0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Politisk kluddermor, mens vi danser på randen af afgrunden

Ok, jeg indrømmer det. 

Ok, jeg indrømmer det.

Det har været et virkelig underholdende valg. Det peakede ved Løkkes tandbørstning i håndsæbe, men selve valgaftenen kunne også noget. Løkkes sejrstårer, Morten Messerschmidts sejrsrus og gravkammerstemningen i Venstres valglokaler.

Der var drama for alle pengene. Men nu venter så tømmermændene, også kendt som regeringsdannelsen. Den kommer med stor sikkerhed til at tage betydeligt længere tid end de seks dage, Herren ifølge Bibelen brugte på at skabe hele universet, og så må vi – nu vi har kurs mod påskedagene – se, om det også tager endnu længere tid end der gik fra korsfæstelsen til Kristi Himmelfart. Det kunne jeg personligt godt forestille mig, men ingen kender jo fremtiden, og måske er miraklernes tid endnu ikke helt forbi.


Umiddelbart virker det i al fald som et farligt tidspunkt for et lille land at stå uden regering. I Iran buldrer krigen videre, og selv om Donald Trump mere og mere synes at tigge præstestyret om en eller anden form for aftale, så han kan erklære sejr, kan det, som New York Times-kommentatoren Michelle Goldberg skriver i denne tænksomme klumme, sagtens ende meget, meget værre med en decideret amerikansk landinvasion.

Som den syriske flygtning Haiva Shaikh Mamo skriver i dette debatindlæg, virker det i høj grad »som om nogle verdensledere ikke helt forstår, hvor alvorligt det her er, og hvor hurtigt det kan gå galt. Når stormagter blander sig, kan situationen hurtigt blive endnu mere farlig«. Danmark er ikke nogen engel i den sammenhæng. Som den tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen skriver her, var det en klar fejl, at regeringen i 2003 gik med i Irakkrigen.


Imens leger vi så politisk kluddermor herhjemme med hele 12 partier og et utal af tekniske muligheder for regeringsdannelse. Herinde har vi naturligvis altid ja-hatten på. Som Christian Jensen skriver i sin leder fra valgnatten, har Danmark brug for en »regering, der har ledelsesmæssig erfaring og politisk legitimitet over den politiske midte, og derfor hviler der nu et ekstraordinært stort ansvar på særligt Lars Løkke Rasmussen.«

Han må bruge sin parlamentariske taktstok til at realisere det, hans parti er designet til: en regering over midten. For som vi påpeger i lederen, var SVM-regeringen ganske vist ikke voldsomt elsket – alle tre dele af regeringen gik tilbage ved valget – men faktisk viste en meningsmåling før valget, at flere ønsker en ny midterregering end henholdsvis en blå eller rød regering. Så en eller anden form for midterregering hepper vi stadig på. Mit eget bud er en femtakket version med SF, Socialdemokraterne, Radikale, Moderaterne og Konservative, men lad os nu se, hvor det lander. Det bliver givetvis underholdende undervejs.

Valget rummer naturligvis mange udfordringer og bekymrende tendenser. Måske er 12 partier lige lovligt mange til et land som Danmark, og uden at man direkte kan dømme folk helt for deres venner, er det alligevel tankevækkende, at Victor Orban og Geert Wilders er dem, som lykønsker Morten Messerschmidt med hans spektakulære valgsejr. Men der er også gode nyheder, måske allermest at valget endelig har givet Danmark et Folketing i kønsbalance. Med 86 kvinder ud af 179 medlemmer er andelen af tingets kvinder nu 48 procent. Som Jes Stein Pedersen skriver i denne leder, er det »ufatteligt, at det skulle tage over 100 år at nå dertil, og utroligt, at der selv i slutningen af de glade tressere stadig kun var knap 10 procent kvindelige folketingsmedlemmer«.


Til allersidst lige også lidt godt nyt fra den store verden. For med al virakken og valget og kaosset er man lovligt undskyldt, hvis man ikke har opdaget, at der i Belgien er rejst en straffesag mod en nu 93-årig tidligere belgisk diplomat for torturen og drabet på den karismatiske congolesiske premierminister Patrice Lumumba i 1961.

65 år er grumme længe at vente på retfærdighed, og den gamle belgier synes langtfra at have været hovedmanden bag ugerningen – han var praktikant på den belgiske ambassade i Congo – men bedre sent end aldrig.

Få om nogen afrikanske lande har haft en værre skæbne end Congo, der trods enorme naturrigdomme er ludfattigt og igen og igen hærget af krig og kaos. Også nu, selv om det ikke fylder meget på den internationale dagsorden – læs bare denne lange artikel om tragedien fra The New Yorker.

Har man ikke læst Adam Hochschilds mesterværk ’Kong Leopolds arv : en fortælling om grådighed, terror og heroisme i kolonitidens Afrika’ om, hvordan Belgien dræbte nærmest halvdelen af befolkningen i en vild jagt på gummi, er det også på høje tid. Og efter endt læsning kan man passende drage mod Belgien og se Afrikamuseet i udkanten af Bruxelles, et helt vildt monument til kolonitiden. Som min kollega Nilas Heinskou skrev i dette debatindlæg, har man forsøgt at afkolonisere museet, men helt skjult er det efter min mening ikke. Heinskou er siden blevet politisk redaktør, så han har travlt for tiden med det hjemlige politiske drama, og således hænger alt på sin vis på smukkeste vis sammen.

Nu vil jeg ønske jer en mageløs påske, håber at I nyder den på alle tænkelige planer, og så ses vi her – hvis ikke inden da ude i virkeligheden – om 2 uger. Skriv som altid tanker og ideer til mig på marcus.rubin@pol.dk.

kh

Marcus

MERE FRA DEBATREDAKTIONEN




Det, I taler om

Kronikredaktør Marcus Rubin samler op på vores fælles samtale og bringer nogle af de bedste indlæg om at det, I taler om.

Udsendes hver fredag.