Kære alle

Beklager pausen, jeg var først på efteruddannelse og så i Mellemøsten, hvor jeg fulgte Lars Løkke Rasmussen til Syrien og Israel. En fascinerende rejse, ikke mindst i forbindelse med Gaza, hvor vi besøgte grænsen og så det amerikanske kontrolcenter. Det har jeg skrevet om her, et utroligt vildt sted, hvor der ikke er en eneste palæstinenser, selv om det hele handler om Gaza.

På mandag er det etårsdagen for Assad-regimets fald, og hvor utroligt det end kan lyde, er Syriens bedste håb stadig den tidligere al-Qaeda-leder Ahmed al-Sharaa, der tog magten sidste år og som nu er overgangspræsident. Han brændte godt nok den danske udenrigsminister af, men er alligevel på forbløffende vis blevet Vestens darling.

Var der en international pris for at være den mest omstillingsparate leder, ville Ahmed al-Sharaa stå stærkt. For bare et år siden var han en eftersøgt langskægget terrorist kendt under krigernavnet Abu Mohammad al-Julani med en pris på sit hoved. I dag har han talt i FN som den første syriske leder i over 50 år og mødtes med USA’s præsident Donald Trump flere gange. EU og USA har løftet de fleste sanktioner, og Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har netop besøgt Syrien for at styrke båndene.

Giver det mening? Ja, det synes jeg, men derfra og så til at presse de syriske flygtninge hjem, sådan som regeringen drømmer om, er efter min mening et meget, meget langt stykke.

Nå, men der var en lille forklaring på, hvorfor jeg har været fraværende og svigtet nyhedsbrevet. Og herhjemme er der jo i høj grad også sket et og andet. Ikke mindst i København, hvor Socialdemokratiet tabte magten efter mere end et århundrede. Det har naturligvis sendt kommentariatet på overarbejde.

Selv holdt jeg meget af denne kronik af den 91-årige socialdemokratiske nestor Karl Hjortnæs. Han holder den røde fane højt og mener, at S nok skal klare ærterne.

Det gør de muligvis også, selv om det godt nok er op ad bakke, når de har mistet selv den legendariske Arnes støtte. Og vælgerflugten burde ikke undre statsminister Mette Frederiksen, for som Christian Jensen skriver i denne leder, har det gamle arbejderparti ret meget mistet sit sociale kompas, når det sender borgere ud i armod og hjemløshed med åbne øjne.

I det hele taget er det påfaldende, så hårde politikerne er mod bunden af samfundet, når de samtidigt igen og igen viser forståelse for deres egne fald. Senest har det vist sig, at de har meget lempeligere regler for førtidspension, end det er os andre forundt, så meget at selv den dømte Sass Larsen er blevet bevilliget det. Politikerne har åbenbart ’glemt’ at opdatere reglerne for deres egne, da de strammede dem for alle andre, en forglemmelse som Sarah Skarum raser mod i denne leder.

Men det hele er ikke storpolitik og landspolitik. Livet leves lokalt, og selv er jeg blevet utroligt fristet til at få prøvet den åbenbart meget kontroversielle Killer Kebab. Højskoleeleven Alba Andrea Poulsen skrev forleden, at den ’svinedyre’ Killer Kebab er »et symbol på alt, hvad der er galt med København. Når først kebabben erobres af kædevirksomheder og hipstere, er der ikke meget af byen tilbage til os andre«.

Det fik co-founder af kæden Ulv Ankerstjerne til tasterne. »Undskyld, at vi ødelægger København med vores friskbagte surdejsbrød. Undskyld, at vi ikke serverer industrielt fremstillet kebab. Undskyld, at vi nægter at gå på kompromis med kvaliteten«, skrev han. Så nu må man – jeg i al fald – naturligvis selv lade ganen teste de åbenbart meget særlige kebabber – efter en smuttur til Mellemøsten er jeg godt vant.

Næste uge bliver Nobels fredspris uddelt, det skal nok blive skægt.

Den går som bekendt til aktivisten Maria Corina Machado fra Venezuela. USA’s præsident Donald Trump fører, som mange nok ved, en utrættelig kamp for selv at få prisen og praler gerne med alle de mange krige og konflikter, som han allerede har løst.

Han har dog ikke fået væltet Venezuelas præsident Maduro endnu, selv om han gør sit bedste. Sidste uge erklærede han i et tweet landets luftrum for lukket og har bombet både i dets farvande. Alt sammen fuldkommen ulovligt og i modstrid med folkeretten, så selv om det ville være en lykke for Venezuela at komme af med den kleptokratiske Maduro, er Trumps metoder i al fald ikke den traditionelle vej til en fredspris.

Men hey, vi lever i nye tider, så hvem ved? Selv har jeg været meget optaget af krigen i Ukraine den sidste tid. Korruptionsskandalen er, som jeg skriver i denne leder, et kolossalt problem for præsident Zelensky.

Som altid er det også klogt at sætte sig lidt i modstandernes tanker, og til det formål er den norske Åsne Seierstads seneste bog Ufred meget anbefalelsesværdig. I bogen rejser hun rundt i Rusland og taler med helt almindelige mennesker. Det er fascinerende læsning, jeg roser selv bogen i denne anmeldelse, og min kloge kollega Christian Idskov har interviewet hende på forbilledlig vis her. Læs, læs, læs og bliv klogere.

Og så nyd ellers julemåneden! Selv elsker jeg især optakten til den store fest, men giv den gas derude og skriv endelig til mig med ideer, tanker, kritik eller ros. Jeg sidder spændt som en fjeder klar ved tasterne – min mail er som altid marcus.rubin@pol.dk

kh

Marcus