 27 dage

Politiet har ved hjælp af dna-analyser og slægtsforskning fået et gennembrud i drabet på 23-årige Hanne With nytårsnat 1990.

Velkommen til dagens nyhedsoverblik, der blandt andet handler om den spektakulære udvikling i en 34 år gammel drabssag, hvor en mand i dag er blevet fremstillet i grundlovsforhør sigtet for at have slået den 23-årige Hanne With ihjel i 1990.

Desuden er overskrifterne:

  • Nye dødstal for gidsler sender chokbølger gennem Israel
  • Mike Fonseca fortsætter som løsgænger
  • Kønssygdommen gonorré stormer frem i ny sexkultur
Emil Bay
Foto: Emil Bay

Vicepolitiinspektør Brian Belling fra afdelingen for personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi holdt tidligere på dagen pressemøde om sagen på Politigården i København.

53-årig mand fængsles for at stå bag uopklaret kvindedrab for 34 år siden

Københavns Byret har onsdag eftermiddag varetægtsfængslet en 53-årig mand med begrundet mistanke om, at han står bag drabet på den den 23-årige Hanne With, der blev stukket ihjel i sin lejlighed på Nørrebro nytårsnat 1990.

Politiet kunne tidligt i morges berette, at man ved hjælp af dna-metoder og slægtsforskning havde fået et gennembrud i den 34 år gamle drabssag og arresteret den 53-årige mand. Han blev anholdt tirsdag på det slagteri i Nordjylland, hvor han arbejder som slagter.

Den 53-årige nægtede i retten pure at stå bag drabet og at have haft noget med den unge, narkoprostituerede kvinde at gøre. Han erkendte dog at have været i byen i København på drabsnatten.

Selv om anklagemyndigheden har fået manden varetægtsfængslet i 27 dage, forestår der politiet et stort efterforskningsarbejde med at sikre beviser, der knytter ham til gerningsstedet på drabstidspunktet.

Politiet efterlyser blandt andet et muligt vidne, der tilbage i 1991 anonymt ringede med oplysninger om, at en af hans slagter-kolleger stod bag drabet.


Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix
Foto: Ahmad Gharabli/Ritzau Scanpix

De pårørendes krav om at få frigivet gidslerne sætter Israels regering under stadig stigende pres.

Nye dødstal for gidsler sender chokbølger gennem Israel

Næsten en fjerdedel af de tilbageværende 136 israelske gidsler i Gaza er allerede døde. Det oplyser Israels militære talsmand.

»Vi har informeret 31 familier om, at deres tilfangetagne kære ikke længere er blandt de levende, og at vi har erklæret dem for døde«, sagde Daniel Hagari sent tirsdag.

Tallet har sendt chokbølger gennem Israel, og det ændrer dynamikken i de igangværende forhandlinger om en våbenhvile og udveksling af israelske gidsler med palæstinensiske fanger i Israel.

I Israel svækker det de yderligtgående højrekræfter i regeringen, der vil nedkæmpe Hamas for enhver pris, vurderer Jakob Egholm Feldt, professor på Roskilde Universitet med speciale i israelsk politik.

»Efterhånden som krigen har trukket ud, har chokket og den apokalyptiske stemning, der rådede i begyndelsen, fortaget sig noget. Den israelske opinion fokuserer nu i højere grad på gidslernes og deres familiers lidelser. Og det høje dødstal understreger, at for hver dag, der går, jo mere må gidslerne lide, og jo større er risikoen for, at de dør«, siger han.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Mike Fonseca fortsætter som løsgænger i Folketinget

Det vakte stor opsigt, da folketingsmedlem Mike Fonseca i november sygemeldte sig i kølvandet på en historie om, at han var kæreste med en 15-årig pige.

Han forlod samtidig sit parti, Moderaterne, og nu har han så besluttet at fortsætte som løsgænger.

I et indlæg i Altinget pointerer 28-årige Fonseca samtidig, at han sygemeldte sig før, det blev offentligt kendt, at han er kæreste med pigen, hvilket var i strid med Moderaternes adfærdskodeks.

»Regler bliver så underligt ligegyldige, når et par elsker hinanden. Det er måske tosset. Men kærlighed følger ikke reglerne. Kærligheden har en plan for hver af en af os, og kærlighed gør blind«, skriver Fonseca.

Politikeren blev også politianmeldt for grooming, da det kom frem, at han i en længere periode var kommet i huset hos den 15-årige og hendes forældre. Politiet valgte dog at lægge sagen ned, da man ikke mente, der var sket noget strafbart. Pigens forældre har også offentligt fortalt, at de støtter forholdet.


Jens Dresling. Farveforarbejdning: Tomas Østergren
Foto: Jens Dresling. Farveforarbejdning: Tomas Østergren


Kønssygdommen gonorré stormer frem i ny sexkultur

Hvis den ikke bliver behandlet i tide, kan kønssygdommen gonorré gøre både mænd og kvinder sterile. Nu viser nye tal fra Statens Serum Institut (SSI), at antallet af danskere ramt af gonorré er blevet femdoblet på blot ti år.

Fra 801 tilfælde i 2013 til 4.044 i november 2023. Og hvor det før især var en gruppe mænd, der havde sex med andre mænd, der blev ramt, er det nu unge heteroseksuelle, der i stigende grad bliver testet positive for den ubehagelige kønssygdom.

Bag stigningen ligger muligvis nogle af de forandringer, som er sket i ungegruppens sexliv med datingapps og flere seksuelle partnere, mener professor, læge og ph.d. Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet.

»Igennem de seneste årtier er der sket nogle forskydninger i seksualkulturen, ikke mindst blandt en del af de unge. Vi ser i dag et polariseret landskab. Nogle unge fyrer den maks. af med mange skiftende partnere. Og så er der en del unge, som venter længere med deres seksuelle debut«, siger Christian Graugaard.


Bezzerwizzerspørger i dag: Hvad hedder hovedstaden i New Zealand?

Forbrug


Psykiatri


Dagens overblik

Hver eftermiddag samler vi dagens vigtigste og mest læseværdige historier i et nyhedsbrev til dig.

Udsendes om eftermiddagen alle hverdage.