Kære Læser
I Dagens Overblik skal vi forbi en af danmarkshistoriens største kriminalsager, for der er fredag eftermiddag faldet dom i Korsør-sagen, hvor den 33-årige Philip Westh er idømt fængsel på livstid.
Vi runder også den ballet-rapport, som advokatfirmaet Horten har udarbejdet om Det Kongelige Teaters Balletskole, panik iblandt amerikanske demokrater efter Bidens i tv-duel med Trump – og danskere, der i snit har en kvart million stående i banken.
God eftermiddag.
Der er faldet dom i Korsør-sagen
Den 33-årige mand Philip Westh var tiltalt for en lang række grove overgreb mod tre forskellige piger begået hen over syv år. Nu er han blevet kendt skyldig i overgreb, vold, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt, drabsforsøg og voldtægtsforsøg. Herunder drabet på den 17-årige Emilie Meng i 2016.
Philip Westh var på dommens dag klædt i en hvid skjorte og en mørk blazer. Han modtog afgørelsen med samme udtryk i ansigtet, som han har haft under hele sagen: Uden synlige følelser. Han rystede på hovedet, da retsformand Bo Rasmussen læste op, at han var skyldig i drabet på Emilie Meng, men efterfølgende sad han blot med en hånd foran panden og kiggede ned. Hos andre var der flere reaktioner at spore.
Flere tilhørere græd, da skyldskendelserne blev læst op. Til stede i retslokalet var blandt andet den tidligere efterskoleelev og hendes forældre, samt den dømtes familie. Bistandsadvokaterne for de tre ofre var også på plads i retten.
Philip Westh straffes med fængsel på livstid. Han har allerede anket dommen til landsretten.
- Anklager vil have livstid: »En hel generation af unge har fået ændret deres verdensbillede på grund af det, som tiltalte har gjort«
- Du lytter til Politiken: Dom i Korsør-sagen. Hvorfor vil vi vide alt?
Afsløring: Advokatfirmaet Horten fik 10 millioner kroner for at lave rapport – men udelod kritiske oplysninger
Politiken kunne i efteråret blandt andet afsløre, at ansatte på Det Kongelige Teaters Balletskole har opfordret normalvægtige elever helt ned til 9 år til at tabe sig.
I den forbindelse fik advokatfirmaet Horten fik til opgave at lave en advokatundersøgelse, der blandt andet skulle afklare, om eleverne kunne få erstatning. 18. juni landede advokaternes konklusion. Men i deres 183 sider lange rapport står der ikke et ord om, at ansatte har opfordret elever til at tabe sig.
Nu kan Politiken imidlertid dokumentere, at flere tidligere elever faktisk har fortalt advokaterne netop det. Det viser indberetninger og referater, som Politiken har fået tilsendt.
Advokatundersøgelsen, der har kostet statsinstitutionen Det Kgl. Teater 10,7 millioner kroner, har ifølge tidligere elever og forældre flere mangler. Selv om advokaterne har modtaget indberetninger fra 60 navngivne tidligere elever og forældre, har de kun gennemført samtaler med 8 tidligere elever. Enkelte har haft en forælder med.
- Læs også:Tidligere balletbørn står frem: »Hvis jeg ikke havde en krop, som Nikolai Hübbe kunne lide, ville jeg ikke få en kontrakt«
- Læs også:Nye afsløringer om Det Kongelige Teater får minister til at varsle stor ændring
Demokrater i panik: »Biden er nødt til at trække sig. Ingen tvivl om det«
Natten til fredag tørnede præsident Joe Biden og Donald Trump sammen i et brag af en tv-duel. I flere analyser og internationale medier står kommentatorer, anonyme kilder og navngivne demokrater i kø for at kritisere præsident Joe Bidens optræden. Præsidentens tidligere kommunikationschef og 2020-kampagnechef Kate Bedingfield, der nu er kommentator på CNN, beskrev Joe Bidens præstation som »usædvanlig dårlig« for rullende kameraer:
»Det var en virkelig skuffende debatpræstation fra Joe Biden«, sagde hun.
Flere demokrater har udtalt sig anonymt til det amerikanske medie Politico. Ifølge mediet siger en Biden-tilhænger og demokratisk kampagnedonor, at det er på tide, at præsidenten afslutter sin kampagne, og »at det var den værste præstation i historien«.
»Biden bliver nødt til at trække sig. Ingen tvivl om det«, skrev donoren i en besked.
Den 81-årige præsident Joe Biden er selv tilfreds med sin præstation og sagde til CNN, at han synes, at de »gjorde det godt«.
- Michael Jarlner: Hvem kan efter natten katastrofe overhovedet se for sig, at Biden kunne klare en hel præsidentperiode?
- Tidligere USA-korrespondent: Nu rammer mit mareridt mig med fire års forsinkelse
Hver dansker har i snit en kvart million stående i banken
Danskerne har skovlet penge ind på deres lønkonti, selv om der har været høj inflation de sidste par år. Nye tal fra Nationalbanken viser, at hver dansker i snit har 243.000 kroner stående i banken, som uden eller med meget kort varsel kan hæves.
Ved udgangen af maj havde danskerne tilsammen 1.168,9 milliarder kroner stående i banken på anfordring – altså penge, som kan hæves straks. Det er 75,5 milliarder kroner – eller næsten syv procent – mere end i maj sidste år, viser nye tal fra Nationalbanken. Og der er ingen udsigt til, at opsparingen går i stå, vurderer en formueekspert.
Set fra en privatøkonomisk vinkel kan pengene miste deres værdi, hvis de blot står på en bankkonto til lav rente på typisk fra cirka 0,5 til 2 procent.
»Med en inflation på godt 2 procent bliver der en usynlig regning, som gør, at opsparingen bliver mindre værd år for år«, siger Jeanette Kølbek, der er privatøkonom i Nykredit.
- Vismænd: Der er penge nok i kassen, men sæt ikke næsen op efter nye svømmehaller, ny asfalt på vejene eller mere velfærd
- Pengeregn over Danmark:Råderummet vokser med over 11 milliarder kroner
Dagens første spørgsmål i Bezzerwizzer lyder: Hvem var vært, da ’X Factor’ havde premiere på DR1 i 2008?